Ingen så den store oversvømmelse komme, før det var for sent. Det var i august 2016, og meteorologerne forventede en weekend med tung, men ikke usædvanlig sommerregn i Baton Rouge i sydstaten Louisiana. Det viste sig, at de tog fejl.
Himlen åbnede sig med en så voldsom kraft, at vandløb og floder gik over deres breder. Folk havde få minutter til at flygte fra deres hjem, inden muddervandet væltede ind af døre og vinduer. Tusinder blev hjemløse af det uventede vejrfænomen, hvis lige ikke var set i området i 1000 år.
Kristne i Vesten står over for deres egen tusindårsoversvømmelse, og de er lige så uforberedte, som borgerne i Baton Rouge var det. Det advarer den fremtrædende konservative kristne amerikanske forfatter Rod Dreher om – han er aktuel med en meget omtalt og debatskabende ny bog, ”The Benedict Option” (Benedikt-muligheden).
”Kristendommens lys er ved at brænde ud i hele Vesten. Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil den kristne tro så godt som forsvinde fra USA og Europa inden for et par generationer. Vi har længe ignoreret tegnene og stukket hovedet i busken, men der er ingen tvivl om, at det er der, som vi er på vej hen. Og vi er fuldstændigt uforberedte,” siger den Louisiana-bosiddende Rod Dreher, der til daglig er redaktør og blogger på magasinet The American Conservative.
Rod Dreher erkender, at han lyder som en dommedagsprofet.
”Ja, jeg er alarmist. Men jeg er alarmist, fordi der er meget at være alarmeret over,” siger han.
Mens sekularismen igennem årtier har fejet hen over Europa, har USA igennem årtier været en bastion for kristendommen i Vesten. Men det er ikke længere tilfældet, betoner Rod Dreher:
”Vi amerikanske konservative kristne har længe lænet os selvtilfredse tilbage og betragtet Europas aftagende åndelighed som noget, der aldrig kunne finde sted i Guds eget land. Men smilet er falmet. USA går i Europas fodspor, og det går stærkt. Den traditionelle kristendom er ikke længere kulturbærende i USA.”
Og selvom de fleste amerikanere fortsat kalder sig kristne, så er de det ofte kun af navn, mener Rod Dreher.
”De fleste amerikanere har bortkastet traditionel, bibelsk konsekvent kristendom til fordel for en overfladisk, falsk, relativistisk version, hvor alt handler om positive følelser og personlig lykke. Den moderne amerikanske kristendom er en kristendom, som ikke kræver noget af folk, og som kan gradbøjes efter forgodtbefindende. Og det er ikke denne slags kristendom, som vil overleve den post-kristne verden. Den er et hus bygget på sand,” forudser han.
Amerikanernes dramatiske værdiskifte i holdningen til homoseksuelle ægteskaber i løbet af det seneste tiår er det tydeligste billede på denne udvikling, siger Rod Dreher.
Han peger særligt på kampen i 2015 om en trosfrihedslov i Indiana, der ville have givet forretningsdrivende i delstaten lov til at nægte at betjene homoseksuelle, hvis det stred imod deres religiøse overbevisninger. Flere store virksomheder protesterede imod loven side om side med aktivister for seksuelle minoriteters lige rettigheder, og Indiana bøjede sig for presset.
”Det var et vendepunkt. Det var første gang, at erhvervslivet valgte side i kulturkrigen om seksualpolitik, og det betød, at republikanske politikere mistede modet til at forsvare trosfriheden. Rettroende bibelsk moralitet blev i al væsentlighed erklæret uacceptabel og intolerant i det moderne USA. Vi lever i en tid, hvor konservative kristne marginaliseres fra det offentlige rum. Vi må indse, at vi har at gøre med en ny virkelighed. Dette er ikke vores land længere,” siger Rod Dreher.
To måneder efter opgøret i Indiana erklærede USA’s Højesteret, at homoseksuelle ægteskaber er en forfatningssikret rettighed. Og nu er transkønnedes rettigheder blevet den nyeste front i kulturkrigen.
”Den del af landet, som jeg lever i – Syden – er så konservativ, at folk er målløse over, at transkønnedes ret til at bruge de toiletfaciliterer, som de ønsker, er blevet en seriøs diskussion. Men det vil ikke standse der. Vi politisk og religiøst konservative kristne har endegyldigt tabt den kulturkrig, der begyndte med den seksuelle revolution i 1960’erne,” konstaterer Rod Dreher.
Men alt er ikke tabt for USA’s konservative kristne, siger Rod Dreher. I ”The Benedict Option” anbefaler han ”traditionelle kristne” at lære af det eksempel, som munken Benedikt af Nurcia (cirka 480-547) satte i midten af det første årtusinde e.Kr., da han som reaktion på det kaos og den dekadence, som udsprang af det kollapsende Romerrige, søgte ind i skoven for at bede og fandt en ny måde at udleve gudstroen på i et fællesskab med ligesindede.
”Benediktiner-ordenen holdt troen i Europa i live i århundreder, mens middelalderens mørke sænkede sig over kontinentet. Vi skal lade os inspirere af Benedikts eksempel og skabe modkulturelle fællesskaber, der oppebærer vores åndelige og moralske værdier. Vi skal vende ryggen til hyperindividualismen og genopdage, hvad det betyder at være ægte kristen. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan værne om vores gudstro i denne efter-kristne tidsalder,” siger han.
Rod Dreher anbefaler blandt andet, at konservative kristne underviser deres børn i hjemmet og ikke i skolesystemet, bruger mindre tid og energi på den nationale politiske debat, opbygger lokale kirker og ”udtræder fra mainstream-kulturen”.
Han afviser imidlertid, at ”Benedikt-muligheden” er en opfordring til, at kristne lukker sig inde i en selvomsluttende boble.
”Jeg opfordrer ikke kristne til at bygge en bunker, men snarere til at indlede et strategisk tilbagetog fra den øvrige verden. Verden udenfor er så giftig og antikristen, at vi er nødt til at søge om bag billedlige mure for at beskytte os selv og styrke vores bånd til hinanden og til vores gudstro, så vi derpå kan gå ud i verden med en vis robusthed over for dens dekadence. Det betyder ikke, at vi skal ignorere, hvad der sker i verden. Murene er nødt til at være porøse, så luft kan komme ind,” siger Rod Dreher.
Benedikts eksempel er det bedste redskab, som kristne har til at bekæmpe modernitetens negative følgevirkninger, mener han:
”Moderniteten har bragt os mange gode ting, men der er konsekvenser ved at sætte individet og individets lyster først. De sociale bånd, kernefamilien og fællesskabet er gået i opløsning, og vi er overdrevent fokuserede på forbrugerisme og materialisme. Vores samfund er i det hele taget så rodløst og fragmenteret, at jeg ikke kan ikke se, at amerikanerne i dag deler et fælles projekt, der rækker ud over, at personlig frihed står over alt andet, og at alle har ret til at gøre, præcis hvad de har lyst til. Vi er på vildspor.”
Ikke desto mindre erklærer Rod Dreher sig forsigtigt håbefuld, hvad angår fremtiden for kristendommen i USA.
”Jeg nærer håb, men det er ikke det samme som optimisme. Der er stor forskel på de to. Optimisme er en overfladisk følelse, mens håb er en dyb tro på, at uanset, hvad der sker, så er Gud til stede. Jeg tror ikke, at vi i disse mørketider har ret mange årsager til at være optimistiske, men vi har alle gode grunde til at nære håb,” siger han.
