Genre er et dejligt fænomen, for når en forfatter lægger en klar stil fra begyndelsen, kan man som læser læne sig trygt ind i bogen og lade sig rive med. Sådan er det hos 47-årige Brian Dan Christensen, der fra bogens første sætninger lader sin hovedperson lyde som Humphrey Bogart, der taler ned i et whiskyglas: ”Mit navn er Howard Walker…” Man kan næsten høre det for sig, sagt på drævende 1930’er-amerikansk.
Howard Walker er på vej tværs over Amerika i en halvstjålen bus, og hér, ”on the road”, fortæller han sin livshistorie til en båndoptager. Han flygter fra en grim histoire, som langsomt oprulles for læseren undervejs. Walker er en kikset Vietnam-veteran med posttraumatisk stress, der i mange år har arbejdet for sin ven og velgører, den berømte musiker Philip Boothman, en kunstner, der er lige så selvhøjtidelig, kompromisløs og mystisk på scenen, som han er i privaten.
Philip og Walker er et temmelig umage par, der lever af hinandens tjenester og indgår en farlig symbiose. Walter har ikke noget liv (mere, efter hans kone og papdatter stak af for fire år siden), og hver gang Philip skal have ryddet op efter for eksempel en erotisk affære, skal den trofaste Walker frem med grædeskulderen. Der er også et eller andet skævt med, at Philip har stjålet Walkers idé til en sang engang og tjent millioner på den.
Men så dukker den danske, blonde og dejlige Ida op, en æterisk skønhed med dunkle forbindelser til Philips fortid. Stærke følelser kommer i spil, og Philip begynder at antage former, som den beundrende ven Walker helst ikke vil se:
”Det var, som om der var ild i ham, og han virkede på samme tid båd rå og forreven og sofistikeret, som gud og djævel i samme krop.”
Mens Walker kører gennem USA mod et mål, han længe har søgt, får læseren masser af americana, Nixon, Trump, Obama, 1950’ernes krise, forladte byer, Palm Springs, oliebyer, bilbyer, Steve McQueen, Tony Bennett og San Francisco. Til slut mødes enderne, da fortid og fremtid bindes sammen i en grusom hændelse fra Philip Boothmans fortid.
Brian Dan Christensen har udgivet to roste romaner før denne og er i øvrigt oversætter af amerikansk litteratur. Danskeren bor i dag nord for New York med sin amerikanske hustru og har selv sagt om byen og bogen: ”Min romance med New York begyndte som en stormende forelskelse… Det er dén stemning, dén sitrende følelse, jeg har forsøgt at få ned på siderne i ’Vejen til Alberta’.”
”Vejen til Alberta” er en macho-psykologisk road- roman, hvis personer tydeligvis ikke er virkelige, men ikke desto mindre stærkt underholdende at være i selskab med. Brian Dan Christensen benytter sig flittigt af sin upålidelige fortæller Walkers dumhed og uvilje til at se tingene i øjnene – og plottwists og overraskelser fremmaner en fortælling, der udvikler sig til at være mere blodig og hjerteskærende end ved første øjekast.
Det er velskrevet; blot er der en del anglicismer, der burde have været oversat anderledes, men ellers er der både dybde og ramasjang i en bog, der skal nydes i sofaen med en god whisky.