Først var bogen bare en idé, en flaksen i hjernebarkens neuroner. Så blev idéen over flere år nedfældet på papir i hånden, uden at nogen hørte om den. Så fik siderne med en agents mellemkomst omslag og udkom endelig i bogform - og kom straks på alles læber.
Også hos litteraturkritikkens dronning, New York Times' Michiko Kakutani, der ophøjede den unge debutant til ”Stor Forfatter” i J.D. Salingers, Charles Dickens' og Marcel Prousts ånd. Nu ligger bogen så foran den 36-årige Garth Risk Hallberg på et sprog, der ikke er hans, med titlen ”Byen brænder”.
Her klokken otte om morgenen med udsigt over Københavns vinter-rimede tage og tårne på Hallbergs danske forlag mærker man en ydmyg stolthed hos forfatteren over at være blevet en del af verdenslitteraturen. Samt en besindelse på det berusende i at være vidne til sin egen succes, lige nu og her.
Han husker første gang, han så en fremmed, der læste hans roman.
”Jeg var i metroen på vej hjem fra et interview, og jeg kiggede ned på en kvinde, der sad og læste på sin iPad. Pludselig så jeg 'hey, det er mine ord'. Men altså, det er en farlig og forførende fantasi, at man kan være sammen med sine læsere, når de læser,” fortæller Hallberg.
Læs en anmeldelse af romanen her
”Jeg prøver ikke at tænke over det mærkelige i det og fordyber mig i stedet mit næste projekt.”
Der er en meget sympatisk modsætning mellem Hallbergs slående uforstilte måde at være almindelig på og hans ualmindelige litterære succes. Men der er også en slående modsætning mellem hans roman og den tid, den udkommer i.
Med sine flere end 1000 siders insisteren på skønlitteraturens relevans og fordybelsens fortsatte eksistens markerer den en opposition til den digitale tids flakken rundt i abrupte eksplosioner af information. Faktisk var han i lang tid sikker på, at det netop derfor var blevet for sent til hans store - amerikanske - roman.
”Jeg vidste fra starten, at det ville blive en meget lang roman. Den beder om en særlig grad af opmærksomhed fra læserne. Og da jeg i midten af sidste årti begyndte at arbejde seriøst med den, handlede det meste af den kulturelle debat om, at spændet i folks opmærksomhed fra nu af kun blev kortere og kortere, at alt blev digitalt, og at vi stod i en tid, hvor de økonomiske vilkår for boghandlerne var forfærdelige. Jeg havde følelsen af, at det, jeg elskede ved romaner og læsning, blev undermineret. Men jeg skrev den alligevel. Det følte jeg mig kaldet til - sådan 'hvis jeg dør i morgen, hvad vil jeg så lave lige nu?'. Jeg ville skrive min roman.”
”Byen brænder” er en litterær ekspedition i den moderne sjæl, og den krydser ind og ud af personer, klasser, racer, seksualiteter, forstadslivet, kunsten, det dybt personlige og det politiske.
Alt sammen indfældet i 1970'ernes New York og med omdrejningspunkt i den punkbevægelse, der opstod der, da 68'ernes blomsterbesmykkede kærligheds-utopier var sunket sammen, og kriminaliteten, stofferne og nye dystre kunstnere som Lou Reed og Patti Smith voksede frem i ruinerne.
Det er her, at forbindelsen mellem liv og værk er tydeligst. For da punken med sin vrede og sin stikkende og spyttende afvisning af samfundets normer og krav fik en genkomst i første halvdel af 1990'erne, var det med teenageudgaven af Garth Risk Hallberg på den anden side af højttalerne og hoppende til koncerterne.
”Da jeg var 16, arvede jeg en gammel bil fra min far, mine forældre var blevet skilt, der var recession de år, og jeg havde bare brug for at komme væk. Og væk betød weekender og sommerferier i Washington DC, hvor det punkband, der hed Ben Fugazi, havde bygget en hel verden op fra bunden midt i den her by, der er så defineret af politisk magt. Og de havde gjort det uden at spørge om lov først, lavet deres eget pladeselskab, der forlangte at deres cd'er blev solgt billigt, og at billetterne til deres koncerter blev holdt på otte dollars, så alle kunne komme ind,” husker Hallberg.
”Så ja, det var aggressiv og vred musik, der gjorde oprør, men det var også et meget kreativt miljø. For mig inkarnerede punken begge poler, både skabelse og destruktion, på en måde, hvor de ikke er hinandens modsætninger. Og det er i opposition til den drømmeverden, der er i amerikansk forbrugskultur, hvor man tror, at man kan få den fulde glæde uden lidelse.”
Risk Hallberg bor i dag i bydelen Brooklyn, men han er ikke, som man ellers nemt kunne tro på hans evne til få New York til at larme og lugte fra romanens sider, indfødt newyorker. Så langt fra, faktisk. Risk Hallberg er vokset op i Greenville i delstaten North Carolina - på det tidspunkt en lille provinsby på 20.000 indbyggere fem timers kørsel fra Washington D.C. som nærmeste storby.
Det var også her, den følelse af at være en outsider, som drev ham ind i punken, og som alle hans karakterer i ”Byen brænder” på den ene eller anden måde er defineret ved, begyndte.
