Spirende poet viser i ”Sammenfald”, at alt hænger sammen

Helene Johanne Christensen skriver forrygende flotte økodigte. De er usædvanlig smukke i deres suggestive visioner om at smelte sammen med verden i et ekstatisk øjeblik

Ser man bort fra, at titlen på værket er brugt før i 1992, så er det en fremragende digtsamling af en poet, som kan gå hen og blive rigtig stor, skriver Peter Stein Larsen i denne anmeldelse af digtsamlingen "Sammenfald" af Helene Johanne Christensen.
Ser man bort fra, at titlen på værket er brugt før i 1992, så er det en fremragende digtsamling af en poet, som kan gå hen og blive rigtig stor, skriver Peter Stein Larsen i denne anmeldelse af digtsamlingen "Sammenfald" af Helene Johanne Christensen. .

I de seneste års danske lyrik oplever man ofte et nyt økokritisk inspireret menneskesyn. Hermed mener jeg, at mennesket på godt og ondt opfattes som et biologisk væsen, og at der i højere grad fokuseres på de forbindelser, som går fra det enkelte menneske til arten og resten af naturen end på menneskets funktion som socialt, psykologisk eller metafysisk orienteret væsen, således som man har vægtet det i århundreders humanistiske tradition.

Og når vi taler om menneskets tilknytning til en biologisk verden på godt og ondt, kan vi, hvad angår det sidste, i pagt med den udbredte apokalyptiske orienterede ”mørke økologi”, repræsenteret ved den amerikanske filosof Timothy Morton, som eksemplet over alle naturligvis nævne coronavirussen, der ikke bekymrer sig om nogen former for menneskelig tænkning og sociale og politiske normer, når den breder sig fra krop til krop.

Helene Johanne Christensen, der debuterede i 2018 med digtsamlingen ”Blå”, er en forrygende god repræsentant for den nye økokritisk inspirerede digtergeneration. I hendes nye samling ”Sammenfald” finder man nogle af de første danske corona-digte, der blandt andet rummer den følgende prægnante passage:

”Der er ikke nogen vej udenom / med sygdommen / der driver gennem verden / som vand gennem tykt, filtret hår / og kæder alle kroppe sammen / præsenterer os for de negative rum / vi har for vane ikke at se.”

Det er dog ikke kun negative og apokalyptiske visioner, som udvikles i forestillingen om verden som en uendelighed af sammenfald og forbindelser mellem vidt forskellige dele af naturen, og vel at mærke sammenhæng som ligger hinsides vor logiske tænkning og intellekt. Et digt, der humoristisk beskriver kroppens biologiske handlingspotentiale, lyder:

”Kroppens autoritet / Alt det den ved! / Hvordan benet bøjer og strækker sig ud / op over hoften og et hop / Hvordan hånden bevæger luften / og slipper den / fri”.

I det hele taget er Helene Johanne Christensens digte usædvanlig smukke i deres suggestive visioner om at smelte sammen med verden i et ekstatisk øjeblik, som man ser i det følgende ny-universalromantiske digt, der minder ikke så lidt om en anden suveræn Christensen-digter med fornavnet Inger:

”Jeg vil se lyset / skinne gennem mig / Jeg vil være gennemskuelig / som Greta oto-sommerfuglens vidunderlige vinger af glas / Cassiopeia-goplens gennemsigtige hjerneløse krop / Jeg vil udvide mig i alle retninger / Løst materiale skal fæstne sig / så mængden af partikler / øges og ordnes / i gentagne mønstre / i alle mulige dimensioner / og jeg til sidst / krystalliseres.”

En enkelt dråbe malurt må dog på falderebet iblandes denne skål, nemlig titlen ”Sammenfald”, der er brugt før til Nicolaj Stochholms digtsamling fra 1992. Det danske sprog burde jo være stort nok til, at man kan navngive et værk, uden at det klinger af et tidligere. Men ser man bort fra dette, er det en fremragende digtsamling af en poet, som kan gå hen og blive rigtig stor.