Prøv avisen

Folkekomedie om moderskabet mæsker sig i stereotyper

3 stjerner
Når det tragiske ikke indfanger andet end hule klichéer, runger latteren hult, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Der kunne nu vel være mere gods i løjerne i "Mødregruppen"

Moderskabet er blevet en ”darling” i kulturlivet. Christina Hagens teaterstykke ”Med mig selv i mine egne arme”, avisklummer, podcasts, autofiktion og digte. At være, eller ikke at være, forælder er gået fra at være en privatsag til et offentligt anliggende. Skreddet er sket i forlængelse af, at det at få børn er blevet et eksistentielt til- eller fravalg og ikke en af de mest almindelige dele af menneskelivet. Barnet kan blive glemt og klemt i kampen om moderskabet som nedstigen til Helvede eller porten til Himmerige. Således også i Charlotte Sachs Bostrups komedie ”Mødregruppen”, der lægger sig i slipstrømmen af udforskningen af moderrollen. Indholdet er dog fjernt fra de eksistentielle overvejelser.

Nu er ”Mødregruppen” jo også en komedie, så det er vel okay, men der kunne nu vel være mere gods i løjerne. Og, jo, kvinderne er stærke, men ikke beundringsværdigt stærke, ikke stærke nok til at blive nævnt i sammenhæng med for eksempel ”Ditte og Louise”. Danica Curcic er mor Line, der lever det søde liv i Hongkong som trofæhustru til keramikkongen Bjørn (Anders W. Berthelsen). Men slangen lever vellystigt i det velhaveriske paradis, så da Line fanger Bjørn sammen med barnepigen, der ”jo er en gave til hele familien”, bryder Line tilsyneladende ud af buret og drager mod hjemstavnen, mod Korinth på Fyn og den forsmåede familie hjemme i provinsen.

Curcic er en fantastisk skuespillerinde. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt det ubehag, hun viser i første del af ”Mødregruppen” ved at være overfladisk overklassefrue, er virkelig velspillet skuespilkunst eller en hjertebunden følelse.

Hjemme i Korinth er keramikerkusine Maja (Julie Agnete Vang, der bærer sødmen i sig) godt sur, fordi Line og Bjørn har lukket den lokale fabrik og taget al overskuddet med østover. Men Line charmerer sig hjælpeløst ind i Majas mødregruppe bestående af den homoseksuelle alenefar (Martin Buch), den storavlende revisormor (Lærke Winther), speltmoderen (Marijana Jankovic) og silikonemoderen (Stephanie León).

Spelt og yoga over for frisprog og flødeskumskager, rig forretningsmand og fattig au pair, Korinth mod Hongkong. Det er ikke ligefrem banebrydende modsætninger, men nu skal folkekomedien jo heller ikke nødvendigvis bryde nyt land. Alligevel. Når det tragiske ikke indfanger andet end hule klichéer, runger latteren hult. Måske er det også bagstræberisk at kritisere en komedie som ”Mødregruppen” for, at den ikke tager fat på de erfaringer, vi som mennesker har tilfælles. Men i stedet fokuserer på de helt konkrete udenoms omstændigheder, vi føler, vi deler. Det overfladiske, det, der ikke stikker dybt, statusmarkører snarere end horisont. Hvedebrød eller glutenfri. Tennis i troperne eller bindingsværkshuse møbleret med ”hvidt og slidt”. Det, vi spiser, i stedet for det, vi åndeligt optages af. Komikken stivner i al fald i det villede og velkendte. Selv små nik tilbage til folkekomediens bagkatalog med dullede stuepige- uniformer er uelegant, hvis sigtet skule være en en patriarkalsk kritik.

Men Fyn tager sig vældig fin ud. Og skuespillet er charmerende.