Som forfattertype er Gary Shteyngart normalt en festlig fætter. Sprogligt skyder han i alle retninger og rammer forunderligt nok altid sig selv, sin russiske indvandrerbaggrund og de overfladiske sider af amerikansk middelklasseliv træfsikkert i nakken. Men på det seneste er manden med de mange vittigheder, der også skriver manuskripter til HBO-serien "Succession" om en dysfunktionel rigmandsfamilie, kommet i dårligt humør. "Scary Gary", som Shteyngart blev kaldt i studieårene for sin hang til at forskrække pigerne på kollegiegangen med gakkede indfald, er selv blevet bange:
"Vi er kommet til et punkt nu, hvor det nærmest er selve demokratiet, der er til diskussion ved hvert valg. Det er virkelig skræmmende," siger han sukkende over telefonen fra New York.
At samtalen med den mange gange prisbelønnede forfatter til romaner som "Super sørgelig sand kærlighedshistorie", "Absurdistan" og erindringerne "Little Failure" (ikke oversat) bliver i mol, bør måske ikke komme som en overraskelse. Bagtæppet er immervæk Ruslands krig i Ukraine og forfatterens seneste roman, der som en af de første har coronapandemien som både ramme og tema. "Our Country Friends" hedder bogen, som de amerikanske kritikere har overhældt med superlativer, og om hvilken kollegaen Salman Rushdie har sagt: "Shteyngarts mest rørende roman - Tjekhov og Boccacio genskabt i Amerika i pandemiens første år - er en stærk fortælling om vor ituslåede tid".
I romanen forskanser en gruppe venner sig i et sommerhus ved Hudson-floden nord for New York. Her forsøger den Shteyngart-agtige vært, litteraturprofessoren Sasha Senderovsky, at genskabe barndommens russiske datja i en corona-fri zone, mæske sig i mad og fortællinger og i det hele taget ignorere verden udenfor. Hvilket selvfølgelig ikke lykkes, virkeligheden har det med at banke på i fiktionens hus.
Din roman er blevet flot modtaget, blandt andre af Salman Rushdie. Er du enig med ham i, at vi lever i en ødelagt tid?
"Ja, helt bestemt. Det har været slemt før, men tiden nu er virkelig skræmmende. Covid-pandemien og krigen i Ukraine er bare forvarsler. Vi lever i en tid med permanent krise, hvor den ene katastrofe afløser den næste. Vi troede, at kriser var en undtagelsestilstand, men nu er de blevet normaltilstanden. Der er en ildevarslende mangel på kontrol på alle politiske niveauer, og den situation kommer ikke til at ændre sig. Det store eksistentielle spørgsmål er, hvordan man fastholder venskaber og familierelationer i en tid med permanent krise".
"Our Country Friends" kaldes den første corona-roman, og du roses for at sætte ord på en virkelighed, vi alle gennemlever med isolation og rådvildhed som eksistensvilkår. Men du er også forfatter og må se tiden gennem et litterært filter?
"Jeg kommer selv fra en såkaldt fejlslagen supermagt (Rusland, red.) og lever i en anden supermagt nu, der er lige på kanten til at blive fejlslagen, så det er i dét lys, at jeg ser udviklingen. Men ja, jeg lever da med fiktion. Når man læser 'Dekameron', må man bare sige, at Firenzes eliter er SÅ tæt på vores. Det er, som om intet er sket. Eller tag Tjekhov, der beskriver studerende i urbane hipster-kvarterer – det er det samme her i byen. Livet gentager bare sig selv. Tjekhov var ekstremt brugbar for mig under arbejdet med den nye roman. Han skriver virkelig smukt om midaldrende mennesker, om hvad de fortryder, og om, hvordan det er at blive 50 år. Sådan tænker jeg også om mig selv: som en art journalist, der portrætterer verden, som den er her og nu."
Pandemien og krigen er to meget forskellige størrelser. Er der noget, der binder dem sammen?
