Cecilie Eken er en tænksom forfatter, der kan lide at udfordre sig selv og læseren. Karanagalaksen er en serie, hvor Cecilie Eken undersøger vanskelige emner som tillid, styrke, kærlighed, loyalitet og menneskelighed. Handlingen udspiller sig i en galakse, der består af 193 jordlignende planeter, der alle har forskellige kulturer med træk, der ligner noget, vi kender fra menneskehedens historie her på Jorden. Galaksen blev i sin tid opdaget og befolket af De Rejsende, der er udødelige væsner, der måske var mennesker engang. Planeterne har indtil nu sameksisteret fredeligt forenet i Forbundet, men fyrst Almaz fra planeten Kamenia, som nu har tømt sin planet for alle ressourcer, har besluttet sig for at gå i krig og vinde magten over Forbundet. Den idylliske planet Hvidøy er det første offer for fyrst Almaz planer. Det lykkes dog for prinsesse Saga at flygte fra planeten, fast besluttet på at standse fyrsten. I andet bind i serien er hun landet på fyrst Almaz planet sammen med sin mormor og en repræsentant for Forbundet for at kræve, at fyrsten skal forlade Hvidøy. Men allerede fra begyndelsen går det galt, idet mormoren og repræsentanten bliver myrdet, da de leverer beskeden til fyrsten, og det lykkes kun lige akkurat for Saga at undslippe med livet i behold. Hendes eneste chance for at standse fyrsten er nu at få kontakt med fyrstens søn Illarion, som hun på Hvidøy i øvrigt blev temmelig glad for.
Det er ikke et tilfælde, at der lige præcis er 193 planeter i Karanagalaksen. Det er lige så mange medlemslande, som der findes i FN. Det giver også sig selv, at da Kamenias fyrste ved sin uhæmmede minedrift har udpint sin planet så meget, så er hans eneste mulighed for på langt sigt at fastholde sin betydning at besætte andre planeter. Således har Eken taget lidt af vores virkelighed og pakket det ind i en scifi-ramme. Karana betyder årsag på hinduisme og er en del af karmalæren, hvor alle handlinger har en indbygget konsekvens. Således også i romanen, hvor alle handlinger har en betydning.
Der er i serien en indbygget fortæller, der som allerede titelbladet lader os vide, består af optegnelser, som er efterladt i hukommelsen på Sagas rumskib. Sproget, som romanen tilbyder, er dog ikke særlig log-agtigt. Hør blot indledningen: ”Karmenias bjergtoppe er dækket af skyskrabere. Nogle rager op som firkantede monolitter, sorte og blanke, andre snor sig organisk om klippetinderne, rundede, buede flader som bølger i skinnende sølv. Nogle ender i tårne med spir, forsiringer og enorme statuer af fabeldyr, der bærer fakler, kloder eller stjernesten i deres kløer.” Det er smukt og helt i tråd med Ekens øvrige forfatterskab, der er kendetegnet ved, at hun sprogligt fremstår meget bevidst. Fortælleren er det meste af tiden blot iagttager, men i løbet af romanen blander denne sig i handlingen på et afgørende øjeblik.
En anden gåde er De Rejsende, der såvel i første som andet bind tager aktivt del i handlingen, selv om de af galaksens beboere bliver betragtet som en slags guder. Det er også uomtvisteligt, at De Rejsende har en næsten overnaturlig magt og evner. Det giver mening, at de måske engang har været mennesker, fordi De Rejsende viser sig at være ganske uberegnelige. De er desuden lige så tvetydige som de hinduistiske guder, galaksens navn antydningsvist henviser til.
Man kan sagtens nøjes med at læse serien som en slags fantasy rumeventyr med den næsten lidt for perfekte og modige Saga i hovedrollen. Bøgernes rige sprog og indbyggede referencer til menneskets grundvilkår og de næsten Shakespeare-agtige dilemmaer giver imidlertid serien en god dybde, som uden tvivl skal udvikle sig yderligere i løbet af det kommende bind i serien. På den måde er der sneget en del alvor og eftertænksomhed i ungdomsbogens action-prægede univers.