Prøv avisen
Bog

Anbragte børns værste mareridt

3 stjerner
Colson White­head er født i 1969 og fik sit store gennembrud for tre år siden med romanen ”Den underjordiske jernbane”, der er ved at blive filmatiseret. Forfatteren bor på Manhattan i New York med sin familie. – Foto: Christoph Hardt Via www.imago-Images.de/Imago/Ritzau Scanpix.

Den prisbelønnede amerikanske forfatter Colson Whiteheads historiske roman ”Drengene fra Nickel” om en opdragelsesanstalt er ikke helt så forrygende, som anmelderne i hjemlandet mener

Med statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale er debatten om anbragte børn for alvor kommet i gang. Hvad skal der til, før børn fjernes fra hjemmet, og hvordan præges børnene resten af livet? Nemme svar er der ikke, men ind i den aktuelle debat kommer nu den amerikanske stjerneforfatter Colson Whiteheads roman ”Drengene fra Nickel”, der handler om anbragte børn i USA i 1960’erne.

Hverken dengang eller nu havde myndighederne det fulde overblik og den perfekte løsning, men i dag er man dog blevet klogere på, hvad man ikke skal gøre. Om ikke andet er Whiteheads roman en form for trøst på en trist baggrund: børnehjem og opdragelsesanstalter som The Nickel Academy i Florida, hvor romanens to hovedpersoner, Elwood og Turner, anbringes, findes heldigvis ikke længere.

Romanen er baseret på virkelige hændelser, men både handling og persongalleri er opdigtet. Børnehjemmet er et helt igennem forfærdeligt sted: racistisk, voldeligt og psykisk ødelæggende. Alle ansatte er hvide, og en stor del af de anbragte børn er sorte, og modsætningen mellem farver løber som en strøm gennem bogen og helt ud på forsiden, der er holdt i sort og hvid med en blodrød firkant – en dør til Helvede? – i midten.

De to drenge Elwood og Turner kender ikke hinanden, før de anbringes på samme sovesal på Nickel, som børnehjemmet hedder i daglig tale. Begge er ofre for en enormt lemfældig anbringelsespolitik, hvor blot en minimal lovovertrædelse eller en banal misforståelse er nok til at blive anbragt og introduceret til ”en smule disciplin”, som en af de ansatte indsmigrende fortæller en journalist mange år senere, mens han ihærdigt benægter at have tæsket ungerne med op til 40 slag med livremmen.

Elwood er en klassisk god dreng, det er Turner ikke, og det skyldes, at de begge for Colson Whitehead skal inkarnere et princip i afrikansk-amerikansk historie. Her har et centralt spørgsmål siden begyndelsen af 1960’erne været, om man skal vælge en ikke-voldelig integrationsstrategi, hvor man nedtoner sort identitet, eller om man skal gå mere håndfast og ekskluderende ind i borgerrettighedskampen. Historisk stod Martin Luther King for den ene vej, mens Malcolm X stod for den anden.

Elwood tror fuldt og fast på, at mennesket gennem næstekærlighed og boglig lærdom kan forbedre sig, mens Turner er betydeligt mere skeptisk over for den for ham at se egoistiske menneskelige natur, og en debat mellem disse positioner udspiller sig gennem romanens handling, der omkranses af en prolog og en epilog, der bringer historien op til nutiden.

Det er velgørende at se, at en moderne roman som Whiteheads tager et så gammeldags virkemiddel som at udstyre personer med bestemte livssyn op. Men bogen kammer over i en for firkantet politisk korrekthed, når fortælleren på et tidspunkt blander sig med en direkte henvendelse til læseren om bogens budskab. Ja, vi ved godt, at racisme er forkert, og ja, vi ved godt, at slavetiden satte grusomme spor i historien. En stor del af den afrikansk-amerikanske befolkning, der udgør cirka 14 procent af USA’s indbyggere, har haft ubærlige liv siden, blandt andet på grund af racistiske institutioner som The Nickel Academy (som i virkeligheden hed Dozier School for Boys og lå i Marianna, Florida).

Men man forventer altså noget mere end almindeligheder fra en så fejret forfatter som Colson Whitehead, der har vundet alle de store priser i USA. Når romanen tilmed er fortalt i et undertiden lidt hygsomt sprog, hvor personerne i den danske oversættelse omtales som banditter, bonderøve og båtnakker, og uden spor af den stilistiske eksperimentlyst, der ellers kendetegner forfatterskabet, undrer man sig som læser mildt sagt over de mange lovord på bagsiden af ”Drengene fra Nickel”:

”Nødvendig læsning”, siger Barack Obama. ”Hjemsøgende. Afgørende. Knusende”, kundgør The New York Times. ”En af Amerikas bedste romanforfattere”, lyder det fra The Wall Street Journal. Tjoh. Tjah. Helt forkert er det vel ikke, men noget nyt om hverken racisme eller amerikansk historie skal man ikke forvente, og en anderledes måde at behandle sproget på eller se verden på, skal man slet ikke sætte næsen op efter.