Amerikas jødiske kronikør er død

Philip Roth skrev i over 30 år bøger om livet som mand og jøde med amerikansk historie som bagtæppe. Nu er han død i en alder af 85 år

”Jeg tror egentlig, at de fleste af os godt ved, hvad der er vigtigt her i livet, og vi prøver at nyde det, mens det er. Man behøver ikke døden for at skærpe sin opmærksomhed over for livet,” har Philip Roth sagt. Han boede ved sin død i New York efter i mange år at have haft et hjem både her og i delstaten Connecticut. –
”Jeg tror egentlig, at de fleste af os godt ved, hvad der er vigtigt her i livet, og vi prøver at nyde det, mens det er. Man behøver ikke døden for at skærpe sin opmærksomhed over for livet,” har Philip Roth sagt. Han boede ved sin død i New York efter i mange år at have haft et hjem både her og i delstaten Connecticut. – . Foto: Eric Thayer/Ritzau Scanpix.

Forfatteren Philip Roth er død den 22. maj 2018. Genlæs dette portræt, som blev skrevet, da Philip Roth i marts fyldte 85 år.

Philip Roth er stoppet med at skrive, men der udkommer stadig bøger i hans navn. Den på alle måder markante amerikanske forfatter, der hele sit liv har været på kant med konventionerne og blæst på borgerlig smag, er nu for alvor ved at blive kanoniseret og indlemmet i det fine selskab.

Hans nye bog er en artikelsamling med titlen ”Why Write? Collected Nonfiction 1960-2013”. Og udgiverne er ikke hvem som helst, men selveste The Library of America: Den berømte klassikerserie, hvis redaktører kun udsender det ypperste inden for amerikansk litteratur, og som regel kun af døde forfattere. Så Roth er med i celebert selskab, og i sin selvvalgte tavshed (for nogle år siden meddelte han, at han ikke havde mere at sige og derfor er stoppet med at skrive bøger) er han atter bogaktuel. Roth, der fylder 85 år på mandag, forsvinder aldrig – heldigvis.

Nu er det faktisk ikke hele sandheden om Roths store forfatterskab, at han altid har været oprørsk og på kant med den gode smag, hvad enten denne har haft skikkelse af politikere eller rabbinere eller andre repræsentanter for det jødiske miljø, som han før i tiden ofte gjorde rasende.

”Den jødehadende jøde” og andre etiketter blev med løs hånd fæstnet til Roth dengang i 1960’erne.

I virkeligheden hænger Roths lange karriere med over 30 bøger forbløffende godt sammen. Det er de samme temaer og den samme sproglige energi, der løber i bøgerne fra debuten med ”Farvel, Columbus” i 1959 og til hans sidste roman, ”Nemesis” fra 2010.

Roth er en af de forfattere, der har en meget tydelig stemme. Man kan tage hvilken som helst af hans bøger og på side ét fornemme, at den er skrevet af ham. Selv i den tidlige fase af forfatterskabet, hvor han skrev psykologisk realisme med inspiration fra Henry James, er det tydeligvis ham, energiske, ordrige Roth, der er på siderne. Senere blev han vildere – mest eksperimenterende og kompromisløs i mesterværket ”Sabbaths Teater”. Der har også været andre faser, for eksempel en periode med metafiktion i 1980’erne, hvor de store Israel-romaner ”Modliv” og ”Operation Shylock” blev skrevet. I sin sene periode har han fundet en fornyet stabilitet ved at skrive kortromaner, ofte med amerikansk historie som baggrund. Og så er de fantastiske erindringsbøger slet ikke nævnt.

Pointen er, at selvom Roth skriver meget forskelligt livet igennem, er han altid den samme i stemmen, og hans emner er genkommende: Han har konstant undersøgt, hvad det vil sige at være jøde og mand i anden halvdel af det 20. århundrede, og hvordan amerikansk historie griber ind i almindelige menneskers liv og ændrer tilværelsen for dem.

En pendulering mellem oprør og forsoning præger alle romanerne – typisk hedder berømte titler ”Portnoys genvordigheder” og ”Indigna- tion”, men lige så typisk tager han også borgerlighedens synspunkt på sig og skriver i den geniale USA-trilogi, der begyndte med den filmatiserede ”Amerikansk pastorale” om 1960’erne, der gik amok i samfundsnedbrydende tendenser. Oprør, terror og anarki, som det udviklede sig i 1960’erne, var ikke Roths gebet, dertil er han alt for meget amerikaner med klassisk tiltro til de bærende samfundsinstitutioner og alt for lidt ungdomsoprører. ”Derude på den yderste venstrefløj var de vilde, nogle dræbere,” har han sagt.

