Poul Behrendt skriver og tænker bedre end de fleste, men han omgås sine evner skødesløst

Poul Behrendt savner nogle generelle pointer, der kan samle hans labyrintiske læsninger af Karl Ove Knausgård og andre af tidens autofiktive forfattere

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er den, der fylder mest i Poul Behrendts ”Fra skyggerne af det vi ved”. –
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er den, der fylder mest i Poul Behrendts ”Fra skyggerne af det vi ved”. – Foto: Rii Schroer/Ritzau Scanpix

Ofte er det sådan, at ældre litteraturforskere har svært ved at mønstre interesse for nye teorier og ny litteratur. De retter hellere blikket mod evigheden eller fortidens store klassikere. Med lektor emeritus Poul Behrendt (født 1944) er det omvendt.

Mod slutningen af sin universitetskarriere ved danskfaget på Københavns Universitet fik han stor appetit på narratologi, det vil sige avancerede teorier om fortælleforhold, og hans altoverskyggende litterære interesse blev den såkaldte autofiktion med den norske forfatter Karl Ove Knausgård som fremtrædende repræsentant. I betragtning af at Behrendt i sin første bog, ”Viljens former”, fra 1974 lagde ud med at skrive om Augustin og Grundtvig, er han på en måde blevet yngre og yngre.

Men kirkefaderen Augustin er samtidig ophavsmand til selvbiografien som genre, og Behrendt har livet igennem haft netop selvbiografien og dens ofte intrikate forbindelse mellem digtning og sandhed som en hovedinteresse. I 1984 skrev han bestselleren ”Bissen og dullen”, der handlede om 68-generationens bekendelser og fortællende selvanalyser, i 1995 udgav han ”Djævlepagten”, en stort anlagt analyse af Thorkild Hansens dagbøger, hvor Behrendt analyserede sig frem til, at de var gennemskrevne og i den forstand konstrueret, mange år efter de først blev skrevet. I ”Dobbeltkontrakten” fra 2002 gav han analytiske bud på de tvetydige former for litteratur, blandt andet hos Peter Høeg, der senere er blevet kaldt autofiktion.

Så i en vis forstand er det også tiden, nutiden som autofiktionens epoke, der har indhentet Behrendt.

Artiklen fortsætter under annoncen

I sin nye bog ”Fra skyggerne af det vi ved” skriver han mest om Karl Ove Knausgård, både ”Min kamp” og den såkaldte årstidsserie. Knausgårds nu tidligere hustru Linda Boström får også en del opmærksomhed, både som ”karakter” i ægtemandens bøger og som selvstændig forfatter, og endelig skriver Behrendt også om tidens autofiktive romaner hos norske Vigdis Hjorth, svenske Linn Ullmann, franske Delphine de Vigan og danske Kristina Stoltz. Behrendt analyserer ikke blot bøgerne, men nok så meget de ofte ophedede journalistiske og kulturredaktionelle debatter, der følger de ”sensationelle” udgivelser.

Titlen på hans bog stammer fra et afgørende citat hos Knausgård: ”At skrive er at trække det der findes, ud fra skyggerne af det vi ved.” Nordmanden udviser her en kolossal ambition med romantiske aner om gennem kunsten at nå til et mere egentligt virkelighedsniveau, end vi normalt ved af. Det, der findes, uden at vi normalt ser det, skal blive synligt.

Problemet ved at skrive sit liv som en roman, mens det foregår, er, at det kan ryste og påvirke mennesker omkring én og dernæst ryste ens eget liv, som måske ikke længere vil være det samme som før. Den kortsigtede og tveæggede gevinst er stor journalistisk interesse og medieskandale, den langsigtede risiko er splid og brud med de nærmeste. Behrendt gør meget ud af, at Knausgård mod sin oprindelige plan for seksbindsværket ”Min kamp” satte sit første dramatiske møde med og forelskelse i Linda i 1999 ind i andet bind for ikke at drive hende ud af ægteskabet, fordi det blev beskrevet så udmattende og opslidende i samme bind. Men det viser også, at det ikke er helt til at vide, hvornår Knausgård ”siger sandheden”, og hvornår han skriver det, han har brug for, hvad enten det så er af kompositoriske grunde eller blot for at overleve. Der er og bliver på den måde noget anløbent over genren.

Behrendt forholder sig dog kun indirekte til det etiske spørgsmål. Han vil helst lave læsninger. Hans store lidenskab er den detektiviske. Han vil afdække detaljer og sammenhænge, ingen før har set. Ikke blot i tekst, men også i kontekst. Han prøver minutiøst at efterspore, hvornår Linda Boström har sendt et bestemt essay af sted til udgivelse, og om Knausgård ikke med vilje fusker lidt med tidsangivelserne i en bestemt sommer. Med suspense og dramatisk stemmeføring leder han os gennem labyrinten. Hvad vil der dog ikke åbenbare sig om næste hjørne? En karakteristisk formulering lyder: ”Men der er en ekstra krølle på halen. Og den er bestemt ikke lille.”

