H.C. Andersens Rom er en by for alle slags sjæle. Både den rodfæstede og den rodløse kan få slukket deres livstørst. Det bemærker Andersen i europarejseberetningen ”En Digters Bazar” (1842) ved ankomsten til Rom:
”Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe fast og blive som hjemme; et stille Sind vil her kunne leve saa ensomt og afsondret, som det ønsker sig, og den meest urolige Aand vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt for Øie og Tanke.”
Byens alsidighed betyder også, at man ”bør leve et heelt Aar i Rom”, hvis man besøger den andersenske udgave. Da vil man opleve, at denne ”Verdens-Stad” giver hver sin årstid en særegen ”Colorit”. Til høst kommer de dansende piger ind fra vinmarkerne, til karneval fylder de lystige masker gaderne. Ved vintertid kan man se sne på bjergene, skildvagten foran en ildgryde og barbenede drenge på isen, mens de råber, at den brænder. Og, sandsynligvis mest ikonisk i dag skal man være i Roms glødende solhede, så man kan gøre sig den unikke erfaring af ”kjølige Vandspring”, der til aftenstid samler de syngende skarer om sig.
Årstidsfokuseringen er ikke tilfældig, for den genfindes i en scene i en anden af Andersens store Rom-skildringer, kunstnerromanen ”Improvisatoren”, udgivet i 1835.
Romanens unge Antonio er betaget af det store Palazzo Borghese og det ”rige Billedgallerie, Borghesernes Palais indeslutter”. Det er næppe et tilfælde, at drengens yndlingsværk er barokmaleren Francesco Albanis fire allegoriske fremstillinger af årstiderne: englebørnene, der tumler sig i foråret, flyver om træernes grene i sommertiden, mens efteråret bringer jagtens glæder med sig, og vinteren luller de små i søvn.
Men der gives jo noget til alle sjæle i Andersens Rom, og derfor kan det ikke være idyl. Knud Bøgh har bemærket, at Andersens eget ophold i Rom 1833-1834 ikke kun var lykkeligt, idet hans ”Agnete og Havmanden” blev skidt modtaget hjemme i Danmark. Det fik ham til at tænkte på sin tid i Italien med en vis dramatik: ”Digteren er død, myrdet i Italien,” skal Andersen efterfølgende have sukket.
Bøgh har yderligere påpeget, at Andersen boede i Via Sistina 104, og at Andersens Rom derfor især gælder området omkring Piazza Barberini, kapucinerklosteret og Piazza di Spagna. Det er også her, ”Improvisatorens” uhyggelige onkel Peppo, også kaldet ”kongen af Den Spanske Trappe”, holder til. Han er født med to visne ben og har udviklet en forunderlig evne til at ”skyde sig frem paa Hænderne”. Går man op ad trappen ved skumringstid, kan man stadig høre ham råbe ”buon giorno!” med et slesk grin til de forbigående. Det er da bedre end vor tids aggressive armbåndssælgere.
Et af de væsentligste steder i Andersens Rom er den mægtige steppe omkring den gamle by. I ”Improvisatoren” kaldes den blot ”Campagnen”. Der er smukt, for højderne bliver til ”hellige Ciffre” og ”hele Capitler af Verdenshistorien”. Men der er også uhyggeligt, som stepper og heder ofte er det i litteraturhistorien. Eksempelvis vil man omkring det lave gule græs og de ”høie halvvisne Tidsler” kunne finde et kors rejst som tegn på, at der her er foregået et mord. Som straf har man tæt ved korset ophængt den straffede morders sønderlemmede lemmer, blandt andet arme og fødder.
Campagnen kan også lære én noget om sand varme, hvis man synes, at det er hedt at være turist inde i Rom. Derinde er det nærmest smukt, for ”Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde gader og sniger sig langs med Huset, som vilde han inddrikke den Skygge, som kun glider over Muren, har dog ingen Idee om Lidelserne i Campagnen, hvor hvert Aandedrag er svovlet, forpestet Ild, hvor Insecter og Kryb, som pinende Dæmoner, martre dem som ere fordømte til at leve i dette Flammehav”. Således er den romerske skyggedrikning og de perlende fontæner jo ligefrem behagelige.
De, som derimod nyder den bagende sol, skal passe på. I Italien går det nemlig ”med Soldrankere, som med de Andre der drikke, de vil altid have mere, de vil altid have det stærkere”.
Forum Romanum er også af interesse, af Andersens Antonio kaldet ”Kotorvet”, fordi der blandt ”omstyrtede Søiler og Marmorgruus” ligger køer og daser. Det minder også om den klassiske tidsalders svalende ro. Capitols rygside ligger som en ”lodret Fjeldvæg”. De høje kolonner, der endnu står fra de gamle templer, kaster lange skygger, og man falder over marmorkapitælerne. Rejser man sig, ser man kejserborgens ruiner, omslynget af efeu. Begroede ruiner – det må være et symbol for både de urolige og de stille. Ellers har de ingen sjæl.
Det, man især skal bemærke, er den metafysiske erfaring, man kan gøre sig af altings sammenhæng i den by, der som bekendt er evig. Som Shakespeare engang havde stiliseret byens sorg over mordet på Julius Cæsar med den personificerende bemærkning, at ”her gives et sørgende Rom, et farligt Rom”, således også Andersen.
En dødsengel vandrer nemlig også i Borghese-paladsets rige sale, og derfor døde en søn af slægten under Andersens ophold i begyndelsen af 1840’erne:
”Der var Jammer og Nød i Borghesernes rige, prægtige Palads. (…) det evige Rom fældede Taarer, dets Digtere sang ved Harpen veemodige Qvad.”
Den evige stad med de livgivende åbenbaringsspringvand blandt stenbygningernes opvarmede lovmæssighed, ruinernes efeu og den omgivende steppe sikrer sandt nok, at det stille sind, den urolige og den fremmede kan finde hjem til ét arnested for den europæiske sjæl.
Alle citater er taget fra H.C. Andersens ”Improvisatoren” og ”En Digters Bazar”.
Alle artikler kan findes på k.dk/kultur.