Amerikansk stjerneforfatter: Coronakrisen viser, at vi kan ændre vaner, hvis vi vil

Den bogaktuelle amerikanske bestsellerforfatter Jonathan Safran Foer har længe været mest optaget af klimakrisen, men nu kalder han coronakrisen for et kæmpe socialt eksperiment uden fortilfælde

”Krisetider kan ligesom øjeblikke af stor lykke forstærke bevidstheden om, at mange af de ting, vi tager for givet, ikke er stabile,” siger Jonathan Safran Foer, som her er fotograferet i København under et tidligere besøg. – Foto: Jens Welding Øllgaard.
”Krisetider kan ligesom øjeblikke af stor lykke forstærke bevidstheden om, at mange af de ting, vi tager for givet, ikke er stabile,” siger Jonathan Safran Foer, som her er fotograferet i København under et tidligere besøg. – Foto: Jens Welding Øllgaard.

Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer er bange for at flyve.

”Det er kun en lille frygt, men jeg har altid haft den,” fortæller han fra sit hjemmekontor i New York, hvor han omgivet af bøger i sorte bogreoler i øjeblikket sidder i frivillig coronakarantæne med sine to sønner – og familiens lille hund, der gør lidt forvirret af den fremmede stemme fra Facetime-forbindelsen til Danmark.

Vi havde ellers aftalt at mødes i København, hvor Jonathan Safran Foer blandt andet skulle have præsenteret sin nye debatbog, ”Vi er vejret”, om klimaforandringerne til et læserarrangement på Det Kongelige Bibliotek i denne uge, men det fik coronakrisen også ødelagt, og det ærgrer ham.

”Selvom jeg både er lidt bange for at flyve og synes, at man skal reducere flyvninger så meget som muligt af hensyn til klimaet, er nogle rejser flyveturen værd. Jeg elsker København, som er en fed by at være i som forfatter. Og jeg har også fundet en måde at berolige mig selv på, når jeg først sidder i et fly. Når det sætter i fart på startbanen for at lette, er det blevet en vane for mig at bede en slags bøn, hvor jeg sidder og siger: ’Mere liv’, ’mere liv’, mens jeg tænker på alt det, jeg er taknemmelig for ved livet. Sådan sidder jeg i mit hoved og afspiller en lille film, hvor jeg ser min familie, venner og glædelige begivenheder for mig, mens jeg lader taknemmeligheden for tilværelsen vokse i mig. Det er på den ene side lidt fjollet, fordi jeg egentlig ikke tror på, at nogen gud hører mig. Men jeg hører det, og i en eller anden forstand er det måske også et lille håb om, at universet kan se, at jeg ikke skal dø, når jeg er så glad for livet,” siger han og tøver, inden han tilføjer:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er i sådanne situationer, at jeg er mest religiøs uden at være det. Før jeg blev far og forfatter, vidste jeg ikke, om jeg overhovedet genkendte det jødiske i mig selv. Men nu er jeg blevet mere bevidst om, at jødedommen har farvet hele min opvækst. Og det bliver endnu mere tydeligt for mig i livets store øjeblikke. Det er heller ikke tilfældigt, at selv overbeviste ateister råber: ’Åh Gud’, hvis deres fly styrter ned. Det betragter jeg ikke som nogen særlig rig form for religion, men i de øjeblikke, hvor livet staves med stort L, hvad enten det skyldes lykke eller ulykke, tror jeg, at de religiøse følelser træder mere frem. I hvert fald for mig.”

Sådan en krise sidder folk nu i på begge sider af Atlanterhavet på grund af coronavirussen, som på få uger har spredt frygt, hoste og død over hele den klode, som han ellers i årevis har kæmpet for at redde ved at bede folk spise mindre kød i ikke mindst bestsellerbogen ”Om at spise dyr” og nu ”Vi er vejret”.

