Prøv avisen
Interview

Anders W. Berthelsen: ”Det er godt for mennesker at have noget at tro på”

”Ser du månen, Daniel?” havde premiere over hele landet i går. Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev (tv.) og Anders W. Berthelsen. – Foto: Leif Tuxen

Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev har sammen instrueret spillefilmen ”Ser du månen, Daniel”, som bygger på et virkeligt gidseldrama, men som de mener også rimer på det kristne budskab om at møde had med kærlighed

Det var et radiointerview, inden udgivelsen af journalisten Puk Damsgårds dokumentariske bestseller ”Ser du månen, Daniel”, der gjorde skuespilleren og filminstruktøren Anders W. Berthelsen opmærksom på det store autentiske drama, der lå bag bogen, som bygger på den danske fotograf Daniel Ryes beretning om at være fange hos Islamisk Stat (IS) i Syrien gennem mere end 300 dage.

”Det, der slog mig meget med den her historie, var, at den handler om en helt almindelig dansk familie, der bliver trukket ind i noget, der er helt uoverskueligt. Derhjemme kæmper Daniels familie for at få deres søn og bror hjem, men de må også kæmpe mod staten, der ikke vil hjælpe, fordi Danmark af princip ikke forhandler med terrorister. Så de er rådvilde, men de samler sig alligevel, ligesom Daniel også samler sig i sit fangenskab. Han anede jo ikke, om han skulle sidde der resten af sine dage eller blive løsladt tre dage senere, så det handlede om at få det bedste ud af det og prøve at få det til at fungere, så det er også en historie om en helt ufattelig styrke,” siger Anders W. Berthelsen, der ikke blev mindre optaget af beretningen i bogform, som han var en af de første til at læse.

”På udgivelsesdagen stod jeg simpelthen foran boghandlen, da den åbnede, for at få fingre i bogen, som jeg læste på ingen tid. Og straks ringede jeg til min producent, så vi kunne sikre os filmrettighederne. For jeg havde længe ledt efter en historie, der var interessant at instruere. Denne her historie havde det hele,” siger Anders W. Berthelsen, som i sin iver ringede til sin ven og gamle kollega, filminstruktøren Niels Arden Oplev, som han vækkede en tidlig morgen i Los Angeles for at få ham med på projektet.

Den erfarne instruktør sagde ja på den betingelse, at Anders W. Berthelsen spillede en af rollerne – og underordnede sig Oplevs ”diktatur”, hvis det skulle komme til en konflikt mellem de to instruktører.

”Som den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola har sagt, er filminstruktører de sidste diktatorer i Vesten. Der må være en, der sætter retningen. Og det bliver mig. Jeg har haft autoritetsproblemer, siden jeg var dreng, og oplevede voksne, der misbrugte deres magt, så det er lidt ironisk, at jeg selv bestemmer over andre i dag. Jeg prøver selvfølgelig at lede på en måde, der ikke tromler andre ned. Men kunst er ikke en demokratisk aktivitet. Derfor ville jeg heller ikke have sagt ja til at have en medinstruktør, hvis det ikke var, fordi jeg kendte Anders så godt, og fordi vi vil det samme med film,” siger Niels Arden Oplev, mens medinstruktøren nikker.

”En historie som denne her kunne have taget os mange steder hen. Vi kunne også have lavet en historie, der havde fordret hadet og hævnen. Men vi har valgt at lave en historie om, hvordan en meget stor og mærkelig følelse af kærlighed overvinder det største had i vores tid. Det var noget, som den amerikanske journalist James Foley, der var fanget sammen med Daniel, bar i sig. Og som han måske gav eller bragte frem i Daniel. Det må man spørge Daniel Rye om selv, men en af de første oplevelser, vi havde med Daniel Rye, var, at han fortalte, at han netop havde hørt, at en af hans brutale vogtere, der bliver kaldt Jihad-John i filmen, var blevet dræbt af en amerikansk drone. Man kunne forvente, at Daniel så ville være blevet glad og lettet efter det, som Jihad-John havde udsat ham for, men han blev i stedet bedrøvet over, at endnu et menneskeliv var blevet tabt,” siger Niels Arden Oplev og tilføjer:

