Stor kunst flugter ikke altid med tidsånden, og indimellem kan de to være på decideret kollisionskurs.
Tag bare amerikanske Philip Guston, der i sine sene værker malede hætteklædte Ku Klux Klan-figurer og undersøgte sin rolle som hvid mand i det amerikanske samfund, der hviler på vold og racisme.
Guston døde i 1980, men hans kunst vækker fortsat vrede og debat, og udstillingen “Philip Guston Now”, der netop er åbnet på Museum of Fine Arts i Boston, er flere gange blevet udskudt, og senest på grund af politiets mord på George Floyd – hvis eneste forbrydelse var at være sort.
I magasinet Forbes kalder Chadd Scott “Philip Guston Now” for “Amerikas mest kontroversielle udstilling”. Det er ikke en overdrivelse. For omkring dens værker bliver angrebene, anklagerne og frustrationerne ved med at fyge. De fire museer, der over de næste år skal huse den rejsende udstilling, er således blevet kritiseret for at give plads til Gustons malerier af voldsparate racister. Mens andre har svært ved at tilgive, at museerne tidligere gav efter for kritikken og den voksende Black Lives Matter-bevægelse.
Kurator og kunsthistoriker Darby English har således i The New York Times kaldt udsættelsen “kujonagtig og patroniserende, en fornærmelse af såvel kunsten som publikum.” Mens Robert Storr, der har skrevet biografien “Philip Guston: A Life Spent Painting” mener, den var udtryk for manglende mod: “Det er et episk forræderi mod kunsten, mod kunstneren og – mest af alt – mod offentligheden.”
Virakken er ikke den første af sin slags, og museer i USA har også tidligere mødt voldsom kritik for at udstille værker, der tematiserer racerelateret vold fra den ene eller anden synsvinkel. Som da Whitney Museum of American Art i 2017 udstillede Dana Schutz’ “Open Casket”, der afbilder den døde Emmett Till, der blev lynchet i 1955 i Missisippi. Hvilket førte til anklager om, at hvide Schutz kapitaliserede på en tragisk sort skæbne og til krav om, at værket blev destrueret.
Følsomheden over for kunst, der kredser om race, racisme og vold er altså ikke ny i USA, men har vel aldrig været mere udtalt end i 2022. Den nyåbnede Guston-udstilling er i hvert fald kurateret på en særlig måde i forsøget på at navigere i minefeltet af meninger, identiteter, følelser. Og Boston-museet skriver sådan om arbejdet i et statement: “Udstillingen har udviklet sig betragteligt de seneste par år og frem mod en tilgang med større diversitet, flere historiske referencer, med inddragelse af flere kunstneriske perspektiver og anført af et udvidet hold af kuratorer og rådgivet af mange stemmer.”
Rettidig omhu? Eller slap eftergivenhed for identitetspolitiske kræfter med brug af alle de rigtige ord – “diversitet”, “flere perspektiver”, “mange stemmer” – i et absurd forsøg på at undgå enhver tænkelig form for krænkelse?
Guston er under alle omstændigheder stadig, her 42 år efter sin død, kontroversiel. Ja, endnu mere kontroversiel end dengang, han stadig levede og malede sine hætteklædte klansmænd. Som han efter eget udsagn opfattede som en slags selvportrætter.