Den 43-årige amerikanske forfatter er også blevet kaldt en af sin generations vigtigste romanforfattere – ikke mindst med et stort publikum herhjemme. Han meldte afbud til sine aftaler i Danmark i sidste uge, men da Kristeligt Dagblad ringer forfatteren op, er det hans sønners første dag hjemme fra skole på grund af corona. De tager ingen chancer, så børnene får heller ikke lov til at lave legeaftaler andre steder, forklarer han.

”Det er interessant, hvor radikalt folk nu er indstillet på at ændre deres vaner fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men jeg kender ikke en eneste person, som ikke har justeret deres liv og vaner efter coronakrisen. Regeringen har reageret langsomt på det her i USA, men ikke så langsomt, som man måske kunne forvente. Jeg frygtede, at de ville være tragisk langsomme, men de opererer stadig inden for dage og uger, hvorimod der er gået år uden handling, når det handler om klimaforandringerne. Coronakrisen beviser derfor, at vi er i stand til at ændre vores vaner, hvis vi vil. Men den rejser også spørgsmålet, hvorfor vi er i stand til at ændre vores vaner så hurtigt, når vi ikke er det i relation til klimaforandringerne. Hvis man lavede tankeeksperimentet, at regeringen kom og sagde til dig, at vi har brug for, at du praktiserer social afstand og forbedrer din håndhygiejne i svimlende grad for at undgå smitten af coronavirussen for andre mennesker, tror jeg ikke, at folk ville gøre det. I hvert fald ikke i samme antal.”

Det er ellers præcis, hvad de gør i Danmark…

”Donald Trump er nok heller ikke den, man ønsker at blive ledt af lige nu. Selv nu virker han ikke til at have forstået situationens alvor. Men jeg tror, at den dybe årsag til, at folk alligevel reagerer så voldsomt nu, er, at de er bekymrede for sig selv. Nære familiemedlemmer kan miste eller mistes. Men du og jeg kommer ikke til at dø af klimaforandringerne, og det gør vores ældre familiemedlemmer og for den sags skyld vores yngre familiemedlemmer heller ikke. Hverken vores børn eller børnebørn vil dø af klimaforandringer, men der er millioner af mennesker, som allerede dør som følge af klimaforandringer. Det er stærkt uretfærdigt, for klimaforandringer rammer først og fremmest dem, som er mindst ansvarlige for den. Det kræver derfor nærmest en abstrakt form for empati, hvis vi, der egentligt er ansvarlige for klimaændringerne, skal ændre vores vaner for at redde folk, som vi ikke ser. Men coronakrisen viser, at hvis vi havde denne empati, så ville vi også kunne ændre vores vaner.”

Coronavirussen er, som Dronningen sagde i sin tale tirsdag aften herhjemme, en farlig gæst, men nu har virussen helt uden visum rejst hele verden rundt.

”Coronakrisen understreger, hvor sammenvævet verden er. Nu bekæmper vi virussen med social afstand, som er det modsatte af, hvad vores samfund og verdenssamfundet som sådan er bygget af. Det frie samfund er et produkt af socialt nærvær. Nu er vi i stedet fysisk fraværende, men digitalt nærværende. Jeg ved ikke, hvordan det vil opleves. Det er et socialt eksperiment uden fortilfælde.”

Hvordan reagerer du selv på coronakrisen?

”Som de fleste andre. Jeg er faktisk lidt overrasket over min egen forholdsvis rolige reaktion. Jeg ville tro, at jeg havde været mere stresset. Mine børn er som sagt herhjemme. Vi går ikke ud. Vi er meget forsigtige og vasker vores hænder, og vi ser slet ikke nogen i øjeblikket. Som jeg forstår det, er de første uger de vigtigste, så vi væbner os med tålmodighed og forsigtighed.”

I din bog skriver du, at vi lever i en slags troskrise eller forestillingskrise, fordi alle ved, at klimaforandringer er sande, men ingen vil tro nok på det til at handle efter det. Tror du, at coronakrisen kan afhjælpe vores ’forestillingskrise’, fordi vi nu selv mærker, hvordan det er at få ændret livet?

