De fleste forfatterskaber har sin tid, hvorefter de falmer, støver til. For til sidst helt at forsvinde ud i ligegyldighed og glemsel.
Men Henry David Thoreaus (1817-1862) værker og skrifter virker stadig vedkommende og lyslevende, her på 161 års afstand af hans død i Concord, Massachusetts. Hvor han også blev født. Og byen og ikke mindst naturen omkring den vil være kendt af enhver, der har læst hovedværket “Walden – Livet i skovene” fra 1854, hvor han er flyttet ud i en lille selvbygget hytte ved Walden Pond. For at leve nøjsomt og tænksomt i og med naturen; med tanker og sanser vidt åbne for flora, fauna og menneskelivets essens.
Blandt de andre lysende filosofiske, lyriske og selvbiografiske tekster, Thoreau nåede at skrive i sit korte liv – han døde af bronkitis som 44-årig – er “Om at vandre”, “En vintervandring” og “Livet uden principper”, der nu er samlet i én bog, hvor notater fra hans 47 bind store dagbog også er indlemmet.
“Om at vandre og andre essays om natur” hedder udgivelsen fra det fortrinlige forlag A Mock Book, og de første linjer i “Om at vandre” fungerer også – som Karsten Wind Meyhoff påpeger i sit gode efterskrift – som en slags program for alle teksterne:
“Jeg vil gerne lægge et godt ord ind for naturen, for det absolut frie og vilde i modsætning til en slet og ret borgerlig frihed og kultur – at betragte mennesket mere som indbygger eller del af naturen end som medlem af samfundet.”
Thoreau vil naturen og problematiserer i samme bevægelse kulturen, borgerligheden, som den allerede på det tidspunkt udfolder sig med skrivebordsarbejde, tre daglige måltider og slumretæppe om aftenen. I hans øjne er det ikke et autentisk liv, ikke et liv i kontakt med hverken sig selv eller den grønne verden udenfor, men derimod et liv som sløver sindet og hvis opretholdelse – med flotte huse, pæne møbler og så videre – koster tid og penge. Og som han skriver et sted: “De måder, man kan skaffe sig penge på, er næsten alle uden undtagelse nedværdigende.”
Der er et skær af radikalitet, moralisme og frelsthed over Thoreau. Men det er vel åbenlyst for enhver i 2023, at dét han ikke bryder sig om, materialismen og forestillingen om naturen som en ressource til produktion, har forårsaget den grasserende klima- og biodiversitetskrise. Og det mådehold og den kærlighed og forståelse for naturen, han plæderer for med sin såvel sanselige som refleksive prosa, er vel også den eneste farbare vej frem.
Det er blandt andet derfor, Thoreau også virker relevant, ja, højaktuel, i dag. Og hans optimisme kan vi også tage til os. Som han skriver i et dagsbogsnotat fra februar 1841: “Det er altid muligt at blive det, vi er; noget nobelt og værdigt.”
Thoreau skrev andre nu kanoniserede tekster om slaveriets umenneskelighed og om civil ulydighed – han nægtede at betale skat og stemte aldrig – og ville være med til at definere det endnu unge Amerika. Men det er teksterne om mennesket og naturen, hans sublime nature writing, der taler klarest til mig, og særligt passagerne om vandringens vidunder.
Om hvordan dét at sætte den ene fod foran den anden frigør vandreren fra civilisationens greb, og hvordan langsommeligheden trækker roen og nærværet frem. Om hvordan ren væren opstår under åben himmel.
Synes man, det lyder interessant, så er “Om at vandre og andre essays om natur” et godt sted, undskyld udtrykket, at gå hen. Mens garvede Thoreau-læsere vil have læst de fleste af teksterne i andre bøger. Men det skader altså ikke at læse dem igen, og hvis man læser med krop, tanker og følelser, så kan de faktisk (jeg taler af erfaring) forandre én. Så kan de fremmane en sorg over alt det, vi har ødelagt, og en vild længsel efter det udenfor hoveddøren, vi endnu ikke har asfalteret, bygget til og kapitaliseret af.
Henry David Thoreau: Om at vandre og andre essays om natur. Oversat af Ole Jacobsen m.fl. 160 sider. 225 kroner. A Mock Book. I kommission hos Gads forlag.