Prøv avisen

Alt kan lade sig gøre

”Jeg synes personligt, at de frie bogpriser er en stor ulykke. Jeg ved godt, at jeg ikke skal kommentere på en udvikling, jeg ikke længere er en del af. Men for mig privat er det da dybt ulykkeligt, at boghandlerne er begyndt at forsvinde, i takt med at supermarkederne presser bogpriserne ned på grund af de frie priser,” siger Otto B. Lindhardt. – Foto: Søren Staal.

BØGERNES BAGMAND Den danske bogbranches grand old man, Otto B. Lindhardt, har både formet Gyldendal, som vi kender det i dag, og stiftet landets næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof. Nu er han aktuel med sin erindringsbog Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?

Jeg brækkede et lårben for nylig, så nu bliver jeg nødt til at gå rundt som en gammel mand, siger 88-årige Otto B. Lindhardt og slår en stor, smittende latter op, da han uden brug af stok selv går let humpende ud med kaffebakken mod interviewets afslutning.

Med sit drengede glimt i øjet ligner Otto B. Lindhardt en mand, der stadig kan klare hvad som helst. Og det kan den venlige ældre mand tilsyneladende også. Han har i hvert fald lige fået sin forfatterdebut med erindringsbogen Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?.

Det er dog ikke den første bog, han udsender. Langtfra. Men i en menneskealder har han som både toneangivende administrerende direktør for Gyldendal og senere medstifter af landets næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, haft forlæggerens rolle. Og det har gjort ham ydmyg over for forfattergerningen, kan man mærke.

Efter alle de år, hvor jeg har siddet og streget i andres manuskripter og afvist den ene håbefulde forfatter efter den anden, havde jeg ikke fantasi til, at jeg selv kunne skrive noget, der kunne bruges, siger Otto B. Lindhardt.

På trods af sin egen beskedenhed har han dog nu begået en både varm og velskrevet bog om sin bemærkelsesværdige karriere, der uden overdrivelse har gjort ham til den mest indflydelsesrige danske forlægger i anden del af det 20. århundrede.

Otto B. Lindhardt voksede op i den bedre middelklasse som søn af tjenestemand, men selvom der også er flere præster i hans slægt, er han ikke i fa-milie med Lindhardt-teologerne fra Aarhus.

Vi fastslår altid, at vi tilhører hver sin race, når vi møder hinanden, men en af mine fars onkler blev stiftsprovst i Aarhus, så vi har da en lille tråd til Vorherre i min egen familie, siger Otto B. Lindhardt, der selv har været mere interesseret i at udlægge andre tekster i sit liv.

Og interessen for at rette i andres skriverier begyndte allerede i mellemskolen på Østre Borgerdydskole, fortæller han:

Jeg havde en meget inspirerende dansklærer, der vakte min interesse for litteratur. Han havde samme indflydelse på mine tre nærmeste venner, og vi fire mødtes ofte efter skole, hvor vi læste op for hinanden. Det kunne være digte eller gode bøger, vi ville dele med hinanden, men med tiden begyndte mine tre gode venner også at komme med deres egne tekster, som jeg gav kritik på.

Mine højtflyvende litterære venner drømte alle om at blive forfattere, men dengang forestillede jeg mig, at de ikke ville kunne klare sig i det praktiske liv. To af dem blev dog senere højskolelærere, mens den tredje blev landmand, men de fortsatte alle tre med at skrive.

Allerede dengang havde Otto B. Lindhardt en anden drøm. Han ville være forlægger. Han opsøgte frimodigt datidens store forlagsteoretiker, Ejner Munksgaard, der selv var både boghandler og forlægger, og her fik den unge Lindhardt et godt råd: Hvis han ville være forlægger, skulle han først gå i lære som boghandler.

Efter gymnasiet lykkedes det også i andet forsøg at finde en læreplads hos en boghandler i Holte. Og da førstemanden kort tid efter fik den dødssyge idé at blive boghandler i Middelfart, måtte de efterfølgende førstemænd finde sig i, at lærlingen havde større anciennitet end dem, som Otto B. Lindhardt skriver i sine erindringer.

Det skulle blive en forsmag på, hvordan han i en ung alder skulle få et kæmpe ansvar siden hen. Allerede i lære-tiden gjorde han sig bemærket som redaktør for boghandlermedhjælperforeningens blad Bogormen. Men han havde højere ambitioner og fik et legat, så han kunne rejse til USA.

