Sæby Kirke i Vendsyssel er kendt for sine mange smukke kalkmalerier fra 1400- og 1500-tallet og især for billederne af Jomfru Marias helt tidlige historie: om hendes forældre Joachim og Anna, hendes undfangelse og fødsel, hendes liv som tempeljomfru og forlovelsen med Josef. Kalkmalerierne, der for de flestes vedkommende blev udført få årtier før Reformationen, vidner om Marias store popularitet. Men mange af motiverne er også overraskende for en moderne betragter, fordi flertallet af de episoder, der skildres, ikke er at finde i evangelierne.
I Det Nye Testamente nævnes Maria kun relativt få gange, centreret om bebudelsen, Jesu fødsel og lidelseshistorien. Men går man uden for den autoriserede hellige skrift, kanon, er der hjælp at hente i de apokryfe skrifter og i den urkristne litteratur hos de apostolske fædre. Her blomstrede legendedannelsen om Maria og hendes liv, og dele af den fandt vej ind i middelalderkirkens officielle tro.
Det gælder blandt andet troen på, at Maria selv blev undfanget uden synd, ”den ubesmittede undfangelse”, som forberedelse for hendes egen opgave som Guds mor.
For Knud Torm, cand.mag. i germansk filologi og kristendomskundskab, er der ingen tvivl om, at de mange oldkirkelige og middelalderlige legender om Maria skal inddrages, hvis man vil fortælle hendes biografi. Og det er netop, hvad han sætter sig for i sit velillustrerede værk ”Jomfru Marias liv. Fremstillinger i dansk middelalderkunst, Bibelen og apokryferne”.
Bogen er på den ene side en gennemgang af Danmarks storslåede arv af kalkmalerier og middelalderlige altertavler med vægt på fremstillinger af Marias liv, hvor Torm omhyggeligt gennemgår temaer som Marias tempelgang, besøget hos Elisabeth, Maria under korset og hendes himmelkroning med en grundig afdækning af ikonografien, dens udbredelse og de skriftlige forlæg. Her har forfatteren samarbejdet med flere af Nationalmuseets eksperter og støttet sig til den omfattende litteratur på området.
Endnu mere spændende er det dog, når Torm med afsæt i David R. Cartlidge og James Keith Elliotts ”Art & the Christian Apocrypha” (2001) argumenterer for, at de bibelske tekster ikke bør betragtes isoleret, når det drejer sig om kristendommens forkyndelse, men tværtimod bør suppleres af 2000 års kommentarer, prædikener, apokryfer, liturgier og kirkekunst. Den autoriserede kanon står ikke alene, når det drejer sig om at forkynde evangeliet, fastslår Torm, og det giver plads til den religiøse kunst, der bygger på mere end kristendommens autoriserede skrifter, som for eksempel kalkmalerier og skulpturer med Jomfru Maria og hendes historie som motiv. På den måde opnås et mere udfoldet, et mere ”fuldt” evangelium, og legenderne bliver en vigtig formidlingsinstans.
Dette syn på kunstens rolle i forkyndelsen ligger snublende nær på den katolske kirkes forståelse af, at Skrift og Tradition tilsammen udgør Guds ord til Kirken og gensidigt belyser hinanden. Man kan også udtrykke det på den måde, at Traditionen er hele den proces, hvormed Kirken overleverer sin tro til den næste generation. I den forstand var det relativt uproblematisk at inddrage legendestoffet om Maria, så længe det blot i sidste ende pegede på Jesus Kristus som menneskehedens frelser. Det manglende skriftbelæg lyder naturligvis provokerende i en evangelisk-luthersk sammenhæng. Men det var denne forståelse af traditionen og af traditionens rolle i forkyndelsen, der kom til udtryk i Sæby, da byens kirke i 1460’erne blev knyttet til et karmeliterkloster, og munkene iværksatte en ny udsmykning af kirken med Maria som hovedmotiv.
”Jomfru Marias liv” er et ambitiøst værk og produktet af mange års arbejde med Maria-skikkelsen. Man kan ikke undgå at blive klogere på middelalderens forståelse af Jesu mor, som altså gik videre, end der var belæg for i skriften, og tillige inddrog, hvad kirkefædrene og mystikerne mente, at Maria kunne have gjort og derfor måske også havde gjort. På billederne man se hvordan.
