Alt skal måles, vejes og evalueres, som var livet en forsmag på dommedag

Vi eksaminerer, vurderer og evaluerer i lange baner. Det kan blive til et rent helvede og få en til at drømme om en verden uden målestok

De ældste studerende tror, at snart er det slut med prøver og karakterer. "Men de kan tro om igen, ligesom jeg selv måtte," skriver Lars Handesten.
De ældste studerende tror, at snart er det slut med prøver og karakterer. "Men de kan tro om igen, ligesom jeg selv måtte," skriver Lars Handesten. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.

Det er ved at være slut med eksamenstiden for dette semester. Jeg har haft mundtlig eksamen hele ugen og haft 66 studerende oppe i skandinavisk litteratur og kultur. Det er ikke specielt sjovt. Faktisk er det noget af det værste, jeg ved, og det, jeg mindst kan lide ved mit arbejde. Nogle studerende er rystende nervøse; nogle så meget at de er på sammenbruddets rand og i værste fald også forbi. De er ude af stand til at samle tankerne, de græder, går i stå og ser forfærdeligt kede ud af det. Så er der selvfølgelig også dem, der mestrer disciplinen mundtlig eksamen. Deres fremlæggelse er velstruktureret, og spørger jeg dem om noget, svarer de præcist og velovervejet og er slet ikke ved at gå til af undseelse eller tanketomhed. Nogle få ser endda ud til at nyde det.

Det er nerver alt sammen. Der er dem, der kan styre nerverne, og dem, der ikke kan.

I min familie har vi haft en årelang diskussion, om eksamen er noget, som fanden har skabt, eller om det er en nødvendighed, som trods alt fortæller noget om de studerendes faglige niveau. Min hustru har altid hadet eksamen og har følt sig undervurderet og fejlvurderet, dengang hun skulle op. Eksamen er notorisk uretfærdig. I hendes familie er de rask væk også dumpet til eksamener og har misset både studenterhuer og realeksamener. Alligevel har de klaret sig rigtig godt på både arbejdsmarkedet og i tilværelsen i øvrigt.

Men det ligger i vores kultur, at alt skal vurderes og bedømmes og have karakterer. Jeg kan ikke gå ind i en forretning eller købe noget på nettet, uden de beder mig om at trykke på en knap, der indikerer, hvor tilfreds eller utilfreds jeg har været med ”oplevelsen”. Jeg kunne ikke finde på at trykke på den knap.

Jeg er uendelig træt af at evaluere al ting. Og jeg er faktisk også træt af selv at blive evalueret. Når jeg afslutter undervisning på et hold, er der digital evaluering af kurset. Så kan de studerende give karakterer, dels til deres egen indsats, dels til min. Og bliver jeg ikke målt af mine studerende, så bliver jeg målt og vejet af et system, der kaldes bibliometrisk forskningsindikator (BFI). Det tæller, hvor mange artikler og bøger jeg skriver, og giver dem point, alt efter hvilke tidsskrifter og eventuelt forlag, de er udkommet i og på. Jeg kan efterhånden også blive målt på, hvor mange gange andre forskere har citeret mine værker.

Da jeg blev færdig på universitetet, troede jeg, at det var slut med eksamener. Nogle af mine ældste studerende tror også, at nu er det snart slut med prøver og karakterer. De ser lykkelige ud ved tanken og lever endnu i den himmelske forblindelse, at verden ser sådan ud. Men de kan tro om igen, ligesom jeg selv måtte. Ens professionelle liv er en lang prøvelse. Det er da heller ikke kun mine studerende, der er oppe til eksamen. Jeg føler så sandelig også, at det er mig, der er det, når vi sidder ved det grønne klæde. Nogle gange føler jeg, at hele mit liv siden puberteten har været ét langt forsømt forår med en uendelig række af eksamener.

Holder det da aldrig op? Tilsyneladende ikke. Det bliver ved lige indtil Herrens Dag, hvor den endelige dom skal finde sted. Så gælder det om at blive vejet og ikke fundet for let. Så skal man helst have mindst to i gennemsnit, ellers er man dumpet.

Men lige nu er der pause. Nu går jeg på ferie i en måned og rejser til de saliges øer i Atlanterhavet og forsøger at glemme, at der er noget, der hedder reeksamen og sygeeksamen, og at den finder sted i august. Så skal jeg og de studerende på den igen. Og så skal jeg skaffe nogle flere BFI-point, for ellers duer jeg slet ikke.

Alt skal måles og vejes og eksamineres og evalueres. Når man ser sådan på det, kan det godt lyde, som om livet er en forsmag på dommedag og Helvede, og man må bare bede til, at eksamener og evalueringsskemaer ikke findes inden for Himlens porte.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.