Læseren savner nogle generelle pointer, der kan samle de labyrintiske læsninger. Var der blot en tråd, der kunne bringe én ud igen. Man bliver usikker på, om Behrendt tager sin store teoretiske interesse helt alvorligt. Hvis han præsterer nye narratologiske indsigter, skærer han dem ikke ud i pap.

Knausgård skriver ifølge Behrendt om sig selv i første person, som om han skrev om sig selv i tredje person, som om han var en karakter i en fiktion fortalt af en anden, en karakter, der naturligvis ikke ved, hvad der siden sker. Det er muligt, at Knausgård har gjort dette mere konsekvent og i større format end nogen anden, men er det virkelig ikke noget, andre også har betjent sig af? Er det ikke et stilistisk greb, enhver erindrende jegfortæller kan bruge?

Behrendt forholder sig også underligt dovent til de samfunds- og kulturhistoriske perspektiver, der var så vigtige for ham i ”Bissen og dullen”. Der er åbenbart kommet en ny måde at skrive dannelsesromaner på, hvor man midt i livet laver en føljeton med sig selv som hovedperson, men hvorfor der er det, og hvilke perspektiver det har, det være sig psykologiske, familiehistoriske, kulturelle, hører vi intet om. I en bog på 480 sider er der ellers plads nok til at følge pointerne til dørs. Men Behrendt udtaler blot lidt gådefuldt, at der er indtruffet begivenheder i forfatternes liv, der hverken lader sig omsætte til modernistisk fiktion eller privat-biografisk erfaring. Hvis man var fræk, kunne man sige, at det måske også bare var en måde at gøre sig interessante på.

Det er synd og skam, at de læsere, der takkes i efterordet, ikke har kunnet rådgive Behrendt ordenligt. Han skriver og tænker bedre end de fleste, men han omgås sine evner skødesløst. Hvis vi skal søge ind i fodboldspillets metaforik, som han i forlængelse af ægteparret Knausgård dyrker i bogen, kan han minde om en ”driblekonge”, der henrykker publikum med tryllerier og kælen boldomgang, men bestandig overdriver og derfor har svært ved at komme til den afgørende chance.

Han mestrer også den fornemme lange aflevering, der kan åbne banen og gøre andre gode, men han gider den ikke rigtig. Hellere hæl og tå og ind i det lille felt.

Det, der bliver både mest spændende og gribende i bogen, er med en Bergman-titel ”Scener fra et ægteskab”: Behrendts rekonstruktion af Karl Ove Knausgårds og Linda Boströms kærlighedshistorie, komplet med det første dramatiske møde, det andet møde og forelskelsen, ægteskab og familieliv med efterhånden fire børn og til sidst skilsmissen.

Behrendt rammer her en åre, der på én gang virker meget eksotisk og meget genkendelig: Karl Ove og Linda er ikke som de fleste, og alligevel vil mange nutidige ægtepar kunne genkende store konflikter og små trakasserier. Samtidig er det så dramatisk: Karl Ove synes klar til at ofre alt og alle på sit forfatterskabs alter, Linda stiller følelsesmæssige krav og lader ham klare arbejdet med børnene, ikke mindst når depressionerne skyller ind over hende. Men er han ikke med til at udløse dem, fordi han stiller urimelige krav om, at hun i gravid tilstand med alle børnene skal med på en krævende forfatterrejse til Brasilien? Den må til hans raseri aflyses, og han opfatter hendes psykiske tilstand som et våben, hun bruger i magtkampen mod ham. Måske derfor bryder han et løfte om ikke at skrive mere om hende og familien og indarbejder hendes sygdom og måske-selvmordsforsøg i ”Om våren” som en slags ”Min kamp” bind syv. Og derfor hævner hun sig på ham ved i essayform at annoncere deres skilsmisse, før han selv ved, den er på vej.

Altså ifølge Behrendt. Da jeg nåede hertil, tænkte jeg efterhånden mest på Brad Pitt og Angelina Jolie, der i rollerne som ægteparret og lejemorderne mr. og mrs. Smith har fået hinanden som likviderings-opgave og nu kredser om opgaven i det fælles hjem: Hvem skyder først?

Med denne ”dramatiske finale” tipper det bevægende over i det anstrengte, og man kommer til at tænke på et nyt litterært modebegreb exofiktion, som Behrendt vist ikke nævner. I exofiktionen laver man opdigtede historier på baggrund af virkelige personers liv. Er det simpelthen det, Poul Behrendt ender med at bedrive i denne bog, hvor han trækker både det ene og det andet ud fra skyggerne af det, vi ikke ved