”Det er faktisk muligt. På den ene side kan man sige, at coronakrisen ikke kræver nogen stor forestillingsevne, fordi man nærmest kan se konsekvenserne time for time, men på den anden side kræver det alligevel lidt forestillingsevne. Man siger, at USA er 10 dage bagud i forhold til spredningen af virussen, så vi prøver at forestille os, hvordan det vil være her om 10 uger. Derfor tager vi forholdsregler, som ikke virker nødvendige lige nu, fordi vi endnu ikke er omgivet af syge mennesker, men vi opfører os, som om vi snart er det. På den måde kan det blive en dramatisk metafor for klimaforandringerne. Vi ser kun begyndelsen af konsekvenserne nu, men bliver nødt til at handle på dem nu. Lige nu forestiller vi os, hvordan det vil blive om 10 dage med coronakrisen, og måske kan man bruge den forestillingsevne til også at forestille os, hvordan det vil blive om 50 år med klimakrisen, så man kan kun håbe, at coronakrisen vil styrke vores forestillingsevne. Men jeg tvivler lidt på det.”

Til gengæld aktiverer coronakrisen – også i USA – i øjeblikket det samfundssind, som Jonathan Foer Safran roser i sin bog, hvor han sammenligner klimakrisen med Anden Verdenskrig, som han mener blev vundet af den opofrende civilbefolkning derhjemme.

Selvom krigen foregik tusindvis af kilometer væk fra den almindelige amerikaner, ændrede folk hjemme i USA vaner for at vinde krigen, som også var en krig om resurser. Ingen hamstrede toiletpapir. Men de jævne amerikanere accepterede højere skat og mindre kød på tallerkenen. Det er den slags samfundssind, som både kan redde klimaet og føre os sikkert gennem coronakrisen, mener han.

”Det er rørende at se, hvordan coronakrisen får det bedste frem i mange her i mit nabolag, hvor folk nu hjælper hinanden og køber ind til de sårbare og ældre, der ikke kan gå ud selv. Der er også mange, der køber gavekort til lokale restauranter, så de kan overleve. Og overalt i USA er der private hjælpeinitiativer, som ikke kommer fra regeringen. Rige basketballspillere har for eksempel doneret penge, så alle, der arbejder på stadioner, stadig kan få løn. Og alle, jeg kender, som har timelønnede medarbejdere, betaler dem stadig. Sådanne små gestusser er med til at holde samfundet kørende, og det taler højt om civilsamfundets betydning.”

Coronakrisen er således også en krig, man vil vinde sammen, men der er en forskel, mener han:

”Med coronakrisen kæmper man mod en fjende, som er uden for en. Det er den forbandede virus, som vi ønsker skal dø. Men klimaforandringer er en kamp mellem os og os selv. Nu bliver vi bedt om at ændre vores livsstil midlertidigt for at beskytte os mod en ydre fare, men med klimakrisen bliver vi bedt om at ændre vores livsstil permanent og nytænke både os selv og vores samfund.”

Tror du alligevel, at coronakrisen vil ændre vores vaner på sigt?

”Nej, i hvert fald ikke særligt positivt. Det viser os måske, at man kan indrette samfundet mere økonomisk, så folk ikke behøver at gå på arbejde, men får lov til at arbejde mere hjemmefra. Det kunne jeg godt forestille mig og frygte, for det ville kun ske ud fra kolde effektiviseringshensyn. Men det værste er, at coronakrisen også kan blive frygtens fremkaldervæske og få nationalisme og fremmedhad frem i folk, ligesom det altså også kan få det bedste frem i folk. Men trangen til at beskytte grænserne vil nok blive styrket, og det er åbenlyst, at det vil betyde, at fattige mennesker vil blive endnu mere udsat. Lige nu styrtdykker aktiemarkedet, men det skal nok stige igen. Og det vil forstærke samfundskelene, så rige bliver rigere og fattige bliver fattigere, så jeg frygter, at vi kommer til at ende et meget værre sted, når pandemien engang har lagt sig.”

