At mennesket ikke lever af brød alene, er en sandhed, der bliver taget helt bogstaveligt på Hotel Aalborg.
Det er fredag formiddag, og en snes mennesker sidder rundt om et stort ovalt bord i et mødelokale. De fleste iført varme fleecetrøjer og arbejdsbukser med plads til både tommestok og skruetrækker. Det er håndværkere, som i denne tid arbejder på at gøre det tidligere sømandshjem på havnen i Aalborg dobbelt så stort. Nu er de, som det sker hver fredag, inviteret indenfor, og foruden det bjerg af brød, æg, ost og marmelade, de har forsynet sig med fra hotelbuffeten, får de sig også en snak med hotellets personale.
”I dag er det tæt på, at vi kan gå på vandet,” bemærker en af mændene.
Han hentyder til de sibiriske frostgrader, der har gjort havnebassinet over for hotellet til en skøjtebane, men får samtidig på elegant vis skabt sammenhæng mellem den gemytlige morgenmadssnak og det, der nu skal ske.
For bordenden rømmer hotelchef Bo Kikkenborg sig og siger, at det nu er tid til dagens ord. Han trykker på sin bærbare computer, og via en højtaler lyder det: ”Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt.” Og ud af højtaleren lyder det videre ”Jeg synes, det er så fedt det der med, at Gud er der, hvor jeg søger tilflugt. Det kan kun betyde én ting, at det ikke er mig, der skal være Gud eller skal prøve på at være Gud, jeg kan nøjes med at være menneske. Jeg skal ikke ud at gå på vandet, det kan vi lade Gud om.”
Da afspilningen fra folkekirke-hjemmesiden www.dagensord.dk er slut, folder Bo Kikkenborg sine hænder og takker Gud for, at flokken omkring bordet kan samles, at de kan arbejde, og at de kan gøre en forskel. Han beder om, at de må lægge deres liv i Guds hænder, og at Gud vil velsigne hver en medarbejder, håndværker og gæst på hotellet.
Andagten i mødelokalet gennemføres hver eneste arbejdsdag på hotellet, som den har gjort det på dette sted i årtier. Tidligere bestod andagten af salmesang og bibeloplæsning, men computer-moderniseringen til trods er meningen uforandret. På samme måde er den kristne værdi om omsorg for næsten stadig en grundpille, selvom det, der engang var et sted for hjemvesramte sømænd, snart er omdannet til et firestjernet hotel med suite og al den komfort, nutidens hotelgæster efterspørger.
”Sådan som Aalborg har udviklet sig, ligger hotellet efterhånden på en af byens bedste adresser med Musikkens Hus og Nordkraft som nærmeste naboer. Vi har oplevet fremgang og har nu byens bedste belægnings-procent, derfor har vi længe ønsket os en tilbygning og en modernisering,” siger Bo Kikkenborg.
Han siger i samme åndedrag, at ånden fra det gamle hotel for alt i verden ikke må gå tabt. Hotel Aalborg blev oprindeligt grundlagt som Aalborg Sømandshjem tilbage i 1905 og var i mange år et fast tilholdssted for sømænd, hvis skibe lagde til kaj i Aalborg. Stedet havde et kristent fundament og var for mange et velkomment alternativ til byens værtshuse. Først for halvandet år siden fik hotellet alkoholbevilling, og det skete ifølge Bo Kikkenborg ikke uden modstand. Og stadig er det sådan, at hotellet ikke serverer alkohol til personer, der er synligt berusede.
”Vi driver hotellet på almindelige kommercielle vilkår, men er alligevel anderledes. Først og fremmest fordi hele overskuddet fra hoteldriften går til socialt velfærdsarbejde blandt søfolk og i det maritime miljø, men også fordi der hersker en særlig ånd her,” siger Bo Kikkenborg.
Han er opvokset i en familie, der bekender sig til Indre Mission, men betegner nu sig selv som folkekirkelig. Bo Kikkenborg er en beskeden mand, der erkender, at det kan være svært at sætte ord på den ånd, men prøver alligevel:
”Det er, som om vi har et ekstra gear, som vi bruger til at skabe nærvær. Vi foregiver ikke at interessere os for den enkelte gæst, interessen er helt igennem ægte,” siger han, der altid har gæsterne med i sin bøn ved den daglige andagt.
”Man kan sige, at vores gæster får en ekstra ydelse. Vi missionerer ikke, men vi stiller os gerne til rådighed og tilstræber at leve op til den kristne næstekærlighed i kraft af vores gerninger,” siger Bo Kikkenborg og tilføjer:
”Jeg ser det som min hovedopgave at tiltrække flest mulige gæster, for jo flere penge vi tjener, jo mere kan vi støtte sømændene.
På flere måder er Hotel Aalborg derfor stadig en slags hjem for de omkring 16.000 søfolk, der kommer til byen hvert år. Overskuddet går til velfærdsarbejde blandt dem, men de er også stadig meget velkomne på hotellet. I det nuværende hotels underetage er indrettet opholdsrum med blandt andet billardbord, sofaer og maritimt nips i form af modelskibe og skibsror. Der er også bad og sauna, som sømænd kan benytte.
I nutidens Aalborg anløber de store skibe imidlertid byen på østhavnen langt fra centrum, og sømændene får derfor ikke naturligt øje på den røde murstensbygning, der byder dem indenfor. Derfor har den fond, som ejer Hotel Aalborg, i organisationen Seaman Aalborg ansat en såkaldt velfærdsmedarbejder. Han hedder Carsten Schmidt og er den på hotellet, der har den tætteste kontakt med de søfarende. Han holder sig hver morgen orienteret om, hvilke skibe der anløber Aalborg, og hvordan skibenes personalesammensætning er. Derefter trykker han en stak aviser fra de pågældendes hjemland på deres eget sprog, og med dem under armen går han en runde på østhavnen, hvor han får adgang til skibene.
”Nogle gange er jeg om bord to minutter, andre gange er jeg der to timer,” fortæller Carsten Schmidt, der aldrig på forhånd ved, hvilke opgaver hans arbejdsdag bringer.
”Det kan være alt fra tandlægebesøg til køb af varme, uldne sokker. Det vigtigste er, at jeg møder dem i øjenhøjde og hjælper med de behov, som de har. Nogle gange kan det bare være at tale med en, som man ikke går op og ned ad hver dag.”
Langt de fleste af de sømænd, der anløber danske havne, er i dag filippinere og indonesere, og selvom internettet jo for længst er opfundet, er det ikke en selvfølge for dem at have jævnlig kontakt med deres pårørende i hjemlandet. Derfor er det, som sømændene efterspørger mest, muligheden for at ringe hjem. Det er derfor ikke sjældent, at Carsten Schmidt hjælper med at skaffe sim-kort eller reparation af telefoner, der ikke virker. For søfolk, der ikke skal af sted igen med det samme, tilbyder han også, at de kan komme med hen på hotellet, hvor der er en mere stabil internetforbindelse. To frivillige, hvoraf den ene er tidligere medarbejder på Hotel Aalborg, fungerer som chauffører til og fra østhavnen.
”Det er ikke usædvanligt, at søfolkene er væk hjemmefra i op til ni måneder ad gangen, derfor er en af de vigtigste opgaver at give dem mulighed for at kontakte familien derhjemme, mens de er i Aalborg. Samtidig vil vi gerne sørge for, at deres ophold bliver så behageligt og hjemligt som muligt,” siger Carsten Schmidt.
Han var for nylig i kontakt med en filippinsk kok, som fortalte, at han havde været gift i 26 år, men kun havde været sammen med sin hustrui seks af årene. Resten af tiden havde han været til søs.
Ved juletid skruer hotellet op for omsorgen for de tilrejsende sømænd og deler i samarbejde med Sømandsmissionen over 300 julegaver ud til sømændene. Den tradition har stået på i snart 100 år, og gaverne bliver overrakt personligt til dem, der skal holde jul på skibene.
Fra gammel tid er der også blevet arrangeret juleaften på hotellet for de søfolk, der havde lyst til det. Det stoppede imidlertid for nogle år siden, men på Carsten Schmidts initiativ blev den tradition genoplivet sidste år. Her holdt han og hans hustru, to voksne sønner, to svigerdøtre og et barnebarn julaften sammen med 16 sømænd på hotellet. Det blev en stor succes, som han har tænkt sig at gentage.
Et andet nyt tiltag er at besøge mandskabet på de mange krydstogtskibe, der i sommerhalvåret lægger til på havnefronten i Aalborgs centrum. Hvert skib har cirka 400 besætningsmedlemmer, og de har en anden rutine end handelsskibene. Ofte skal de gøre rent og gøre klar til næste sejlads, mens gæsterne hygger sig i byen. Et par hundrede medarbejdere fra krydstogtskibene har alligevel haft mulighed for at besøge Hotel Aalborg hver sommer, siden de fik tilbuddet i 2016.