Prøv avisen

Alt falder fra hinanden i Joan Didions essays

4 stjerner
Joan Didion, der i dag er 84 år, satte i sine essays nye standarder for amerikansk journalistik og kritik af den ellers antageligt frisindede del af 1968-oprøret. – Foto: Lisa Carpenter/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

I Joan Didions gnistrende velskrevne essaysamling ”Slæber sig mod Betlehem” er både middelklassen og hippiebevægelsen i opløsning

Det var irske W.B. Yeats, der i 1919 digtede om, at ”alt bryder sammen, midten holder ikke”.

For en anden stor forfatter, amerikanske Joan Didion, passede ordene kun alt for godt på det USA, hun skrev essays om i 1960’erne, og som i hendes øjne var ved at gå i opløsning.

Det gjaldt ikke kun det højglanspolerede middelklasse-USA, men også den nye modkultur, hippiebevægelsen, og det kan man forvisse sig om i ”Slæber sig mod Betlehem”, der er nogle af de sidste ord i det citerede Yeats-digt, men også titlen på Didions essay-samling fra 1968, som Gyldendal nu udgiver i sin fortræffelige Skala-serie.

I forordet skriver Didion – hvis cool stil og nøgterne virkelighedssyn bliver ved med at fascinere nye årgange – at det var efter et besøg i San Franciscos Haight-Ashbury-kvarter, hippiebevægelsens epicenter, at hun begyndte at tænke over opløsningstendenserne:

”Det var første gang, jeg direkte og uden omsvøb havde reflekteret over tegnene på atomisering, beviserne på, at ting falder fra hinanden.”

Det er svært at være uenig efter at have læst hendes essays om Haight-Ashbury i foråret 1967. Nok spiser nogle af de mennesker, hun møder, makrobiotisk æbletærte og drikker anis-te, men fællesskabstanken er allerede muteret til gudløs selvoptagethed og misbrug af ”sanseudvidende stoffer”, der gør samtalerne til det rene nonsens. Som en stenet kvinde, der forsøger at vaske op, siger: ”Alt er smukt. Jeg mener, bare at se den måde, den blå sulfoboble løber ned over tallerkenen på, se fedtet blive opløst.”

Værre er dog den vanrøgt af børn, som stofferne og egoismen har trukket med sig. Som den lille pige Didion ser i en stue. Hun ligger på gulvet og læser tegneserier. En fyr fortæller, at hun er fem år – ”og på syre”. Det er flere af de andre i hendes børnehave også, forstår Didion. Og for pigen på gulvet er det heller ikke første gang. ”I et helt år har hendes mor givet hende både syre og peyote.”

Hippiedrømmen er endt som et mareridt, præcis som middelklassedrømmen. Mænd må arbejde sig halvt ihjel for at kunne optage dyre lån til et pænt hus i en pæn forstad og er gift med pæne kvinder, ”for hvem alle livets drømme kan koges ned til en hvid brudekjole og valselængde og at føde en Kimberly, Sherry eller Debbi”. Men som Didion tilføjer: ”Til sidst en skilsmisse i Tijuana og efteruddannelse på frisørskolen.”

Essayet tager som snart sagt alle Didions essays afsæt i en konkret situation i Didions hjemstat, Californien, der så bruges til at sige noget generelt om tiden og amerikanerne. Her er afsættet en kriminalsag om en husmor, der tilsyneladende har dræbt sin mand. På ydersiden begge pæne, lykkelige borgere og trofaste kirkegængere. Men indeni fulde af smerte og tomhed. Som så mange andre i middelklassen, hvis man skal tro Didion.

Teknikken – at se det almene i det konkrete – er en dragende, men også tvivlsom metode. For kan man det? Kan én situation sige noget om alle situationer? Og når Didion beskriver det konkrete, er det så ikke sandsynligt, at hun har skrevet lidt til, har digtet en smule?

Det ligner svar på den slags spørgsmål, når Didion et sted i samlingens anden del, ”Personligt”, skriver: ”Ikke alene har jeg altid haft svært ved at skelne mellem, hvad der er sket, og hvad der kunne være sket, jeg er heller ikke overbevist om, at sondringen overhovedet spiller nogen rolle, hvad mine projekter angår.”

Et sted, hvor meddigtningen i hvert fald ikke spiller nogen negativ rolle er i et blændende essay om John Wayne.

Her er replikker lagt i munden på Wayne og andre under indspilningen af en af hans sidste westerns, og portrættet af den evige macho-cowboy, hans maskulinitet og sexede vralten – hans ”swagger” – og af hvad han har betydet for den kollektive amerikanske psyke og selvopfattelse er sublimt tænkt og realiseret.

”John Wayne, en kærlighedssang”, er som det meste i ”Slæber sig mod Betlehem” skrevet på bestilling for aviser og magasiner. Og at have læst dem dér, i den aktuelle sammenhæng i 1960’erne, må have været en oplevelse. Men i en bog i dag, samlet i et stift bind, fremstår de som lovlig spredt fægtning, og essays om eksempelvis fredsaktivisten og sangerinden Joan Baez eller Kammerat Laski, stifteren af det amerikanske kommunistparti, er ikke så vedkommende længere.

Sproget derimod – den cool, glasklare prosa – fremstår stadig frisk og holder hele vejen. Alene derfor er bogen værd at læse, og den vil helt sikkert give mod på mere læsning af Didion, der i dag er 84 år og har roman- og erindringsværker som ”Intet gælder”, ”Blå timer” og mesterværket ”Et år med magisk tænkning” bag sig. Hvor alt også har det med at bryde sammen og gå i opløsning. På meget velskrevet vis.