Kan det ikke også give nye muligheder for fordybelse og samvær med familien?

”Jo, og det vil sikkert være rart de første dage, men så vil folk også blive sindssyge af det. Men hvem ved? Det her er som sagt som et kæmpe socialt eksperiment uden fortilfælde og i hvert fald uden fortilfælde i vores tid med internet, Facetime og Skype. Det kan føre os mod en form for næstekærlighed til hinanden, hvor vi lærer at huske på hinanden, men det kan også skubbe os længere ned ad vejen, hvor vi ender som zombier foran skærmen uden at tale så meget med hinanden fysisk og uden at være særligt kreative eller tankefulde,” siger den amerikanske forfatter, inden familiehunden begynder at gø så meget igen, at han forsvinder så længe, at man næsten kan være bekymret for, om han er blevet ædt.

”Undskyld for den gøende hund”, siger den verdenskendte dyreven, inden han vender tilbage til sin bekymring for det store sociale eksperiments konsekvenser for samværet mellem mennesker.

”Ja, det her kan både blive svært for de fattige og de socialt fattige. En ting er at sidde derhjemme med sin familie og sin hund med de forstyrrelser, det kan medføre, men for dem, der nu må sidde alene derhjemme uden chancen for nogen social kontakt, er det jo helt uudholdeligt, og jeg tænker især på de ældre,” siger han og spørger interesseret ind til, om man laver digitale kirkeløsninger for de mange ensomme ældre her i Danmark.

Hvordan vil du beskrive dit eget forhold til religion?

”Jeg tror ikke på nogen traditionel gud, men jeg tror på menneskets evne til at transcendere vores egne behov enten i form af altruisme eller i form af vidundere i hverdagen – følelsen af, at der må være noget ekstra ud over den fysiske verden. Jeg synes, der er en naivitet eller dumhed i alt for stor skråsikkerhed, som man også kan finde i religion. Men et af de bedste svar, jeg har hørt, om vedkommende troede på Gud, er. ’Jeg er agnostisk omkring mit svar, men jeg er også agnostisk omkring dit spørgsmål. For jeg er ikke sikker på, at vi mener det samme’. Det samme vil jeg sige. Og jeg ved heller ikke, om det overhovedet er muligt at mene det samme med ’Gud’. Det er en subjektiv abstraktion for mig. Jeg går ikke til nogen form for organiserede religiøse sammenkomster, men når jeg sidder ved middagsbordet med familien, er jeg bestemt bevidst om, at der findes noget, der er større end mig selv.”

Det er sådan et veldækket middagsbord, Jonathan Safran Foer godt kan se for sig, når han sidder og beder ”mere liv, mere liv” for sig selv i flyet. Nu er der ingen, der ved, hvordan han næste gang skal hæve sig en smule skrækslagen over Jorden i en menneskeskabt maskine, men kriser som denne er i de mindste gode til at tænke over livets foranderlighed, mener han.

”Krisetider kan ligesom øjeblikke af stor lykke forstærke bevidstheden om, at mange af de ting, vi tager for givet, ikke er stabile. Ting, som ellers virker urokkelige, er det ikke. Livet er forgængeligt og ustabilt, ikke kun på en skidt måde, men også på en god måde. Forleden fik min fætter sit første barn. Det er en begivenhed, som minder meget om en krise, men på en modsat måde. Det destabiliserer hverdagen og omvælter ens verdensbillede, så man forstår, at livet kan ændre sig radikalt og hurtigt. Vi kan prøve at forberede os til de forandringer, men må også anerkende vores begrænsede evne til at kunne forberede os til sådanne livsændringer. Men der er visse systemer og mennesker, der hjælper på alt. Det hjælper både at have en kærlig familie og vennekreds, når man får et barn, og når man får en sygdom,” siger han, inden barnestemmer blander sig med hundens gøen uden for kontoret. Der er mere liv, der venter på ham.