Prøv avisen

Anders Agger: Fællessang ligger på rygraden i min familie

”Jeg elsker både melodien og den meget direkte tekst om, at vi er små og har brug for at forstå det,” siger Anders Agger om ”Lær mig nattens stjerne”. – Foto: Iben Gad

Journalist Anders Agger er ikke flov over at synge. Yndlingssommersangen ”Lær mig nattens stjerne” fylder ham både med lyse minder – og sorg

Det er en fin arv at have med sig, det der med, at man ikke er flov over at synge. Jeg synger okay, og hvis jeg kender andenstemmen til en salme, kan jeg godt finde på at slå over.

Én der virkelig sidder på rygraden er andenstemmen til ”Lær mig nattens stjerne”. Det er vist sådan en af de sange, der langsomt er kommet tilbage til offentligheden. For mig har den altid været der. Jeg elsker både melodien og den meget direkte tekst om, at vi er små og har brug for at forstå det.

Men jeg forbinder den også med sorg og sommermelankoli.

Sangen sender mig tilbage til en midsommeraften hos min mormor og morfar. De boede på et lille husmandssted i Ugilt i Vendsyssel, hvor vi altid fejrede sankthans som små – omringet af cirka 100 fætre og kusiner, der stod der foran min morfars store markbål og sang. Men først efter den traditionelle grankoglekamp mod de lokale drenge i den nærliggende fyrretræsskov. Grøn, umoden kogle på baglåret gør pænt ondt, lærte man i de år.

Min mormor og morfar har opdraget 11 børn. Først fik de seks, og så kom der en pause på tre år, hvor min morfar udvandrede til Alberta, Canada, i de år, hvor depres-sionen var ” on the loose ”. Han tog af sted i 1927 og efterlod min mormor derhjemme, men kom tilbage. Og så fik de fem børn mere. Min mor og hendes tvillingesøster, Bodil, kom til at hedde ”Canada-pigerne”, for de kom først. Min morfar blev ringer i den lokale kirke i Ugilt, og de boede der, i Bakkehuset, resten af deres liv.

Det er så idyllisk, som det næsten kan blive, sådan et rigtigt husmandssted med en lille gang over til stalden. Når vi var der allesammen kunne vi jo ikke være i huset, så man sov på høloftet under verdens tungeste dyne. Jeg tror, den var lavet af halm.

I dén del af familien er der også meget modgang, som tog fat i de år, hvor jeg var dreng. Der blev taget fra den forkerte ende af flokken. Min mor mistede tre søskende på kort tid: Hendes lillebror, Arne, døde i en trafikulykke. Hendes tvillingesøster, Bodil, fik en leversygdom og døde, da hun var 46 år. Og min fineste moster Else, døde på sankthansaften i 1975. Hun gik i seng og vågnede bare ikke op.

Jeg var vel 11 år, da det skete, og der gik tre-fire år, så var min mormor og morfar også døde begge to. Jeg havde det sorte bælte i begravelser, før jeg fyldte 15 år. Og jeg husker følelsen af at stå om bålet og synge, og tænke, at der bliver færre og færre af os.

Det var sorgfyldt for min mor at skulle hjem til Vendsyssel, når der manglede nogen i flokken. Det blev også sværere og sværere for mine forældre at trække os med derop. I Juelsminde, hvor vi boede, begyndte der at ske nogle ting på sankthansaften, som mine to ældste brødre syntes var meget mere spændende.

Det holdt op på et tidspunkt. Men stadig i dag kan lyden af andenstemmen til ”Lær mig nattens stjerne” gøre mig blød og labil.

Den synges traditionelt på samme melodi som ”Sov mit barn, sov længe”, der også er skrevet af Christian Richardt. Den findes med andre melodier, og det skal de over- hovedet ikke begynde på. Carl Nielsen – han skal heller ikke komme for godt i gang. Det ligger helt inde i rygraden på mig og mine brødre, at det er denne melodi og ingen anden.

Jeg kan se mine forældre stå der ved bålet sammen med os og høre min far lægge den karakteristiske andenstemme på. Det er helt banalt, det lyder bare bedre flerstemmigt. Begge mine forældre synger godt og meget, men især min far. Han er bas. Han har også både været kirkesanger og pianist. ”Frede, du synger for!,” lyder det stadig.

De er syv brødre i min fars familie, der alle lever endnu og synger vanvittigt godt. Til familiekomsammen på min fars side har de altid sunget salmer og sange, de har lært som børn. Der har været både anden-, tredje- og fjerdestemme på. Kernesalmen ”Jeg ved ikke timen” skal synges langsomt, og de syv brødre kan synge den, så folk sidder, og græder. ”Dona nobis pacem”, (giv os fred, red.) en kanon, ligger også på rygraden i min familie. Du kan vække os midt om natten, og så stiller familiekoret sig op og synger. Men i det ligger jo også, at der en dag vil komme til at mangle én.

”Lær mig nattens stjerne” er en slags vilkårssalme, der handler om at huske, hvem du er, og hvor du kommer fra, og storheden i det. Ser man på den med voksenøjne er den meget underdanig. Der er både alvor og undergang i den. Men jeg var jo barn, da jeg sang den, så det er mere den der karmafølelse af at stå med sin store, nordjyske familie i korte bukser.

Jeg kan godt have en religiøs oplevelse, når jeg synger, i den forstand, at jeg hæver mig op over noget og bliver følelsesmæssigt berørt af det. Det er måske patetisk, men det er sådan, det er.

Nogle gange mener folk at have læst, at jeg skulle være meget kristen. Jeg er døbt, så ja, jeg er jo kristen, hvordan man end vender og drejer det. Og mine forældre er vokset op med et tæt forhold til den danske folkekirke.

For mig er det noget med at overgive sig og turde tro på noget større. Alle de kulturradikale klichéer. Det nærmeste, jeg kan komme det, er en fortrolighed med folk, der er troende, selvom jeg måske ikke er enig med dem. Jeg synes også, tro er naivt.

Sangens sidste vers med linjen ”Lær mig, sol, at dale” er mit sidste vers i ”Altid frejdig, når du går”. For mig er ”dale” at miste. Gør mig klar til, at tingene bliver taget fra mig igen. Der er noget fatalisme i det, men jeg har primært hørt den med børnesind, og ordene har været svære at forstå, men melankolien har sat sig. Solen går ned, og det gør du også, og det skal du forholde dig til.