Hvad er det her overhovedet for noget?
Det spørgsmål må enhver genre-fikseret læser gang på gang stille sig selv i selskab med Anne Boyers ”Beklædning imod kvinder”, der er en uregerlig forening af poesi og essayistik.
Det første Boyer udgav i 2008, var da også en digtsamling, mens det seneste, ”The Undying” – som hun modtog den prestigiøse Pulitzer Prize for i 2020 – er en slags meditativt essay.
”Beklædning imod kvinder” er udgivet fem år før den store pris, hvor Boyer ikke så nogen anden udvej end at opgive sit lille, ukendte forfatterskab for at forsørge sin datter hjemme i Kansas City. Og et af bogens mest ordrige kapitler beskæftiger sig paradoksalt nok med skriftens ophør, med ”ikke skrive”. Det er tydeligvis ikke muligt, hvilket alle 16 tekster i bogen vidner om. Det er nu ikke Boyer selv, som har sammensat dem. Hun er i det hele taget ikke meget for alt det, der følger med udgivelsen af en bog, og da redaktørerne på det lille amerikanske forlag Ahsahta Press bad om lov til at udgive hende, sendte hun dem en stak tekster blandt de mange stakke med tekster, hun havde liggende derhjemme.
Det forklarer bogens fragmenterede udtryk, men ikke helt, for det er også en kunstnerisk metode, Boyer dyrker, og selvom teksterne har så forskellige overskrifter som ”Science fiction”, ”At sy” og ”Skumringsdrømmerier”, er de gennemstrømmet af samme nysgerrighed, af den samme insisteren på simple ord i springende tankerækker og kredser om det samme: køn, klasse, arbejde og kapitalisme.
Med temaerne rammer hun tidsånden rent. Men Boyer er en forfatter, der aldrig gør noget på en forventelig måde, og en af de bedste tekster i ”Beklædning imod kvinder” er ”En kvinde der køber ind”, hvor Boyer forestiller sig en roman, hun en dag vil skrive, ”en bog om, hvad der kræves af os, og også en bog om, hvad vi bliver hadet for at gøre”, og hvor kapitlerne skulle have titler som ”Om de fattige og hovedregnende læber der knap nok rører sig” og ”Om hvor mange af mine timer, der er væk nu, fordi jeg har skullet købe ind”.
Her tegnes et signalement af kvinden i en snæver rolle, som forbruger af mad og andre produkter forbundet med hjemmet og udseendet, og at der er tale om en form for tvang: ”Bag på bogen skal der kun stå dette: Hvis en kvinde ikke har nogen taske, vil vi forestille os en til hende.”
Der er hos Boyer en diskret, vindtør humor, som ikke mindst er til stede i teksten om kvinder med tasker. Men altså også en smerte og omsorg, der rækker langt ud over jeget i teksterne. Eller som der står et sted: ”Jeg er den hund, der aldrig kan blive lykkelig, fordi jeg forestiller mig andre hundes ulykkelighed.”
Boyer er virkelig en ener og ligner med sin stil, sine temaer og Pulitzerprisen i ryggen en af fremtidens litterære stjerner, og det tjener det lille, fremragende forlag, OVO Press, til ære, at det har givet os ”Beklædning imod kvinder” på dansk, og de tre oversættere har ramt såvel tone som temperament på kornet. Og at hun skriver, så man forvirres, frustreres og slås med genre-kategorierne, synes blot at være en del af pointen: At vi hele tiden – både i livet og i litteraturen – reducerer hinanden til noget, vi kan bruge og forstå. Det er også det, Boyer skriver om, når hun skriver om at sy tøj. Hvordan man syr stofstykker sammen i forsøget på at ”omslutte et evigt irregulært, svedende og åndende tredimensionelt objekt”.
Der er et mismatch mellem dem, vi er som mennesker, og den virkelighed, vi lever i. Det er en afgørende pointe hos Boyer, som kræver meget af sin læser – men giver endnu mere tilbage.