Prøv avisen
Reportage

Amerikansk succesforfatter: Når man læser en roman, slipper man for sig selv

Foto: Foto: Nicolai Hildebrand

Den bogaktuelle amerikanske forfatter Jonathan Franzen talte veloplagt for et stort publikum på Heartland festivalen om teknologiens trussel mod læsning og fordybelse

”Tak for i dag, tak, fordi I kom.”

Jonathan Franzen er klar til at runde af. I et fyldt cirkustelt på Heartland Festival gør han fra scenen mine til at smutte. Eneste problem: Vi er kun halvvejs gennem spørgsmålene i denne ”talk”.

Samtalepartneren er chefredaktør Martin Krasnik fra Weekendavisen, og grunden til, at Franzen gerne vil videre, er, at samtalen er på vej ind på de ømtålelige områder teknologi og autofiktion. Så når Franzen – med et gigantisk glimt i øjet – takker af, er det, fordi han ved, at hans kritik af lige disse emner ofte giver ballade.

Kogt sammen til ét siger han så (med paraderne nede, men velvidende, at vi her i autofiktionens hjemegn med Knausgård som skandinavisk husforfatter nok ser anderledes på det): ”Autofiktion er som Facebook.”

Hvordan?

”Jeg synes, at meget autofiktion er præget af en modvilje eller manglende evne til at skabe en bæredygtig struktur,” siger Fanzen og tilføjer, at Knausgård er en vældig dygtig forfatter.

Men alligevel. Nogen skaber af ambitiøse sociale romaner med et stort persongalleri og med komplekse moralske spørgsmål gennemspillet i et fiktivt rum som i realismens ”hey days” i 1800-tallet er han jo ikke.

Autofiktion er som de sociale medier henkastet, foreløbig og selvoptaget, mener Franzen, og langt væk fra idealet om kompleks fortællekunst, som han selv hylder og har efterlevet i romaner som ”Korrektioner”, ”Frihed” og ”Purity”. Romaner, der har gjort ham til en af de mest læste nutidige litterære amerikanske forfattere. Lige nu er han aktuel på dansk med essaysamlingen ”Ved enden af verdens ende” (Gyldendal).

”En roman eller et litterært essay kræver langt større omhu, ambition og hårdt arbejde end den måde, man kommunikerer på på nettet,” siger han videre.

Her – på eksempelvis Facebook – taler man med meningsfæller, mens lyden af heppekor ingenlunde er sound track’et til den litterære roman. ”Når man er færdig med en roman eller et essay, sender man det ud i verden og kan ikke styre modtagelsen, for alle – ikke kun vennerne – kan læse med.”

Det gør romanen ekstremt demokratisk, og det, Franzen hylder, er dybest set den borgerlige offentlighed, hvor meninger brydes på oplyst grundlag og ikke som nu, hvor man modtager de nyheder, der passer til ens verdenbillede og aldrig udfordres i den virtuelle skyttegravskrig, som de sociale medier er blevet.

Franzen har også et andet horn i siden på Zuckerberg og alle de andre, der med utopiske salgstaler lancerede de sociale medier, som for Franzen at se for længst er blevet det modsatte: asociale medier.

”Når du er limet til skærmen, ser du ganske enkelt ikke andre mennesker. Din egen verden er alt,” siger han.

En ryger er som en Facebook- og Twitterbruger også afhængig, men rygeren ser i det mindste andre mennesker og er til stede i verden, mens han puffer løs, fortsætter Franzen. Med Facebook i front er de sociale medier blevet alt det, romanen ikke er.

”En roman skaber forbindelse til andre mennesker og måske allervigtigst: mellem de levende og de døde. Når jeg læser, slipper jeg for at være mig selv og kan leve mig ind i andre. Det er en stor frihed,” siger den amerikanske forfatter og understreger, i det han selv afvæbnende kalder en slags salgstale: ”Jeg vil have forbindelse og ikke ses som en isoleret forbruger.”

I teltet her på festivalen ved Egeskov Slot på Midtfyn er der stor tilslutning til hans synspunkter, også selvom et stort flertal sad med deres iPhones fremme i ventetiden, inden Franzen gik på scenen. Selv er Jonathan Franzen ikke på de sociale medier og ved godt, at han som snart 60-årig i manges øjne er en meget gammel hvid og privilegieblind mand.

Hans kritik af digitalisering, Twitter og Facebook var han imidlertid tidligt ude med, og han har været konsekvent gennem årene. Hans nye romanprojekt, som han fortæller om til sidst, er i ikke færre end tre bind og foregår i 1970’ernes begyndelse.

”Der er noget ’guilty pleasure’ over at forsvinde seks timer om dagen ind i en opfundet verden. Men jeg er snart 60 år og må godt,” siger han smilende.

Intet som at slippe for sig selv. At dømme efter klapsalverne deles hans længsel af mange.

En roman skaber forbindelse til andre mennesker, og måske allervigtigst: Mellem de levende og de døde. Når jeg læser slipper jeg for at være mig selv og kan leve mig ind i andre. Det er en stor frihed

Jonathan Franzen