Når man får mulighed for at læse god oversat litteratur, som nu Emeli Bergman og Maria Hesselagers aktuelle oversættelse af den store svenske forfatter og kritiker Birgitta Trotzigs ”Anima” (1982), glædes man over, at vi i det hele taget har danske oversættere og forlag (her Basilisk), der fortsat gider og har mod på at udføre denne væsentlige opgave.
Det udblik, som oversættelser er udtryk for, forekommer særligt vigtigt i en tid, hvor vi – i hvert fald som nation – bliver mere og mere selvtilstrækkelige, sætter grænser i stedet for at nedbryde dem, lukker os om os selv i stedet for at åbne os mod den anden, de andre.
Netop en sådan konflikt er et af knudepunkterne i Trotzigs intense, fortættede, symbolske og sansemættede prosadigte i ”Anima”, hvor der sideløbende med dystre billeder af død, smerte, krig og ødelæggelser fremkaldes håbefulde visioner om altings sammenhæng og samtidighed.
”Alt er rødder, forbindelser, blodomløb,” lyder det om denne verdensforståelse, der når sit lysende højdepunkt i et erindringsfragment fra 1952, i metroen i Paris:
”Jeg var i at alt er et. Jeg og de andre i vognen hang sammen og trak vejret gennem hinanden i et eneste levende strålende element – der fandtes ingenting at være bange for, aldrig nogensinde, ikke mere. Alt var nyt, nøgent, pulserende, lysende”.
Denne krops- og bevidsthedsudvidende helhedsoplevelse fører til en ny opfattelse af mennesket, ikke som et isoleret jeg, men som åbent og modtageligt:
”Det åbne menneske:/ fugle flyver ud og ind. Når man opdager at et træ trækker vejret./ Når man opdager at kulde, hede, duft er sprog”.
Som hos Inger Christensen er vi hos Trotzig en del af labyrinten, og alt i verden synes at besidde en krop (”Livets krop er en sommerfuglemenneskekrop”, ”Jorden lyser som et vidtåbent øje”) og et sprog. Med en for Trotzig karakteristisk religiøs klangbund – ”Effata! – luk dig op!” – formuleres tanken et sted således:
”Verden er en lukket blykiste, derinde ligger krop sjæl indvolde/ i forseglet stand. Blyvægge, blygrænse./ Han tog noget spyt og rørte ved ører, øjne og tunge./ Væggene buer og smelter. Verden og sjælen er et. De smelter. De/ taler – udefra, indefra, fra alle sider og verdenshjørner”.
I disse visionære og kosmopolitiske prosadigte er grænsesletning altså et genkomment greb og motiv. Her er livet og døden, natur og kultur, ødelæggelsen og skabelsen, drømme og drømmeløshed, nær og fjern, fortid og nutid viklet sammen; bevidsthedens landskaber blander sig med de konkrete, indre og ydre bryder ind i hinanden og det mytologisk-religiøse stof farver det hverdagslige.
Trotzigs digte er ikke lettilgængelige, de kræver noget af deres læser. Men går man til dem med en åben og koncentreret opmærksomhed, får man til gengæld meget igen.