Maggie Shipstead. Himmelstormere. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 685 sider. 269,95 kroner. Gyldendal.
Hun var en af verdenshistoriens første kvindelige piloter, men i 1950 forsvandt hun sporløst under en flyvning, og det eneste, der blev tilbage efter hende, var hendes logbog, som senere dukkede op på isen i Antarktis.
Det er Marian Graves, født 1914, det skal handle om, og det er hendes vilde og usandsynlige historie, der ligger til grund for amerikanske Maggie Shipsteads tredje roman, bestselleren ”Himmelstormere”, der er et eksempel på knaldsolid og klassisk storytelling med feministisk twist, og man forstår godt, at den har høstet massive mængder af læsere verden over.
Romanen følger Marian Graves fra vugge til grav, fra hendes mors alt for tidlige død, hendes fars forsvinden og hendes frie og frygtløse barndom hos en lettere fordrukken kunstneronkel sammen med tvillingebroren i Montanas skove over et forhastet og mislykket ægteskab med en ældre spritsmugler samt en beundringsværdig indsats som pilot under Anden Verdenskrig til hendes på alle måder vanvittige drøm, som er lige ved at lykkes, om at flyve hele vejen rundt om jorden i en stor perfekt cirkel tværs over klodens poler.
Ind i hendes historie flettes historien om den unge nutidige skuespiller Hadley, der allerede som barn stiftede bekendtskab med Marians logbog, som hun blev meget optaget af og spejlede sig i, da hun også mistede sine forældre som barn. De faldt nemlig ned og døde i en flyulykke, og da hun bliver tilbudt at spille Marian i en storfilm, bedst som hun befinder sig i sit livs skandale, der truer med at ødelægge hendes karriere, siger hun uden tøven ja, og undervejs i processen opdager hun hemmeligheder om Marian Graves, som ingen andre tidligere har haft kendskab til.
Der er episk swung og smæk for næsten alle skillinger på de små 700 sider, som udgør ”Himmelstormere”, selv om en dansk læser, flasket op med nordisk minimalisme, måske godt kunne have undværet en håndfuld kapitler eller to, og det er velkendte ingredienser, Maggie Shipstead har mikset sammen i sin mastodont af en roman. Man kunne hævde, at hun læner sig op ad klicheen med uforløste længsler, ulykkelige kærlighedshistorier, forældreløse børn, her endda tvillinger, skruppelløse værger, med mennesker, der opnår succes mod alle odds, med kvinder, der begår sig i mandeverdener til UG med kryds og slange, med parallelhistorier, spejlinger, lidenskab og videnskab, med skibskatastrofer og pludselig død.
Men det holder faktisk hele vejen hjem, og det er som at læne sig tilbage i et blødt plyssæde og overgive sig til en amerikansk storfilm, som man glad og gerne lader sig opsluge af, selv om man nok kan se både mønstre og konstruktion. På nogle længder er ”Himmelstormere” forudsigelig, dejlig tryg og genkendelig, men den er også overraskende og tankevækkende, den tager venligt imod sin læser uden på nogen måde at være tandløs, og derfor er den et oplagt bud på en sommerbog, der til og med kan vare en betragtelig bid af ferien.