”I den skole, hvor jeg gik, var der var ikke nogen mere sikker måde at få fjender på end ved at sidde med næsen i en bog. Og det gjorde jeg. Jeg tror, at mange, der har den her besættelse og lidenskab for at læse, føler sig udenfor og ensomme. Så man finder sit hjem i bøgerne. Jeg havde den her følelse af at leve i eksil,” fortæller Hallberg.
Det er de samme fortabte og eksilerede følelser, der får to af hovedpersonerne i ”Byen brænder”, teenagerne Samantha Cicciaro og Charlie Weisbarger, til at flygte fra forstadslivet i New Jersey og ind i punkfællesskabet om musik, poesi, filosofi og stoffer i New York.
I det samme miljø møder man Nicky. Hos ham bliver punkens oprør ikke forløst kunstnerisk, ”han kan ikke skabe,” som Hallberg siger, men bliver omsat først til en politisk doktrin af løsrevne nietzscheanske slagord og siden til en terrorbombe, der skal starte en revolution.
”Nicky er en tragisk figur, der tror på, at han har et program, der kan ændre verden og gøre ham mindre ensom og forvirret. Men det sker mere eller mindre for alle karaktererne, at de forgæves prøver at nå et sted hen, hvor den situation er ophævet. De brydes alle sammen med eksistensen, med ensomheden, deres forhold til andre mennesker, og de tvinges alle til at erkende, at man ikke kan adskille alt det, man godt kan lide ved livet, fra det, man ikke kan lide. At længslen efter de enkle, universelle løsninger er det, der fører dem i problemer,” analyserer Hallberg. Han løfter det til en generel diagnose:
”Vi lever i et hav af selvmodsigelser, spændinger, spørgsmål og mysterier. Og det er virkelig svært at udholde, og derfor er vi åbne over for en - politisk eller religiøs - doktrin at leve efter, og som lover en enkel vej til, at alt vil blive løst.”
Flere af romanens karakterer opdager, at de - enten uden at have tænkt over det, eller på trods af at de dyrker Nietzsche og Marx - ikke kan skære båndet til religionen fuldstændigt over. Hvorfor kan de ikke det?
”Det er et interessant spørgsmål. Hele romanens univers - og for mig at se også det liv, vil lever i dag og har gjort de seneste par hundrede år - handler om at prøve at finde værdier, der giver eksistensen mening, efter at de gamle nedarvede værdier er kollapset. En reaktion er at afsværge al religion og metafysik og sige, at der kan vi ikke længere lede efter svar. At det vil være udtryk for noget reaktionært. Men for mig at se bliver det absurd at gøre for eksempel neurovidenskab til ens livsgrundlag. Der er religiøse og metafysiske sandheder, som jeg ikke er villig til at forlade som meningsløse. Heller ikke som romanforfatter. Det er noget, som mange romaner har været for ivrige efter at vende sig bort fra.”
”Prøv at se på en forfatter som Cormac McCarthy. Hans beskrivelser af ondskaben er så skræmmende og fængende, fordi hans landskaber i den grad er besjælede af Det Gamle Testamente. Der er der noget, som han finder i den verden, som stadig taler til os. Eller læs Don Delillo i 'Underworld' - den er så hjemsøgt af katolicismen. Ikke fordi den er missionerende eller doktrinær, men den tager virkelig ikke let på begrebet om skyld. Og hvis man har et rent materialistisk livssyn, hvad er skyld så? En eller anden kemisk reaktion i hjernen - altså, det er ikke sådan, det opleves. Ligesom religion kan blive absolutistisk, kan afvisningen af den blive det.”
Og der er ikke absolutte svar?
”Nemlig. Kun absolutte spørgsmål.”
Netop som taget til det metafysiske og religiøse har løftet sig, banker fotografen på døren. Det er hendes tur nu, inden Garth Risk Hallberg skal videre til andre interviews og en oplæsning. Det er tid til det sidste spørgsmål.
Vi vender tilbage til det grandiose i såvel ”Byen brænder” som i amerikansk litteratur og kunst generelt. Noget, som romanen faktisk selv kommer ind på flere gange. Hvad handler ”det store” egentlig om for ham som amerikansk forfatter?
”Altså, de passager er i høj grad selvironiske. Det er mit forsøg på at understrege det futile i projektet. Den bedste kunst er ædle, men futile reaktioner mod endeligheden. Det kan man finde i de fleste lange romaner - som når Melville bruger jagten på hvalen som en metafor på, hvad han selv laver med 'Moby Dick'. Men det er et fascinerende spørgsmål, hvorfor amerikanske forfattere stadig er tiltrukket af det lange og enorme.”
”Måske er det en slags imperialistisk dekadence. På den anden side har alle sprog på et eller andet tidspunkt haft de her romaner, der prøver at gribe identiteten og historien i én roman. Jeg har læst Pontoppidans ”Lykke-Per” - det er også en stor og lang roman. Men der er også en generøsitet over det. Ikke mindst i en verden, hvor folk for en gangs skyld gerne vil mødes som nogle, der er født med store mængder af værdifuld opmærksomhed.”