Prøv avisen
Bøger

Alternative selvhjælpsbøger viser tilbage i tiden

Guides til at leve et autentisk liv er en amerikansk specialitet. To nye bestsellere på dansk er på samme tid udtryk for vores tid og griber langt tilbage

To sammenlignelige bøger, der begge har toppet bestsellerlisterne i USA, er nu udkommet på dansk: Maggie Nelsons ”Argonauterne” og Mark Mansons ”Kunsten at være fucking ligeglad”. Hvad fortæller bøgerne os om amerikansk kultur lige nu? Læst som termometre i en tidsånd kan en håndfuld pointer uddrages:

Begge bøger er selvbiografiske: Maggie Nelson er professor i engelsk ved et universitet i Californien og skriver i bogen om sit eget liv. Handlingen har to omdrejningspunkter: Den ene er en kønsskifteoperation, som Nelsons kæreste, Harry, gennemgår i bogen. Den anden er Nelsons graviditet, en udvikling fra at være single og alkoholmisbruger til at være i et fast forhold og til at blive mor. Mark Manson er ikke professor, men blogger, og skriver om sit liv fra en efter eget udsagn forfærdelig barndom præget af forældrenes skilsmisse, over et liv som eksistentielt rodløs stofmisbruger og frem til en gradvis erkendelse af – og succes med at formidle – at livet ikke lykkes, hvis du blot er glad og positiv, som moderne selvhjælpsbøger foregøgler.

Livet er fyldt med problemer, og man må vælge, hvilke man er ligeglade med, for at nå frem til, hvad der er vigtigt for én selv i tilværelsen. Begge bøger bygger på stakkevis af selvhjælpsbøger og selvbiografiske udviklingshistorier fra amerikansk litteraturhistorie. Det hele begyndte med Benjamin Franklin, der er berømt for sætte sig nogle personlige mål og nå dem ved hårdt arbejde. ”No pain, no gain” var et af Franklins råd. Det moderne selvhjælpsevangelium er så amerikansk, som noget næsten kan blive, men både Manson og Nelson twister genren. Ingen loves guld og grønne skove hos de to, men begge forfattere vil inspirere til at finde ens egen vej i eksistensens jungle. I den forstand er begge individualister og dermed ærkeamerikanske. Det er ikke fællesskabet, der kommer med løsningerne for Nelson og Manson.

Begge bøger er hybrider: ”Argonauterne” er stykket sammen af en række tidligere udgivne artikler i diverse mere eller mindre akademiske fora. Nelson bedriver en fascinerende citatpraksis, hvor en række teoretikere og børneopdragelseseksperters udsagn blandes i hendes egen tekst, angivet med kursivering. Det giver en lag-på-lag-effekt og udtrykker, at ingen af os vel kommer til afgørende indsigter ad egen vej. Vi stykker tingene sammen af andres tanker, som vi diskuterer med, tager afstand fra eller omfavner. Nelsons bog er prøvende, tvivlende, diskuterende og mangefacetteret, for kompleks til at blive kategoriseret entydigt. Emblematisk skriver hun et sted:

”Hvordan forklarer man, i en kultur, der er besat af faste løsninger, at indimellem forbliver tingene rodede?”.

Som form betragtet er bogen derfor interessant. Det samme er Mansons. Bogen er vokset ud af hans blog, der har over to millioner læsere om måneden. Bogen har et forløb, men er også noget rod. Halvvejs henne skifter den spor og udvikler sig som anbefalinger af fem værdier, der går imod almindelig sund fornuft, og en række casehistorier blandes ind i Mansons tekst. Amerikansk litteratur er født som opposition til den engelske, som de første indfødte amerikanske forfattere omkring 1850’erne fandt stiliseret og arrangeret og forfinet ud over det nødvendige. Mark Twain, Herman Melville og Walt Whitman fra den amerikanske guldalder ville have en mere rå, beskidt, talesprogsnær og lokal litteratur end den overklasseagtige fine litteratur fra ”den gamle verden.” Store dele amerikansk litteratur har altid været personbåret, eksperimenterende og sammenstykket af alle mulige tekstfragmenter. Manson og Nelson er i samme gamle spor med deres nye bøger.

Begge bøger er bestsellere: USA er født som privatkapitalistisk markedsøkonomi og demokrati. Folkelighed og markedet er konger derovre i et land, der netop aldrig har kendt til monarkier, og som derfor har udviklet sig forskelligt fra Europa. Selv den mest avancerede og eksperimenterende litteratur lukker sig aldrig helt om sig selv, og godt salg er altid en vigtig social markør. Formidling og tilgængelighed ligger de amerikanske forfattere på sinde. Det siger derfor noget om både Nelson (der er en ”svær”, let akademisk forfatter) og Manson (der er en ”nem”, meget direkte bloggertype), at de henvender sig så direkte til markedet, som de gør, og har opnået enorm succes med deres egensindige bøger, som begge har ligget på New York Times’ bestsellerliste i månedsvis.

Begge bøger er både personlige øjebliksbilleder og almengyldige: Mansons bog er den mest kulturkritiske, undertiden nærmest protestantisk i sin understregning af menneskets syndighed. Han skriver:

”Vores samfund i dag har gennem forbrugskulturen og de sociale mediers ’se, mit liv er federe end dit’ skabt en hel generation af folk, der tror, at det ikke er i orden at have negative følelser: angst, frygt, skyldfølelse.”

I stedet advokerer han for en charmerende generationsinspiration: Se på forfædrene, måske gjorde de noget rigtigt:

”Dengang bedstefar var ung, kunne han have en dårlig dag og sige til sig selv: ’Hold da op, jeg føler mig godt nok nedtrykt i dag. Nå ja, sådan er livet. Det hø ordner jo ikke sig selv, så tilbage til arbejdet’.”

Hvad var det Nelson skrev:

”Hvordan forklarer man, i en kultur, der er besat af faste løsninger, at indimellem forbliver tingene rodede?”.

Begge forfattere er fortalere for et vist mål af lidelse, modgang, tvivl og endelig personlig afgørelse. Forbrugerismens evigt foregøglende lykke er løgn, men kynikernes ”alt er meningsløst” er også løgn. De sidste ord i Nelsons bog er:

”Men findes ingenting virkelig, findes intetheden? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at vi stadig er her, ingen ved hvor længe, brændende af omsorg og dens fortsatte sang.”

De to undertiden meget forskellige bøger har mange fællestræk og kunne næppe være skrevet andre steder end i USA. De er inspirerende og almengyldige i al deres kulturkritiske egensindighed og ekstreme jeg-fiksering.

Og så er de korte og hurtigt læste. I USA er tid penge, og ikke alle bøger behøver fylde 900 sider. Nelson og Manson skriver brugslitteratur, der holder nu, men som ikke går over i evigheden. Men det gør ikke noget, for de går i stedet ind i en timelig tradition for amerikansk litteratur, der altid er i udvikling.