”Det var virkelig inspirerende, og det er det, som har motiveret os begge to til at lave den her film om at overvinde had og om stort håb, på trods af at liv går tabt i filmen. I virkeligheden er det et budskab, som ringer meget godt med jeres læsere i Kristeligt Dagblad, for det er i virkeligheden et kristent budskab. Man kan godt sige, at både Daniel Rye og James Foley personificerer en moderne kristendom, fordi de ikke giver efter for hadet.”

Anders W. Berthelsen: ”Ja, historien viser, at had ikke behøver at avle had. IS udsætter disse stakkels fanger for så meget ondt, at det nemt kunne være ført til hævn, men den følelse, der fylder Daniel og flere af de andre fanger, er, at det må stoppe. Det er også det smukke ved Daniel Rye, der kommer ud af fangenskabet uden at føle had til muslimer eller islam, men han føler bare, at hadet må stoppe, og hadet kan netop standses ved at stoppe hadet i sig selv.”

Selv spiller Anders W. Berthelsen den piberygende danske sikkerhedsekspert Arthur, der med både stoisk ro og pragmatisme skaber kontakt til de islamistiske forbrydere, der har taget Daniel til fange.

”Det var i virkeligheden den sværeste karakter, for den er så underspillet, men vi havde heldigvis en tidligere militærmand som forlæg. Arthur er ikke en mand med store armbevægelser, men han udviser hverken frygt i mødet med bagmændene bag kidnapningen eller går ikke ind i Daniels families følelser. Det er heller ikke hans job. Hans job er at være en klippe i et oprørt hav,” siger Niels Arden Oplev, der selv kalder det for en psykisk hård oplevelse at have lavet filmen:

”Lige nu kæmper man med lidt stress. For det har været et stort menneskeligt og kunstnerisk ansvar at lave en film om både afdøde og levende mennesker. Men nu er vi endelig der, hvor filmen næsten er til sin konfirmation, hvor den skal holde en fest, drikke sig i hegnet og så skal den ud at gå på egne ben. Det er godt, for nu har vi levet med den så længe. Og grænserne mellem fiktion og virkelighed har også været hårfine, så det heller ikke har kunnet undgå at påvirke os selv.”

”Ser du månen, Daniel” er optaget i Jordan i Mellemøsten, den amerikanske delstat New Hampshire, Sverige og København – og med efterarbejde i Norge og Los Angeles, så den har været vidt omkring.

”Vi stod på et tidspunkt i en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan, helt oppe ved den syriske grænse, og lavede de scener, hvor Daniel bliver kidnappet. Palæstinenserne er jo muslimer, men vi var faktisk nødt til ikke at fortælle, at der var et element med IS i filmen, for de lokale hadede IS og den måde, islam bliver portrætteret på i Vesten på grund af IS. For de føler, at deres smukke religion er blevet taget som gidsel af nogle hadefulde fanatikere. Der var en i USA, der sagde, at det svarede til, at Ku Klux Klan skulle tegne kristendommen. Det tror jeg meget nødig, at vi ville have.”

Anders W. Berthelsen: ”Nej, men jeg synes, at det er lykkedes os at lave en film, der ikke tager nogen religion som gidsel. For mig er filmen en undersøgelse af, hvordan man kan overleve så meget grusomt og komme ud på den anden side og stadig være kærlig. Jeg kan ikke sige, at jeg selv ville have haft det overskud og den kraft i stedet for at ende med at give efter for hadet og blive hadefuld selv. Men det er det, James Foley siger i filmen. Han vil hellere dø end at blive lige så hadefuld som dem, der piner ham.”

