Tidligere biskop Jan Lindhardt sagde engang, at det nemmeste i verden er at holde foredrag om USA. Hvorfor? Fordi lige meget hvad man siger om USA og amerikanerne, er det rigtigt. Det store land rummer alt: alle synspunkter, alle religioner, alle kulturformer. Umuligt at træde i spinaten, hvis man er rejsende udi foredrag om ”Guds eget land”, man kan bare generalisere løs.
Og så dog. For når vendingen ”Guds eget land” allerede nu optræder i denne anmeldelse, er det tegn på, at der er et rigt arsenal af formuleringer, som vi alle instinktivt tænker på som karakteristiske for USA. Vendinger som den amerikanske drøm, landet med uanede muligheder, ”The land of the free”, ”If you can make it here…” kender de fleste. Amerikansk mytologi er allemandseje og udtryk for, at nok kan man sikkert sige alt om USA i et foredrag, men noget er mere rigtigt end andet.
I Aalborg har man på museet Kunsten taget konsekvensen og rent faktisk vovet at sige noget ret præcist om, hvad USA er for et land. Det sker på den nye udstilling ”The American Way”, der består af en perlerække af berømte værker fra kunstmuseet Louisianas samling af amerikansk kunst efter 1960, den største af sin art i Danmark.
Alle de store fra popkunsten og frem er her: Andy Warhol, Roy Lichtenstein, Robert Rauschenberg, Claes Oldenburg, Edward Ruscha og Cindy Sherman, samt flere engelske og nogle danske også: Per Bak Jensen, Jacob Holdt og Superflex.
Det er et flot udvalg, og for mange besøgende vil der sikkert være en genkendelsens glæde, for værkerne er ikoniske og har været vist mange steder. Som den tidsmaskine, kunst også er, var jeg i hvert fald straks tilbage i gymnasietiden og dét, der dengang hed Aarhus Kunstmuseum, hvis udstilling med Eric Fischl, ”Close Up”, var skelsættende i 1991. Her i Aalborg er Fischl repræsenteret med værket ”Birth of Love (second edition)” fra 1987.
Men hvad er det så, Kunsten mener er det særligt amerikanske, hvad er grebet i udstillingen og den retning, museet vil have beskueren til at gå i gennem salene? Hvad er ”the American way”?
Motivisk deler værkerne sig i to kategorier: Den ene handler om individet og muligheden for i USA at være lige den, du vil være. Alt er muligt. Du kan klæde dig, som du vil, og gøre, som du vil. ”Anything goes”, og der er ingen bånd, der binder mig. Stærkt udtrykt i fotokunst fra Richard Avedon af tilsyneladende helt almindelige, men i virkeligheden meget særlige hverdagsamerikanere.
Den anden kategori af motiver handler om forbruger-isme og kapitalismekritik. Her er de ikoniske Cola-slogans og -logoer, McDonalds-buer og modetøjsreklamer, der alle – eller sådan kan det tolkes – peger hen imod det modsatte af individualismen. Markedet eller amerikaniseringen eller globaliseringen gør nemlig folk ens. Alle spiser de samme burgere, går i de samme jeans og køber de samme sneakers. At være amerikansk er derfor ifølge udstillingen at være spændt ud mellem to poler: individualisme og forbrugerisme. Det første gør dig enestående. Det sidste gør det umuligt for dig at være enestående.
Denne spænding kan være fantastisk produktiv at være i. Den amerikanske virkelighed er ofte et drama spændt ud mellem ekstremer. En af de mest amerikanske forfattere, F. Scott Fitzgerald, sagde engang i en smuk indkapsling af den moderne amerikanske erfaring: ”The test of a first-rate intelligence is the ability to hold two opposing ideas in mind at the same time and still retain the ability to function.”
Nu er der så det ved amerikanerne, at de ofte har søgt tre steder hen for at slippe for at være i denne individets spændetrøje: I kirken og i naturen, og undertiden i sporten. Her kan man undslippe jeget, og her kan det splittede moderne menneske momentant heles i noget, der er større end en selv.
Her søger den af kapitalismen og individualismen martrede amerikaner hen, fra Henry D. Thoreau og Herman Melville, der søgte ud i skoven og ud på havet, til John Updikes hovedperson Rabbit Angstrom, der søger det sublime i både kirken og på golfbanen i ”sin” monumentale romanserie om USA i efterkrigstiden. Disse eksempler er litterære, men emblematiske for hele kulturen.
Derfor er det skønt, at ”The American Way” inkluderer nogle virkelig bjergtagende naturskildringer fra Per Bak Jensen og David Hockney. Hér – ude i Vesten i Grand Canyon – forsvinder individet og bliver ét med altet. Men derfor er det tilsvarende en mangel ved udstillingen, at der ingen motiver er af dét, amerikanerne bruger lige så meget tid på som at være i naturen: at dyrke sport og gå i kirke.
Derfor er ”The American Way” ikke sublim: Når nu ambitionen er at fortælle om det særlige og mest ærkeamerikanske, mangler der simpelthen noget om tro. Der er jo en grund til, at alle stadig kalder USA for ”Guds eget land”, tro er på godt og ondt lige så indlejret i selvopfattelsen som individualisme og forbrugerisme, som udstillingen så fint fokuserer på.
Men naturen er som sagt til stede på udstillingen, og alene for engelske David Hockneys ikoniske billede af Grand Canyon (som ophavsretten desværre forhindrer os at vise her på siden) er det værd at tage den nordjyske ”highway” til Kunsten. Samlingen fra det jo meget amerikansk betitlede Louisiana er i særklasse.