“Alt,” svarer Maren Uthaug på spørgsmålet, om der er noget ved kristendommen, hun finder særligt kvindeundertrykkende.
“En mandlig gud, en søn, en helligånd – som allerhøjst er intetkøn – og 12 disciple med penisser. Og så er der Jomfru Maria, som især spiller en rolle i katolicismen, og som skal være jomfru, når hun føder. Jøsses. Den fortælling har jeg givet et tvist,” griner Maren Uthaug.
Forfatter, satiriker og tegner Maren Uthaug tager imod hos forlaget Lindhardt og Ringhof i indre København til en samtale om hendes nye og fjerde roman, “11%”, der udkom for nylig og fik fem stjerner her i avisen ved udgivelsen.
Maren Uthaug er kendt for sin grove humor og sin sarkastiske og usentimentale stil. Hendes seneste roman, “En lykkelig slutning” fra 2019 handler om en morbid, nekrofil bedemandsfamilie. Også som tegner, hvor hun i årevis har haft en stribe i Politikens kultursektion under overskriften “Ting, jeg gjorde”, er tonen rå.
Og stilen fortsætter i den nyeste roman. Bogens fortælling udspiller sig i en fiktiv fremtid, hvor mænd er reducerede til en flok avlshanner, et appendiks, som man opbevarer i et lukket center på Lolland. Medicinerede og tæmmede. 11 procent hanner er lige præcis nok til, at menneskeheden kan reproducere sig selv uden indavl.
I den nye verdensorden regerer matriarkatet. Her udspiller forskellige kvindeliv sig blandt hekse, præstinder og penispåsyersker. I disse nye tider er det kvindernes orgasmer, der nærer plantelivet og klarer tankerne, og her skal præstinder menstruere under gudstjenesterne med en kobraslange hængende om halsen for at opnå forbindelse til Modergudinden. Matriarkatets fælles front går på fortidens maskuline dominans. Dengang, før Evolutionen, under patriarkatet – altså vores samtid – hvor mænd kunne gå frit omkring.
Idéen til “11%” fik Maren Uthaug i sin research på barnedrab til sin forrige roman. Her stødte hun på fortællingen om en klynge stillehavsøer, hvor befolkningerne blev ved med at bekrige hinanden. For at få sat en stopper for volden, valgte kvinderne at slå alle drengebørn ihjel i en årrække.
“Dén historie, krydret med dugfriske statistikker over, at det er mænd der voldtager, begår kriminalitet og mord gav mig idéen til et samfund, hvor de er ude af ligningen. Næsten,” fortæller Maren Uthaug.
Hun understreger, at bogen hverken er et feministisk manifest eller et billede på det perfekte samfund.
“Så ingen behøver tage den vrede hat på fra start. Jeg leger, det er et tankeeksperiment. Det er det, jeg kan som fiktionsforfatter. Mit primære formål er at underholde. Og hvis folk ovenikøbet bliver en lille smule klogere, bare kortvarigt ser tilværelsen på nye måder, er jeg i mål,” siger hun.
Den udskammede, moderne kvinde
Maren Uthaug indleder sin roman med en alternativ skabelsesberetning – den oprindelige, som går forud for Adam og Eva, forstås. Her nægter Lilit, Adams første kone, at underkaste sig ham. Hun gider hverken hente ham figner eller ligge nederst, når de har sex.
Og ja, det er en kommentar til kristendommens patriarkalske grundsyn, som – stadig – gennemsyrer samfundet, siger Maren Uthaug.
“Kvinders seksualitet er dybt undertrykt, og det bunder i kristendommen, hvor kvinden skal være dydig og mandens eje, ellers rammer Guds vrede. Det er selvfølgelig en lidt gammeltestamentlig udlægning, men det er sådan, det er. Hvis en sexvideo bliver lækket, er det kvinden, der bliver shamet (udskammet, red.), aldrig manden,” siger Maren Uthaug.
I starten af 90’erne læste Maren Uthaug teologi på Aarhus Universitet. Det blev til fire års studier, uden at hun kom i hus med grunduddannelsen. Men “studieårene er ikke spildt”, bedyrer hun.
“Jeg ved godt, jeg piller ved noget, som gør folk bange, vrede og frustrerede, når jeg rører ved troen. Men samtidig synes jeg, der er stor åbenhed i det. I mine striber (tegneserier, red.) laver jeg tit vitser om religion og tro, og faktisk oplever jeg, at mange præster synes, det er enormt underholdende. De er jo stærke i deres tro, så de bliver ikke truet af mig.”
Religionen, som dyrkes i “11%”, er stærkt inspireret af en moderreligion, som civilisationen på Kreta og øbæltet omkring dyrkede i bronzealderen. Undervejs i sin research til bogen, hvor hun blandt andet besøgte Kreta og så de arkæologiske fund fra den tid, slog det Maren Uthaug, hvor mange ligheder der er mellem moderreligionen og kristendommen i dag.
“Forskellen er, at guderne dengang var hunkøn, slangerne havde en hellig karakter, og så viste man moderguden respekt ved at elske i templerne. Det er lige modsat i kristendommen. Men sådan er det jo; vil man indføre en ny overbevisning, må man lægge den gamle for had,” siger Uthaug, der føler sig hjemme i kristendommen, og derfor trygt folder satiren ud her.
“Det er ikke fordi, jeg synes kristendommen skal aflives, kirkerne affolkes, og man skal holde op med at tro. Men det er fedt at bo i et land, hvor jeg kan lege med religionen – bare som tankeeksperiment.”