Kunst kan bruges på mange måder, og hvor én af dem er til at blive klogere på sig selv, så er en anden til at fremstå klogere i forhold til andre.
Netop de to tilgange er i spil i Ben Lerners “Farvel til Atocha”, der ikke er hans nyeste roman, men derimod den første fra 2011. Efter den er fulgt “22:04” og “Topekaskolen”, som har gjort ham til en af amerikansk litteraturs vægtige stemmer, på samme analytiske og intellektuelle måde som Jonathan Franzen og Jonathan Safran Foer.
Men “Farvel til Atocha” udkom i sin tid på et lille forlag og i et beskedent oplag, og her er det amerikanske Adam Gordon – en slags alter ego for Lerner – læseren følger, og han har udgivet nogle digte og siden fået et stipendium til at forske i den spanske borgerkrigs indflydelse på litteraturen. Så nu, i 2003, befinder han sig altså i Madrid, hvor det står klart, at han hverken har styr på det spanske sprog eller på kulturen. Men han er begavet og kan gøre sig betragtninger som denne:
“Derhjemme havde jeg aldrig sovet middagslur, og siestaen påvirkede min virkelighedsopfattelse dramatisk; enten lod den til at fordoble dagen, så mindet om morgenen var som mindet af noget, der var sket på den anden side af natten, eller også udviskede den formiddagen helt og holdent.”
Den slags tænker Adam, når hashen eller de hvide piller, han tager, tillader det, og når han ikke er optaget af at fremstå kunstnerisk og indsigtsfuld over for særligt to spanske kvinder. Han er dog for intelligent til at gøre det uden at se sig selv udefra og se en bedrager; én der lyver og snyder. Men synet smitter også af på hans opfattelse af alle andre: “at jeg var falsk, havde jeg aldrig tvivlet på – hvem var ikke det?”
På den måde tegner Lerner et signalement af, hvad det vil sige at være ung. En ekstrem optagethed af, hvordan man tager sig ud i andres øjne, og hvad der – i det her tilfælde kunsten og dét at være kunstner – kan bruges til komme i seng med den ene og den anden.
I Adams tilfælde er det Teresa og Isabel, der er de seksuelle mål, og hvor han hele tiden satser på, hvilket er meget morsomt skildret, at hans spanske bliver opfattet som dybt og originalt og ikke som det haltende, hullede skolespanske, det reelt er.
Men Adam er også udtryk for andet end det unge menneskes følelse af at være en bedrager, og hvor kun seksualdriften føles ægte. Han er også en slags potenseret portræt af amerikanere uden for Amerika:
“Jeg var ikke engang i stand til at hente kaffe i det her land, endsige forstå dets borgerkrig. Jeg havde ikke engang set Alhambra. Jeg var en voldelig, bipolar tvangsløgner. Jeg var en ægte amerikaner.”
Mens Adam tænker sådan, er USA ved at invadere Irak, og Lerner forbinder og formidler sit stof dygtigt. Men der er et indbygget problem i romanen, idet Adams falskhed, naturlig eller ej, gør det svært at engagere sig i ham. At leve med ham. Det er selvsagt en del af pointen, men der er ikke desto mindre en følelse af at være vidne til et kløgtigt distanceblænderi, der ikke besidder den uhygge, tragik eller plot-fremdrift, man kan opleve i Patricia Highsmiths tematisk beslægtede romaner om “Tom Ripleys talent”.
“Farvel til Atocha” er trods dette værd at læse og ikke mindst i kraft af Tonny Vorms smidige oversættelse, som kommer Lerners tone og stil så tæt som muligt. Det er rigtig godt gjort, og romanen er en begavet og sine steder syrlig-sjov belysning af kunst og kunstnere, af falsk og ægte og af amerikaneres måde at være i verden på. Som enten turister eller soldater. Dengang i 2003. Og nu.
Ben Lerner: Farvel til Atocha. Oversat af Tonny Vorm. 200 sider. 250 kroner. Gads Forlag.