Altid på farten

Det, der står stærkest i Anne Wivels film Svend, er Aukens nærmest ufattelige livsenergi, også i dødens skygge

Filmen om Svend Auken viser, hvad hovedpersonen tænker og føler om livet og døden, blandt andet da hans prostatakræft i sommeren 2008 bryder ud igen og ender med at blive hans død i august året efter. –
Filmen om Svend Auken viser, hvad hovedpersonen tænker og føler om livet og døden, blandt andet da hans prostatakræft i sommeren 2008 bryder ud igen og ender med at blive hans død i august året efter. –. Foto: fra filmen.

Den hedder slet og ret Svend. Ikke noget med Svend Auken og heller ikke nogen undertitel. Bare Svend. Og Anne Regitze Wivels film om hendes afdøde ægtemand er da også en meget personlig film.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: Vi savner politikere som Svend

Den er en slags Svend bag facaden i den forstand, at vi først og fremmest er med ham i privatlivet, hvor han til sin kone og hendes kamera fortæller om, hvad han tænker og føler før og efter politiske møder og forhandlinger; tænker og føler om livet og døden, da hans prostatakræft i sommeren 2008 bryder ud igen og ender med at blive hans død i august året efter.

Filmen starter i 2007, altså før Svend Auken blev alvorligt syg. Den indledende scene anslår dødens nærhed, men filmens første del er ellers helt uden henvisninger til den sygdom, der siden bliver en central del af den. I den første scene siger Auken til kameraet: Nå, men det er jo en sørgelig historie og fortæller, at han har hørt én sige, at kristendommens sande budskab er, at man aldrig skal affinde sig med døden. Men hold kæft, hvor er det svært, fortsætter han.

LÆS OGSÅ:Sørine Gotfredsen: Politikere og ånd

Til at begynde med er Auken i fuld vigør. Han rejser verden rundt i det arbejde med miljøspørgsmål, der blev en central del af hans liv og eftermæle. Han er i Kenya til FN-konference, på foredragsturné i USA, er meget aktiv i valgkampen for fire år siden og i miljøforhandlinger den efterfølgende vinter. Vi ser en mand med en sag og et engagement, der driver ham til hele tiden at blive ved. Blive ved med at slås for det, han tror på: på retfærdighed, på lighed og på, at hvis man står sammen, kan man forandre verden. Det er lige til at blive socialdemokrat af! Auken holder taler til Socialdemokraternes kongres i 2008 og taler om arbejderbevægelsen; et begreb, jeg i øvrigt ikke har hørt i den igangværende valgkamp.

Men det, der står stærkest i filmen, er Aukens nærmest ufattelige livsenergi. I det, der skulle blive hans sidste leveår, er han ustandseligt på farten. Han må have tilbragt timevis bag mødelokalernes lukkede døre, timevis på Rigshospitalet, men det er ikke med i filmen. Vi ser møder, foredrag, rejser. Og først få måneder før hans død kan man i hans offentlige fremtræden se og høre, at sygdommen har fået fat. Han er ved at gå i panik over en taxa, der ikke kommer og i den sidste offentlige tale, der vises i filmen, er han svækket. Ikke i sin vilje til at ville forbedre menneskers forhold, men fysisk kniber det, og hans udtale er også lidt sløret. At han overhovedet træder op ved den lejlighed er et menneskeligt set stærkt udtryk for den stædige vilje til at gøre en forskel, filmen sætter fokus på.

Filmen tegner langtfra et fuldstændigt billede af Svend Auken. Det er slet ikke dens ærinde. Uden at være grænseoverskridende personlig er Svend en bevægende skildring af de sidste to år i en karismatisk dansk politikers liv.

Et liv, der pludselig begynder at rinde ud på et tidspunkt, hvor hovedpersonen stadig har så meget, han gerne vil udrette.

Svend. Danmark 2011. Instruktion: Anne Regitze Wivel. 112 minutter. Premiere på søndag (kun én visning) i biografer over hele landet.