Nu er han altså blevet nestoren i amerikansk litteratur, en tavs vismand, der fra sin lejlighed på Upper West Side på Manhattan læser klassikere, følger de nye forfatteres romaner og en sjælden gang imellem kommenterer tidens skæve gang i USA.

Jeg mødte ham til et sjældent interview i lejligheden i 2010, og allerede dengang kredsede hans tanker om afslutningen på det hele.

”Jeg er ikke bange for døden. Men jeg må sige, at intet i min ungdom forberedte mig på, hvordan det føles at skulle dø,” sagde han blandt andet.

Han fortalte videre om, hvordan ungdommen og alderdommen egentlig er ret forskellige, hvad synet på døden angår:

”Underligt nok tænkte jeg mere på døden, da jeg var 20 år, end nu. Men jeg tror egentlig, at de fleste af os godt ved, hvad der er vigtigt her i livet, og vi prøver at nyde det, mens det er. Man behøver ikke døden for at skærpe sin opmærksomhed over for livet. Man håber, at ens fejltagelser ikke er fatale, og at man ikke smider store portioner af sit liv væk. Man kan drikke og tage stoffer, og ens liv kan forsvinde. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har lavet mine fejltagelser, og de har gjort mig til den, jeg er. Og det var mine fejltagelser, der bragte mig ud i verden.”

Roth fortalte også om sit forhold til jødedommen, der har præget hele hans liv, men som altid med Roth lidt indirekte. Man skal aldrig forvente at ”finde ham”, den biografiske person, i romanerne. Han afskyr betegnelser som ”jødisk-amerikansk litteratur” og mener ikke, at identitet har noget med litteratur at gøre. Man skriver ikke romaner for at udforske sin kultur eller etnicitet, mener han.

Men han vedkender sig naturligvis, at mange af hans romaner har jøder i hovedrollen og ofte handler om jødiske emner. Roths jødedom er som regel renset for religiøst indhold – hverken Gud eller Talmud eller religiøse ritualer optræder på siderne, men der er masser af kulturelt indhold.

Roth er ”jewish”, men ikke ”judaic”, kan man sige, og denne distinktion har vi ikke på dansk. En af de mange Roth-forskere har sagt, at Roth forstår jødiskhed som en stammeidentitet, der er baseret på generationer af mennesker, der omhyggeligt har formet deres liv på en måde, så de adskiller sig fra det øvrige samfunds. Her i denne stammeidentitet findes en rigdom og variation, som verdslige jødiske forfattere som Roth og Saul Bellow og andre fra deres generation har defineret. De var enere, men indgik i et fællesskab, som de selv var med til at skrive frem. Siden er mange andre ”bindestregs-amerikanere” kommet til det litterære liv, men de jødiske amerikanere, efterkommere af udvandrere typisk fra Østeuropa, var ekstremt toneangivende, dengang Roth fik sit gennembrud.

Et langt liv i litteraturens tjeneste har skænket forfatteren alle udmærkelser af betydning, pånær én: Nobelprisen, så den er han altid på tale til at modtage. Men nu fik en anden amerikaner med samme køn, samme alder og med jødisk baggrund den jo for ikke så længe siden, og mon ikke Roth er helt tilfreds med, at musikeren Bob Dylan fik den? Det var i hvert fald et brud med konventionerne, som han vil vide at værdsætte.

Det er nok også efterlivet, som han tænker mest på nu i sin høje alder: Vil han blive læst efter sin død? Det tror han ikke selv:

”Jeg er bange for, at ingen af os fra min generation bliver læst om 20 år. Jo, der vil altid være en romankultur og mennesker, der læser ’Krig og fred’ og Dostojevskijs bøger, men det vil være en lille flok,” sagde han her i avisen.

Men lad os nu se. At få sine bøger udgivet i den fornemme klassikerserie er et vigtigt skridt på vejen. Og nej, nogle af hans mange romaner vil sikkert blive glemt, men se, hvordan han pludselig blev ny-aktuel ved Donald Trumps tiltrædelse, fordi den kontrafaktiske roman ”Komplottet mod Amerika” fra 2004 om en fascistisk magtovertagelse af USA pludselig kunne læses som ”romanen, der forudså Trump”.

Roth har altid haft mange liv, og han vil også være der for fremtidens generationer af læsere.