Den unge afroamerikanske kvinde i den kanariegule frakke tog verden med storm. For en måned siden var hun stort set ukendt. I denne uge pryder hun Time Magazines ikoniske forside – en ære, der kun tilkommer klodens mest indflydelsesrige personer. Det var Amanda Gormans digt ”The Hill We Climb”, der gjorde hele forskellen. Hun satte ord på alt det, mange følte og håbede. Mens hun stjal med arme og ben fra Bibelen.
”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys”, sagde Esajas. Man må sige, at Gorman taler flydende esajansk. Hun skuer ind i en ny og lysere tid, der skal komme. ”When day comes” er omkvædet i digtet, som hun bestrør med Esajas-metaforer om lyset og den nye dag. Mørket er ved at vige, og USA står i en dæmringstime (”the dawn is ours … the new dawn blooms”).
Gorman taler selv som en visionær, som en profet. Hun stiller sig op i rækken af moderne amerikanske profeter – der alle står på skuldrene af deres gammeltestamentlige kolleger. Tænk blot på Martin Luther Kings ”I have a Dream”-tale eller Bob Dylan’s ”The Times They Are A-changin’”. Ligesom de gamle profeter ser de moderne profeter ind i en ny tid med større social retfærdighed. Hos profeten Gorman hedder det: ”This is the era of just redemption.”
Gormans digt er fuld af ”Americana”, for eksempel den optimistiske tro på ”change”, forandring. USA er et land på vej mod sit mål. Heldigvis er det værste overstået: ”We’ve braved the belly of the beast”. Vendingen er ikke så almindelig på engelsk, men rummer formentlig en bibelsk kode. Profeten Jonas udholdt den mørke tid i ”the belly of the beast”, det vil sige i hvalfiskens bug, indtil han blev spyttet ud igen. På samme måde er den amerikanske nation på vej ud i lyset og friheden.
Men måske kan ”the beast” også henvise til et andet bibelsk dyr. I så fald må det være Trump, der er det grusomme dyr i Åbenbaringen. Gorman fortsætter i så fald tendensen i kristendommens historie med at identificere det store dyr med tidens brutale herskere. Gorman dehumaniserer Trump, som han har dehumaniseret andre.
Hos Gorman slår profeterne Esajas og Jonas følgeskab med en tredje profet fra Det Gamle Testamente. Et af temaerne i digtet handler om national sammenhængskraft – for tiden en amerikansk mangelvare. Gorman opfordrer til at lægge al splid bag sig og se fremad mod det fælles mål. Målet beskrives med et direkte citat fra Det Gamle Testamente: ”Scripture tells us to envision / that everyone shall sit under their own vine and fig tree / and no one shall make them afraid.” Det er et af George Washingtons yndlingscitater fra Bibelen. Dets ekkoer har lydt i amerikansk kultur lige siden. En gammeltestamentlig utopi smelter sammen med den amerikanske drøm om det autentiske liv ved dineren på Main Street i den lille by.
Bibelcitatet er fra Mika 4. Her hedder det også, at sværd skal smedes om til plovjern. Det kan man læse på statuen uden for FN’s hovedkvarter på Manhattan i New York. Men Gorman gør Mikas vision til USA’s særlige mission. Trump brugte Bibelen til at sætte grænser med, for eksempel da han sidste sommer uden for Det Hvide Hus lod sig fotografere foran en ramponeret kirke med en bibel i hånden – som en advarsel til de anti-racistiske demonstranter. Hos Gorman fungerer Bibelen som samlende symbol. Profeten Mika udstikker en fælles retning for samfundet.
Men Mikas vision om fred er også et stykke samfundskritik – en kritik af den aktuelle tilstand. Gormans bibel er derfor et eksempel på, hvad den britiske bibelforsker Yvonne Sherwood har kaldt ”den radikale bibel”, det vil sige Bibelen som ideologisk vejviser og som revser af den politiske magt. I dansk politik møder vi sjældent den radikale bibel. I dansk politik hersker til gengæld ”den liberale bibel”, det vil sige Bibelen forstået som baggrund for liberale, verdslige værdier.
Hos danske politikere er et yndlingscitat fra Bibelen ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Det er den liberale bibels credo. Prædikanter skal ikke politisere og politikere ikke prædike. Den liberale bibel er derfor en koffeinfri bibel. Men i USA er der en stærk tradition for at bruge Bibelen politisk. I en amerikansk sammenhæng er Gormans radikale bibel slet ikke så radikal.
Jeg har nævnt nogle af digtets udtryk for ”Americana”|. Hertil kommer den amerikanske exceptionalisme: USA har en særlig mission i verden, så hele verdens øjne hviler på nationen. Det kommer for eksempel frem i titlen ”The Hill We Climb.” For det er ikke en hvilken som helst bakke, der skal bestiges. I traditionel amerikansk selvforståelse betragtes USA ikke bare som Guds eget land, men som ”City upon a Hill”. Udtrykket blev allerede brugt af de puritanske indvandrere i 1600-tallet, men har siden hørt til præsidenternes faste vokabular. Særligt Ronald Reagan gentog det: USA er byen på bjerget, et nyt Jerusalem.
Udtrykket kommer fra Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet. Her omtaler Jesus de kristne som en by på et bjerg, det vil sige som moralske fyrtårne, der lyser op for andre. Og han tilføjer, at en by på et bjerg ikke kan skjules. Gorman kobler sig på den bibelsk-amerikanske metafor om bjerget, men bidrager med en vigtig korrektion til den amerikanske selvforståelse. USA er ikke byen på bjerget. USA er til gengæld en nation af bjergbestigere på vej: ”The Hill We Climb.”
Profeten Gorman går foran og skuer op mod bjergets top. Hun får som nævnt øje på Mikas fredsrige, men et andet mål for bjergbestigningen er demokratiet – aktuelt problematiseret af stormen på United States Capitol og Trumps fornægtelse af sit valgnederlag. Ifølge Gorman kan demokratiet ganske vist forsinkes, men ikke besejres: ”In this truth, in this faith we trust.”
Det er tydeligvis en omskrivning af USA’s officielle motto: ”In God we trust.” Mottoet er i sig selv ikke noget ordret bibelcitat. Men det repræsenterer en trosbekendelse til det bibelske univers eller til den jødisk-kristne tradition, som det ofte hedder i amerikansk sammenhæng. Og hvor Uafhængighedserklæringen både taler om Skaberen og om folkestyre, har Gorman erstattet Gud med demokratiet. Demokratiet er guden i den trosbekendelse, som digtet også er. Digtet er jo fremført som et liturgisk led i det civilreligiøse ritual, som præsidentindsættelsen er.
Profeten Gorman afslutter sit digt esajansk, som det begyndte. Det handler om folket, der skal se et stort lys: ”For there is always light, / if only we’re brave enough to see it. / If only we’re brave enough to be it.” Atter klinger Bjergprædikenen med. Her taler Jesus om ikke bare at turde se lyset men at være lyset: ”I er verdens lys.” Profeten Amanda Gorman udfordrer USA til at turde gribe sin bestemmelse og blive verdens lys. Men Gormans exceptionalisme er en exceptionalisme med profetisk fortegn. USA er ikke den lysende by på bjerget. Endnu.
Kasper Bro Larsen er professor i teologi på Aarhus Universitet og forfatter til en række artikler og bøger om kristendom, blandt andre ”Jesus” i Tænkepauser-serien.