Prøv avisen
Teater

Alt er kærlighed – men så kommer verden i vejen

4 stjerner
Hele holdet i og omkring Teater O udviser stor forståelse og respekt for den unge, følsomme målgruppe. Thomas Markmanns tekst taler op til dem, og skuespillerne kræver noget af dem, og holder deres opmærksomhed. Claus Helbos simple kassescenografi er fleksibel som et spil Tetris, kan transformeres fra foredragssal til legefort og har en fin indbygget symbolik. Foto: Teater O

Teater O udfordrer unge på kammeratskab og klasseskel – og på, hvad teater kan være

Lige for tiden taler man meget om nødvendigheden af unges digitale dannelse. De skal lære at forstå og navigere i den kæmpestore digitale verden, der ligger alt for vidt åben for dem. Men digital dannelse og almindelig dannelse er to uløseligt sammenbundne ting. I både den virtuelle og den fysiske verden findes den samme altoverskyggende spilleregel: Man skal behandle hinanden med respekt.

Dette budskab ser vi i den norske successerie ”Skam”, hvor de unge hjælper hinanden ud af store og små problemer og anerkender hinandens forskelligheder under mottoet ”Alt er love”. Dette budskab har også fundet vej ind i ungdomsteateret, senest i Opgang2 Turnéteaters ”Habibi” – og nu også i aarhusianske Teater O’s fine forestilling om to kammerater, hvis forskelligheder vokser sig uoverstigelige med alderen.

I den lille café på Teatret Gruppe 38 i Aarhus sidder 65 højstemte, højlydte konfirmander og venter på at dørene til salen åbner. Ventetid er iPhone-tid, så alle har snuderne i telefonerne, men ser ud til at være sammen om det. En autoritær teaterdame beder meget bestemt om at se dem slukke apparaterne, inden de går ind. Det gør de så (måske).

Inde i salen er der uro, indtil Lars Dammark, forklædt som konsulenttype, begynder at holde foredrag om fællesskab og evolutionsteori bag en prædikepult. De unge flytter sig nervøst i sæderne. ”Er det gået i gang?” – ”er det her teater?”, spørger de undrende. Teater O er godt i gang med at tage fusen på dem og vise, at teater kan tage mange former.

Anders Valentinus Dam vælter larmende og konfust ind fra bag tribunen og bryder den foredragsstil, vi lige troede, vi skulle trækkes med. De to gamle venner genforenes på scenen. Bo er hårdkogt håndværker og tidligere taberdreng med en sindslidende mor, og han har ingen respekt for det opstyltede konsulentshow, som hans gamle ven bag pulten – den voldsramte advokatsøn – er ved at sætte op. De to går i clinch og serverer så deres venskabshistorie i flashbacks baglæns. Vi ser, hvordan de to drenges sociale ulighed og indbyrdes forskelligheder kommer til at betyde mindre og mindre, jo yngre de bliver. ”Os to mod resten af verden”, svor de, da de var små – men verden kom alligevel i vejen.

Hele holdet i og omkring Teater O udviser stor forståelse og respekt for den unge, følsomme målgruppe. Thomas Markmanns tekst taler op til dem, og skuespillerne kræver noget af dem, og holder deres opmærksomhed. Claus Helbos simple kassescenografi er fleksibel som et spil Tetris, kan transformeres fra foredragssal til legefort og har en fin indbygget symbolik.

Der er dog altid noget kunstigt over det, når to granvoksne mænd skal foregive at spille teenagere. Det fungerer i glimt for Anders Valentinus Dam og Lars Dammark, men spillet og fortællingen er ikke jordnær nok til, at de bevarer illusionen og identifikationen hele vejen. Deres teatralske intonation spænder ben for det ellers ret geniale formbrud imellem foredrag og forestilling.