Otto B. Lindhardt spildte ikke tiden i USA. Han fik arbejde hos en boghandler i New York og tog et forlæggerkursus på universitetet imens. Hjemmefra havde han skaffet sig et pressekort, og han brugte sine få fridage fra boghandleren på at tage rundt og interviewe en række topfolk inden for den amerikanske bogbranche, der gerne ville møde den unge redaktør fra Bogormen.

Det vigtigste, jeg tog med mig hjem fra USA, var fornemmelsen af, at alt er muligt. Det er Amerikas styrke. Det kan godt være, at alt ikke er muligt alligevel, men man får fornemmelsen af det derovre. Og det har været en vigtig drivkraft for mig siden, siger Otto B. Lindhardt, der gjorde lynkarriere, efter at han kom tilbage til Danmark.

Godt nok var han arbejdsløs de første tre måneder, inden han blev ansat af Ole Wivel på Wivels Forlag. Men så gik det stærkt. Forlaget var økonomisk støttet af Louisianas senere stifter, Knud W. Jensen, der investerede sin fars formue fra ostebranchen i kultur-livet. Og Knud W. Jensen støttede trofast det lille ambitiøse forlag, selvom det gav underskud.

Ole Wivel var en stor strateg, og han havde allerede dengang tiltrukket en række store forfattere som Martin A. Hansen og til dels Karen Blixen til sit lille forlag, men det slog mig som noget ganske uansvarligt at have sådan et lille amatørforlag, hvis man fik ansvaret for levebrødsforfatteres liv og indtægt. Jeg mødte Knud W. Jensen flere gange om måneden, hvor han deltog i vores møder. Han var et meget generøst menneske på alle tænkelige måder, og en dag sagde jeg direkte til ham, at jeg syntes, at det var uansvarligt at have en så lille organisation, hvis vi fortsatte med at få så gode forfattere til forlaget. Han sagde: Så giv mig et forslag til, hvordan det skal udbygges, og det gik jeg straks i gang med.

I mellemtiden var Knud W. Jensen gået i gang med at undersøge mulighederne for at overtage aktiemajoriteten i Gyldendal, og da Otto B. Lindhardt endelig skulle til at fremlægge sin plan for Wivels Forlags udvidelse, udbrød Knud W. Jensen: Var det ikke nemmere at købe Gyldendal? deraf titlen på Lindhardts erindringer, fortæller han:

På det tidspunkt havde jeg kendt Knud W. Jensen under et år, men han må have fået tillid til mig fra vores få måneder. For da han stod midt i forhandlingerne om at overtage aktiemajoriteten for Gyldendal, bad han mig om at lave en plan for, hvad der skulle gøres i det gamle støvede foretagende. Jeg havde aldrig været på Gyldendal før, så jeg lavede ud af det blå en stor undersøgelse og en detaljeret plan for, hvad der skulle ske med forlaget. Og jeg er da stolt af, at næsten alle punkter i min gamle plan siden er blevet til virkelighed i Gyldendal.

Knud W. Jensen må også have været imponeret. For da han overtog aktie-majoriteten, betingede han sig, at den dengang kun 27-årige Otto B. Lindhardt skulle være underdirektør.

Det var ikke nemt for folk at forstå, men det var udtryk for Knud W. Jensens mod og lyst til at prøve noget nyt.

Det var heller ikke dårligt set af den modige oste-mæcen, skulle det vise sig. For Gyldendal udviklede sig hurtigt til at blive en sund forretning, efter at Ingeborg Andersen få år senere blev bedt om at træde tilbage som administrerende direktør, mens bestyrelsen indsatte drengene Otto B. Lindhardt, den jævnaldrende Jokum Smith og dengang 33-årige Ole Wivel som ligestillede direktører for Gyldendal.

Vi supplerede hinanden meget godt. Ole Wivel havde ansvaret for kontakten til de danske forfattere. Jokum Smith havde derimod meget forstand på produktion og økonomi, mens jeg var formidleren og koordinatoren, der også tog sig af den oversatte litteratur og hele salgs- og reklameapparatet. Wivels Forlag var præget af Højskoledanmark med forfattere som Martin A. Hansen, og mange troede, at de venstreorienterede forfattere ville blive hjemløse, men vi sørgede for at demonstrere, at Gyldendal var et hjem for alle seriøse tendenser. Man kan sagtens lave et forlag, der fokuserer på én side af livet, men det tilkommer ikke det store forlag, der også har en kulturel forpligtelse til at være rummeligt. Og det var ikke noget tilfælde, at de store kommunistiske forfattere også udkom hos os.

