I "Den underjordiske jernbane" er Amerika en vildfarelse

Colson Whitehead er aktuel på festivalen Louisiana Literature, der begynder i morgen. Med sig har han den Pulitzerpris-vindende roman ”Den underjordiske jernbane”, der fortjener al den ros, den har fået i hjemlandet

”Den underjordiske jernbane” om slavetidens USA er Colson Whiteheads internationale gennembrudsroman. Tidligere er udkommet romanen ”John Henry Days”.
”Den underjordiske jernbane” om slavetidens USA er Colson Whiteheads internationale gennembrudsroman. Tidligere er udkommet romanen ”John Henry Days”. . Foto: Hollandse Hoogte/ritzau.

Johannes’ Åbenbaring tilbyder en kodet skildring af helvede på slaveplantagen, tænker Cora, den flygtende slave i Colson Whiteheads internationale gennembrudsroman. Grusomheder mod afrikanere bragt til sydstaterne som slaver kender vi som en dyster del af USA’s historie, med vidtrækkende konsekvenser for landet og den politiske debat også i dag.

Det er som et traume, der til stadighed gøres til genstand for kunstnerisk behandling som her i ”Den underjordiske jernbane”, der har fået massiv opmærksomhed og modtaget Pulitzerprisen i år. Romanen indledes stilistisk stærkt med at trække læseren ubønhørligt og rytmisk gennem rædslerne i den bomuldsplantage i delstaten Georgia, som Coras mormor, Ajarry fra Ouidah, i sin tid blev solgt til. Piskeslag, voldtægter og afrevne kropsdele er en del af hverdagen. En bortløben slave fanges og udsættes i tre dage for pinsler, inden han steges levende, mens ejeren Terrance Randall bespiser sine gæster ved siden af.

Helvedet på slaveplantagen kan vitterligt tolkes som Satans regeren på jord, som allusionen til Johannes’ Åbenbaring lægger op til. Brutaliteten skildres uden følelser fra de involverede, det er, som om rædslerne ikke giver plads til menneskelighed. Som læser kan man ikke undgå at blive påvirket.

Kun to gange lader Whitehead sin unge hovedperson Cora reagere. Første gang da hun er ved at få stjålet sit lille jordlod i landsbyen af en af de andre slaver. Anden gang da en lille dreng, som hun er tæt på, overfaldes af den fulde ejer: ”Hun havde set piger og drenge, yngre end ham her, blive pisket uden at have gjort noget. Denne aften fyldtes hendes hjerte af denne samme følelse. Den bed sig fast, og inden slaven i hende fik overtaget mennesket, lå hun bøjet over drengens krop som et skjold.”

Kort efter optrinnet flygter den på det tidspunkt 16-årige Cora fra plantagen på slaven Caesars initiativ. De bevæger sig gennem South Carolina, North Carolina, Tennessee og Indiana og når til sidst Norden, et sted med vandløb og bjerge. Rejsen er en rejse væk fra slavetilstanden for Cora, som mod slutningen både kan læse og græde hulkende over det, hun har oplevet. Det er et velfungerende greb at indlægge denne bevægelse fra det ydre til det indre, så ikke kun Cora selv kommer til at rumme et følelsesliv, men også læseren oplever, at hun træder frem som menneske.

Rejsen gennem staterne er også en rejse gennem koncentrater af det hvide Amerikas behandling af afrikanske amerikanere. I South Carolina oplever Cora og Caeser således overskud og mere ordentlige forhold for de farvede. Men bag venligheden viser det sig, at der udføres racehygiejniske forsøg og igangsættes initiativer med tvangssterilisering. Som en læge formulerer det: ”Med en strategisk sterilisation – først kvinderne, men med tiden begge køn – kan vi befri dem af deres trældom uden frygt for, at de vil slagte os, når vi sover.”

Selvom der undervejs er indføjet små dokumentariske notitser fra første halvdel af 1800-tallet med efterlysninger på bortløbne slaver, omformer Whitehead i sin fortælling tid og sted og indsætter med et magisk træk det, som en stationsforstander i romanen benævner Guds værk: den underjordiske jernbane.

Mens der i virkelighedens Amerika fandtes et net af mennesker, der hjalp slaver med at flygte fra syd mod nord og tilbød gemmesteder undervejs, er dette net i romanen forvandlet til en konkret jernbane. Hemmelige stationer med små bænke er bygget under gulve i lader og under forladte huse, og skinnerne løber gennem hele landet. Det er denne jernbane og dens hjælpere, der transporterer slaverne gennem et symbolsk nattemørkt land.

Men ingen flugt uden en forfølger. I romanen sætter slavefangeren Ridgeway stålsat efter de flygtende, fordi det ikke lykkedes ham at finde Coras mor Mabel, da hun i sin tid også undslap plantagen. Forfølgelsen udgør et spændingsmoment gennem hele romanen, men det fængslende ved ”Den underjordiske jernbane” er dens greb om sin hovedperson og om det Amerika, de flygtende oplever. Det er et dystert portræt, der fremskrives, og kritikken formuleres blandt andet af agitatoren Lander. Fra en talerstol på et fristed for farvede i Indiana, hvor Cora opholder sig, karakteriseres Amerika som en vildfarelse, der bygger på et fundament af mord, tyveri og grusomhed.

Vigtigt for Whiteheads i øvrigt godt oversatte fortælling er også dens rytme. En vekslen mellem udpenslede beskrivelser og så hurtige antydninger, der muliggør spring i handling, skaber en overlegen og næsten aggressiv fremdrift gennem det ubærlige.

Colson Whitehead optræder på festivalen Louisiana Literature, der begynder i dag.