"Kampen om, hvem der definerer virkeligheden, kendetegner vores tid. Mængden af misinformation er enorm, og der pågår en veritabel krig mod fakta. Vi er kommet til et punkt, hvor vi, selvom man kigger ud ad vinduet og kan se, at der vitterligt er 'facts on the ground', stemmer politikere til magten, der påstår, at disse fakta ikke er sande. Den åbenlyse løgn er set før i politisk historie, men den er særligt udbredt nu. Benægtelsen af fakta findes på begge sider af Atlanten. Her i USA har vi Tucker Carlson (indflydelsesrig højreorienteret tv-vært, red.), i Rusland har de statskontrolleret tv, og propagandaen er tyk begge steder. Det er den verden, vi lever i, og det er en global kamp - men lige nu betaler ukrainerne den højeste pris."
Du er født i Leningrad i 1972 og kom til USA med dine forældre som syvårig. Hvad er dine følelser for Rusland?
"Min kone er fra Korea, og jeg er fra Rusland, og tidligt bestemte jeg, at vores søn, der nu er otte år, ikke skal lære russisk. Dét land har bare ingen fremtid. Jeg har opholdt mig længe i Tyskland, hvor de er bemærkelsesværdigt gode til at komme overens med den totalitære fortid, men det er aldrig sket i Rusland. Her tier man bare stille. USA har også en omfattende debat om de mørke kapitler af fortiden, og det er indiskutabelt godt. Folk vil gerne være stolte af deres land, men hvis de ikke kender fortiden, er det jo en hul stolthed og det modsatte af patriotisme."
"Det interessante ved den statskontrollerede propaganda i Rusland er, at den skaber et rum, hvor sandheden aldrig kan blive kendt. Hvem ved i sidste ende, hvad der er sandt, når alt er relativt? Så kan mennesker jo mene hvad som helst, for eksempel, at covid-vacciner ikke virker, for det ene synspunkt er lige så rigtigt som det andet, og ingen har forventning om, at sandheden kan findes."
Du nævnte, at debatten også tidligere har været fyldt med misinformation. Så hvad er det nye nu?
"I det 20. århundrede var der medier fyldt med løgn og propaganda. Her i USA kaldte man den 'den gule presse', og den var maksimalt sensationslysten. Men der var samtidig en række mainstreammedier, der dannede modvægt til propagandaen. Nu er det fløjene, der presser midten, og ikke midten, der holder fløjene tilbage. Når man keder sig, tænder man for det, der agiterer mest muligt og bekræfter ens fordomme, og så bliver den offentlige debat som konsekvens meget vred og opflammende. Det er virkelig noget rod, at det, vi for kort tid siden var fælles om, nu er genstand for total uenighed."
Din roman slutter med, at nogle af vennerne i sommerhuset nord for New York finder sammen på en uventet måde. Familie og venner blandes i genkendelige, men dog nye former. Ser du deres ageren som eksempler til efterfølgelse?
"Jeg tror, at der er håb i at handle, og indrette sig på andre måder end de vante. Vi vil i fremtiden se nye måder at organisere os på i enten større familier eller sammen med venner. Tidsånden tilsiger jo total atomisering. Vi splittes som aldrig før. Men folk vil jo stadig gerne være sammen med andre mennesker, måske bare ikke med deres nærmeste familie. Selv havde jeg det ikke supergodt med mine egne forældre, men det betyder jo ikke, at man ikke kan organisere sig med venner og familie i en større kontekst."
"Venskab er nok et fænomen, der vil vokse i betydning for os, og det er vildt at bevidne som russer, for vi er altid bange for, at de andre i vores omgangskreds sladrer om os. Arven fra stikkersamfundet er stadig lyslevende. På mange måder har de overkommet denne frygt i Ukraine, hvor jeg klart fornemmer, at de tænker sig selv som et samfund, og ikke en stamme eller en snæver familie."