De tre gulddrenge skabte i det hele taget succes for Gyldendal. Og Otto B. Lindhardt var selv idémanden bag Gyldendals billigbøger som uglebøgerne og tranebøgerne, ligesom han satte forlagets bogklub i gang.

Bogklubben betragter jeg mest som en god kommerciel idé. Men billigbøgerne, synes jeg, havde en kulturel værdi. Billige bøger betyder mere for bøgers udbredelse end mange reklamekampagner, siger Otto B. Lindhardt, der forlod kæmpeforlaget for at danne sit eget med meddirektøren Gert Ringhof efter næsten 18 år på posten som direktør.

Da jeg gik fra Gyldendal, var det egentlig mest af personlige årsager. Jeg har altid været glad for mit arbejde på Gyldendal, men til sidst havde jeg svært ved at skille mit job fra min personlige identitet. Når medarbejderne hilste på mig på gangene, vidste jeg ikke, om de hilste på Hr. Lindhardt eller på Hr. Gyldendal. Og jeg fik behov for at være mig selv og blive fri for alle de hensyn, der følger med et stort ansvar på et altdominerende forlag som Gyldendal. Og det var slet ikke tanken at blive en stor konkurrent til Gyldendal, siger Otto B. Lindhardt og slår ud med hånden:

Ganske vist havde vi været direktører for Gyldendal, men vi havde ikke fået lønninger, som man gør i dag i den slags stillinger, så vi havde ingen startkapital udover den, vi kunne få ved at pantsætte vores egne huse. Det gav os en kassekredit i provinsbanken. Men vi havde samtidig en etik om ikke at hive forfatterne fra Gyldendal med os, og det gjorde det jo ikke nemmere at starte. I dag flytter forfattere jo hele tiden rundt mellem forlagene, men dengang følte forfattere større tilknytning til deres forlag. Den eneste, jeg tog med over, var min ven Jens Kruuse. Han havde en af sine største succeser lige før, jeg gik fra Gyldendal. Og han sagde: Jeg går med dig. Siden blev forlaget i høj grad præget af Johannes Møllehave, der lige er vendt tilbage til os, Liv Ulvman og senere Leif Davidsen. Men Fay Weldon, som stadig kommer og besøger os en gang om året, har også betydet meget. Vi var det første udenlandske forlag, der købte rettigheder til en af hendes bøger. Nu er hun blevet 80 år, men sidste år skrev hun alligevel to bøger, og hun har en ny på vej, som jeg lige har læst.

Hvad skal en god forlægger kunne?

Han skal først og fremmest være nysgerrig, ikke mindst på mennesker og forfattere. Forlæggerens sidegevinst er jo at møde en masse forfattere. Og man skal både have respekt for dem og tolerance over for dem. Jeg husker engang, hvor forfatteren Henrik Stangerup ringede hjem til mig klokken 23.30. Jeg sidder lige og taler med en engelsk forfatter, sagde jeg. Det gør ikke noget, sagde han så og fortsatte med at fortælle om sin idé, og den slags skal man kunne rumme, ligesom man skal kunne have det lidt uforklarlige blik for, hvad der både er væsentligt og kan fange læserne, siger Otto B. Lindhardt, der stadig følger nøje med udviklingen i sit fag:

Forlagsverdenen har ændret sig kolossalt meget. Der er meget mere fokus på det kommercielle i dag. Jeg mener ikke, at vi alle sammen skal være tabsgivende idealister, men de moderne mennesker ved ikke, at meget af profitten kommer, hvor man mindst venter den. Og et stort lag af udgivelser forsvinder, hvis man kun satser på det sikre. Det er stadig mere udtalt i USA, England og Sverige, men det bevæger sig også i den retning herhjemme.

Otto B. Lindhardt tier et øjeblik.

Jeg synes personligt, at de frie bogpriser er en stor ulykke. Jeg ved godt, at jeg ikke skal kommentere på en udvikling, jeg ikke længere er en del af. Men for mig privat er det da dybt ulykkeligt, at boghandlerne er begyndt at forsvinde i takt med, at supermarkederne presser bogpriserne ned på grund af de frie priser. Men ingen ved jo helt, hvordan det ender. Nu taler alle om lydbogen og e-bogen. Hvordan e-bogen eller lydbogen vil påvirke vores børn og børnebørn er der ingen der aner, men man glemmer ofte, at der som regel kommer en reaktion, når der sker noget nyt, så det kan være, at vores børnebørns børn vender tilbage til en helt tredje form for bøger.

ohrstrom@k.dk

Fotobyline: Foto: SØREN STAAL