Andersens teologiske rækkevidde

Sognepræst Kathrine Lilleør har skrevet afhandling om at læse H.C. Andersen i lyset af Søren Kierkegaard

Kathrine Lilleør mener, at ateisten Georg Brandes kommer til at præge H.C. Andersen-forskningen med sin personfiksering og manglende interesse for det dybeste i digterens eventyr.  -- Arkivfoto: Lene Ebbensgaard.
Kathrine Lilleør mener, at ateisten Georg Brandes kommer til at præge H.C. Andersen-forskningen med sin personfiksering og manglende interesse for det dybeste i digterens eventyr. -- Arkivfoto: Lene Ebbensgaard.

Hos H.C. Andersen kan man finde lige så begavede, reflekterede, stringente og spændende overvejelser om menneskets tro og eksistens, som hos Søren Kierkegaard. Og Andersens fortolkninger af teologiske kernebegreber som tro, tvivl, synd, nåde, dåb, tilgivelse, frelse, tager ligesom Kierkegaards udgangspunkt i en klassisk evangelisk-luthersk bekendelse.

Det er hovedkonklusionen i en ph.d.-afhandling, "Eventyrenes vidtlysende blink", som sognepræst i Karslunde, Kathrine Lilleør, forsvarer ved det teologiske fakultet ved Københavns Universitet på fredag. I afhandlingen undersøger hun eksistens-temaer på baggrund af en række Kierkegaard-tekster.

– Traditionelt har H.C. Andersen-forskningen især interesseret sig for digterens livshistorie og litterære kvaliteter. Digterens teologiske rækkevidde har ikke fyldt meget i de akademiske afhandlinger. Når man diskuterer H.C.Andersen og kristentro indskrænker det sig hurtigt til gætterier om hans personlige religiøse observans. Man har kaldt digteren folkereligiøs eller set ham som en ubestemmelig sammenblanding af faderens rationalisme og moderens overtro. Jeg har ikke ønsket at diskutere Andersen, men udelukkende at kigge på hans værk. Og er kommet frem til, at hans eventyr rummer langt mere spændende, teologisk gods, end det fremgår af de hidtidige Andersen-biografier og -læsninger. Hos digteren er eventyrbegrebet knyttet sammen med forestillingen om menneskelivet som et eventyr, Gud lader slutte lykkeligt på den anden side af døden, siger Kathrine Lilleør.

Ifølge hende er det især ateisten Georg Brandes, der grundlægger traditionen med at opfatte eventyrene fortrinsvis som selvbiografiske kraftudladninger, og i sine essays om eventyrene overser kvaliteterne især i fire bestemte eventyr. Det er dem, Andersen i et brev til Brandes kaldte for de "dybeste" af sine eventyr. Brandes havde ikke omtalt "Den lille Pige med Svovlstikkerne", "I Børnestuen" ,"Anne Lisbeth" og "Pigen, som traadte paa Brødet". "I Børnestuen" udtrykker Andersens sociale indignation , mens de tre andre udlægger kristne begreber som død, evighed, samvittighed, selvforståelse, syndsbevidsthed og nåde.

– I 1900 opsummerede Georg Brandes sit syn på Andersen og eventyrene i en indledning til en verdensudgave af eventyrene. Det blev et portræt af mennesket og digteren Andersen som en flæbende og selvoptaget mandsling, der var bedst som digter, når han havde held til at omforme egne oplevelser til digtning. Brandes fremhæver "Den grimme Ælling" som en af verdenslitteraturens perler, fordi den er "Kvintessensen af hele dens Ophavsmands Væsen". Brandes mener simpelthen, at "Den grimme Ælling" er "Kraftuddraget af hvad der laa Andersen paa Sinde". Det er tydeligt, at han først og fremmest opfatter eventyrene som børnelitteratur. Og det på trods af, at Andersen hurtigt gjorde, hvad han kunne for at ryste ryet som børnebogsforfatter af sig. For ham var det med at lade fortællingerne henvende sig til børn først og fremmest et fortællekneb. Ud af de 156 eventyr er det mindre end en femtedel, der kan forstås af børn. Brandes havde sans for eventyrenes poetiske genialitet, men irriteredes, når deres "moralsk-religieuse" følelse blev for håndfast. Så kaldte han det "Doceren og Moraliseren" eller trang til "i Tide og Utide at faae Udødeligheds-Doctrinen anbragt".

– I 1877 løfter H.C. Andersen sløret en smule for intentionen med sine eventyr. I det såkaldte supplement til "Mit Livs Eventyr" skriver han bl.a.: "I England, i den kongelige Marine, er der gjennem alt Tougværket, i Smaat og Stort, en rød Traad, der antyder, at det tilhører Kronen. Gjennem alle Menneskers Liv og Levnet gaaer der ogsaa en Traad, en usynlig Traad, der viser, at vi tilhøre Gud. At finde denne Traad i Smaat og Stort, i vort eget Liv, i alt uden om os, det skal Digtekunsten hjælpe os til ( ... ) Saaledes stiller Digtekunsten sig ved siden af Videnskaben og aabner vort Øie for det Skjønne, Sande og Gode. Derfor læse vi nu et Par Eventyr". Og sidst i "Mit Livs Eventyr" citerer Andersen en anmelder, Grimur Thomsen fra Dansk Maanedsskrift, og sammenfatter, at "Hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt!". Thomsen har skrevet, at Andersens eventyr "holder en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjerne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Høit og Lavt, og saa den dybe Alvors Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt paa sin rette Plads. Dette er den sande, den christelige Humor!". Desværre havde Brandes ikke set eller ville ikke se Andersens intention om at vise tråden mellem Gud og menneskene i eventyrene, tilføjer Kathrine Lilleør.

Sådan har mange andre forskere også haft det siden. Men de seneste år har der været enkelte tiltag i retning af at undersøge digterens religiøse eller teologiske livstolkning, herunder dr.phil. Johan de Mylius' "Forvandlingens Pris" og antologien "Andersen & Gud", redigeret af Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottesen. