Anderledes dommedagsroman

Forfatter Charlotte Weitze har sat sig godt ind i klimaet til sin næste roman om global opvarmning. Jo mere jeg hører og læser, jo mere bange bliver jeg, fortæller hun

Charlotte Weitze, forfatter fotograferet i hjemmet ved Hørve.
Charlotte Weitze, forfatter fotograferet i hjemmet ved Hørve. Foto: Leif Tuxen.

De fleste forfattere låser sig inde i et lokale for at fordybe sig i tasterne og i sproget og langsomt skrive sig frem til en ny bog. Charlotte Weitze har valgt en anden taktik for sin næste roman.

Hun har siddet i timevis ved en mikrofon i Radio24syvs program Den Store Roman og ladet andre byde ind med idéer og kommentarer til hendes skriveproces. Og hun er rejst til London for at tale med forskere om det emne, der danner ramme om hendes kommende bog med arbejdstitlen Den afskyelige om klima og global opvarmning. Titlen vender vi tilbage til.

Det har været en anderledes, men lærerig proces, siger forfatteren bag flere romaner, heriblandt Det hvide kvarter og Sværmeri.

Charlotte Weitze er netop vendt hjem fra den britiske storby med en masse input til sin bog. Hun er udpeget af organisationen Free Word London som den første person til et såkaldt residency-ophold, der skal hjælpe folk, der udforsker, hvordan kunst og litteratur kan behandle den globale opvarmnings påvirkning på vores liv.

Kristeligt Dagblad talte med forfatteren på en forbindelse gennem Skype kort før afslutningen på hendes ophold i London. Hun fortæller om sit ophold og møder med klimaforskere og om sin kommende bog.

LÆS OGSÅ: Flere film og bøger handler om klimaet

Da jeg var ved at være færdig med min sidste bog (Harzen-sanger, red.), begyndte jeg at undre mig over, at der ikke er mange romanforfattere, der tager større politiske emner op. Det kan på en måde give én en ekstra mening med at skrive. Så det satte jeg mig for, siger Charlotte Weitze, der i mange år har været optaget af menneskehedens indflydelse på naturen og klimaet.

I London fik hun mulighed for at se videnskabelige udstillinger og tale med klimaforskere. Hun mødte blandt andre professor i geografi Neil Adger, der fortalte hende om udviklingen uden for vor vinduer, hvor temperaturerne stiger, og isen smelter på polerne.

Jeg var med til hans foredrag, som var meget forstemmende. Jeg er bekymret. Jo mere jeg læser, jo mere bekymret bliver jeg. Jeg håbede egentlig, der var mere håb. Men vi må gøre, hvad vi kan. Jeg bor langt fra storbyen, jeg sorterer stadig affald og så videre. Men der skal nok mere til. Så må man gå ad de stier, man kan. Skeptikerne bliver færre. Men vi skaber alligevel dårlige vilkår for os selv, det er uomtvisteligt, og det ser ikke ud til at blive særlig godt for os mennesker i fremtiden, mener Weitze. Hun tror, at hun som forfatter bedre kan blive hørt end mange andre.

Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, at videnskaben har beviser. Som forfatter har man en stemme; man kan faktisk påvirke andre mennesker. En ting er de klassiske dommedagsfortællinger, man kender fra film især, men der må være en anden måde at gøre det på, siger Charlotte Weitze, der undrer sig over, hvad der får mennesker til at reagere.

Enten er det ved at blive skræmte eller ved at have et håb. Jeg tænker meget over, hvem jeg vil henvende mig til. Måske man både kan være skræmt og håbe.

Fælles for flere af Charlotte Weitzes bøger er, at de foregår på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. En slags magisk realisme, som hun også anvender i sin klimabog, der tager udgangspunkt i en kvindes forhold til en slags afskyelig snemand.

Jeg vil gerne have problemet helt tæt ind på kroppen. Og jeg kan godt lide det eventyrlige univers. Så hvad sker der, hvis en kvinde forelsker sig i en person, der ikke kan tåle varme og på en måde er kronisk syg og ikke kan leve et normalt liv. Lægerne kan ikke hjælpe dem, så må de ændre verden i stedet. Jeg ville ønske, jeg havde en løsning, men foreløbig må jeg nøjes med at afdække problemerne, siger Charlotte Weitze.

Hun er forundret over, at politikerne ikke i højere grad tager stilling til klimaudfordringerne. Engang sad hun til et møde om mad i institutioner i Odsherred, hvor hun bor, og hvor økologi ifølge hende stadig er tabu blandt landmænd. Hun stillede sig op og spurgte lokalpolitikerne om, hvad de egentlig mente om økologi. Skal vores børn have rent grundvand?

De sagde ingenting. Efter nogen tid tog en kvinde mod til sig og nævnte, at hun egentlig var for økologi, men at forandringerne måtte komme fra jer. Så der er vi altså stadig, siger Charlotte Weitze, der satser på at være færdig med sit eventyrlige klimaopråb om et års tid.