Kan en sort mand med en spændstig afrofrisure, flaskegrøn velourjakke og fuldtonede Ray-Ban-solbriller blive optaget i det lagenklædte broderskab Ku Klux Klan? I kølvandet på raceurolighederne i Detroit, mordet på Martin Luther King og den både kolde og varme krig mellem den heilende ”White Power”-gruppering og dem, der råber ”Black Power” mens de knytter højre hånd i luften, sker dette helt usandsynlige i Colorado Springs i slutningen af 1970’erne.
Ron Stallworth (John David Washington) har jive i kroppen og Princeton i munden. Den unge mand bliver den første sorte politimand i Colorado Springs. Racismen lurer i korpset, men Ron vender den anden kind til. Ude på gaden bliver ubevæbnede unge mænd skudt i ryggen af Rons kolleger. Men Ron tror på systemet, tror på politiet, tror på at kunne gøre en forskel indefra. Han tror ikke på kampen som eneste mulighed. Heller ikke når den prædikes af de sorte studerendes formand Patrice (Laura Harrier), som han forelsker sig i.
Ron avancerer til afdelingen for efterforskning. Spike Lee udnytter overlegent kriminalseriernes kodeks, mens han leger med blaxploitation-filmenes mytologi. Det er legesygt og elegant, tjept og morsomt. Men det ville ikke være Spike Lee, hvis ikke grinet handlede om noget mere alvorligt.
For med titler som ”Malcolm X” og dokumentaren ”Fire små piger” bedriver Lee mentalitetshistorie, kulturhistorie, filmhistorie. Han bruger populærkulturen til at skabe nye billeder af sorte – og hvide. Temaerne er vrede og forbrødring. Og USA’s historie er altid sort og hvid.
Ron Stallworth ringer til et lokalt medlem af Ku Klux Klan for at infiltrere gruppen. Og med sin ”korrekte” diktion og eminente imitation af racisme bliver Ron optaget i broderskabet. Men selvfølgelig kan han ikke troppe op, så kollegaen Flip (Adam Driver), spiller Ron i møderne med klanen. Flip er egentlig jødisk, men ”jeg har aldrig tænkt over det. Nu tænker jeg over det hele tiden”.
Klanfolkene er både fulde tabere og skræmmende demagoger. Der er klanlederen David Duke, der insisterer på at gøre ”America Great Again” og sætte ”America First”. Det er egentlig ikke videre elegant, hvordan Lee sætter lighedstegn mellem klanens retorik og Donald Trumps. Ej heller hvordan instruktøren klipper mellem fiktive scener fra 1970’ernes Colorado Springs og racistiske demonstrationer i Charlottesville i 2017. Men det virker. Vi griner af voldsmændene, men de er dødsensfarlige. Det er politik på dramaturgisk formel. Det er eminent.
”BlacKkKlansman” bygger på en virkelig historie. Virkeligheden bryder ind i filmen. Virkelighedens David Duke klippes ind fra nyhedsklip, mens han viderefører sit arbejde med at gøre klanen respekteret. Fri fra hvide lagener og brændende kors, men alligevel funderet på samme brændende platform.
Adam Driver sætter lette aftryk. Det er en fantastisk bedrift af så karismatisk en skuespiller. John David Washington, ja, Denzels søn, inkarnerer håbet om forbrødring og spiller med en skødesløs indlevelse.
”BlacKkKlansman” prædiker og underholder, politiserer og kritiserer. Hollywood og Washington får klaps, mens almindelige mennesker får moralsk opbakning. Det er populærkultur og kulturkritik, som kun film kan levere det.