Niels Arden Oplev: ”Det er jo i sin grundtanke nærmest kristendommens essens. Men den lå ikke langt fra James Foley, der var konverteret til islam, men hans sidste ord blev læst op i en kristen kirke, ligesom mindegudstjenesten i virkeligheden blev holdt i en kirke.”

Tror I ikke, at den omvendelse til islam var taktisk?

Anders W. Berthelsen: ”Nej, jeg tror faktisk, at hans konvertering til islam var dybfølt.”

Niels Arden Oplev: ”Og den gavnede ham heller ikke i forhold til hans IS-vagter, snarere tværtimod, men jeg tror heller ikke, at han forbandt islam med dem. IS havde taget ham som gidsel, men de har også taget islam som gidsel, ligesom inkvisitionen tog kristendommen som gidsel. Kristendommen var jo med sin fjende- og næstekærlighedstanke et radikalt oprør mod romersk ret, hvor man havde hånd- og halsret over sine slaver, men kristendommen revolutionerede verden ved at insistere på alle menneskers værdighed. Det glemte man bare lige under inkvisitionen og korstogene, og det er den samme ødelæggende fanatisme, der præger IS. Og det er det, som millioner af muslimer hader dem for, for militant islamisme farver jo hele Vestens syn på islam, selvom mange muslimer i stedet beder for at finde fred. Og det er også det, som James Foley beskriver i sit afskedsbrev i filmen, hvor han siger, at han kan mærke sin familie i sit mørke, når han beder.”

Hvad er jeres eget forhold til religion?

Niels Arden Oplev: ”Jeg vil sige som Ingmar Bergman: ’Jeg er ateist med min hjerne, men religiøs i mit hjerte’.”

Anders W. Berthelsen: ”Jeg har det lidt på samme måde. Men jeg tror, at det er godt for mennesker at have noget at tro på. En ateist tror jo også på noget, i det mindste på sin egen udlægning af sandheden. Og selvom jeg ikke er religiøs, kan jeg godt forholde mig til ønsket om at være i dialog med noget større. Det er bare ikke så dogmatisk for mig.”

Niels Arden Oplev: ”Som ateist kommer man virkelig også til kort, når man skal forklare et barn døden. For selvom det er svært at tro på Gud, er det også svært at tro på, at det hele skulle slutte ved døden, så der bliver lukket og slukket, så den harddisk er slettet. Det er svært at forklare et barn, der lige har mistet en bedsteforælder. Omvendt kan præster ødelægge meget tro for en. Sådan var det i hvert fald, da jeg gik til konfirmationsforberedelse i Himmerland. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg sad og kiggede på skibet oppe i kirkens loft og drømte mig langt væk, fordi præsten var så ulidelig.”

Filminstruktøren ryster på hovedet i et grin:

”Som forfatteren Victor Hugo vist har sagt, så tror jeg på, at Gud findes i de store katedraler i Paris, men hver gang der kommer en præst forbi, bliver han skræmt væk. Det er selvfølgelig frækt sagt, men man forstår det godt. For man kan meget nemt komme skævt ind på kristendommen, hvis man har en dårlig præst. Kristendommen er jo smuk i sin kerne, men den bliver hurtigt misbrugt og taget som gidsel. Jeg tænker tit over det hjemme i USA, hvor jeg bor, og kristendommen hele tiden bliver brugt politisk af alle mulige rige mennesker, der tydeligvis sprang søndagsskolen over den dag, de havde om det sted i Bibelen, hvor Jesus siger, at det er nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig mand at komme ind i Himlen. De må alle sammen have været syge den dag.”

Læs anmeldelsen af filmen på

”Kristendommen er jo smuk i sin kerne, men den bliver hurtigt misbrugt og taget som gidsel.

”Vi var faktisk nødt til ikke at fortælle, at der var et element med IS i filmen, for de lokale hadede IS.