Prøv avisen
Bog

Alt for fordragelig bog om den kolde krig

3 stjerner

Den gamle opskrift med at få kendte danskere til at fortælle er ikke nødvendigvis garant for kvalitet, viser bogen ”Barn af Den Kolde Krig”

Der må være få mennesker i Danmark, der har skrevet flere forord til bogudgivelser end Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen. Det gælder alt fra ”Den fuldkomne fisker” til ”Den gode soldat Svejks eventyr”, og han er ligeledes flittig bidragyder til diverse antologier som for eksempel ”Min barndom i 50’erne” og senest interview-antologien ”Barn af Den Kolde Krig”.

Den benytter sig ikke blot af Uffe Ellemann-Jensens store vid og sikre stemme, men også af blandt andre Suzanne Brøggers, Mogens Lykketofts og Marianne Jelveds.

De 14 kendte danskere, der fortæller journalist og forfatter Michael Müller om at være barn af den kolde krig, er inviteret ind til rimelig fri leg. Styringen er altså alt andet end stram, omend man tydeligt fornemmer, at de samme spørgsmål spøger under samtlige svar. Der er nogle, der fortaber sig i deres barn- og ungdom i 1940’erne eller 1950’erne, i hyggelig sniksnak om forgangne tider eller mere alvorlig tale om fortrængte familietraumer, mens andre lægger hovedvægten på politiske teknikaliteter som for eksempel den danske fodnotepolitik. Og mens det måske nok er charmerende at genkalde sig Uffe Ellemann-Jensens anekdotiske røst og Marianne Jelveds mere tørre og reserverede, må man desværre også konstatere, at meget er hørt og sagt før, både når det gælder det personlige og det politiske.

”Barn af Den Kolde Krig” er et forsøg på at skildre den ideologiske kamp, der udspillede sig i den vestlige verden i tiden efter Anden Verdenskrig, ført an af USA og Sovjetunionen, med særlig vægt på blandt andet opstanden i Ungarn i 1956, Berlinmurens opførelse i 1961, Cubakrisen 1962, foråret i Prag 1968, Berlinmurens fald i 1989, på angst for atomkrig, antikommunisme og amerikanisering.

Det har været forfatterens ønske at undersøge, hvordan det var at være barn i Danmark midt i denne verdenskonflikt og ligeledes, hvad den kolde krig egentlig lærte disse børn. Det første synes at være nemmere end det sidste, hvor svarene kan forekomme generelle og forudsigelige: At fred ikke er en given ting, at man er nødt til at holde dialogen åben, at man ikke skal give efter for magt.

Forudsigeligheden er altså stor i denne udgivelse, både når det gælder de udvalgte interviewpersoner, der uanset politisk observans er og bliver en homogen størrelse, samt deres svar, der ikke er voldsomt tynget af selvransagelse, måske lige bortset fra hos tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten Frank Aaen, der ikke overraskende gør op med DKP’s enøjede solidaritet med Sovjetunionen, da partiet aldrig indrømmede, at politikken spillede fallit og dermed svigtede befolkningen både der og i DDR.

Men det er ikke noget, som Michael Müller gør et stort nummer ud af, og ”Barn af Den Kolde Krig” stryger blidt sine kilder med hårene. Den vil hverken krig eller polemik, men derimod fred og fordragelighed, og at læse den er som at se en genudsendelse af en kendt og lidt tandløs dokumentar, som derfor ikke efterlader noget varigt aftryk i sin læsers bevidsthed.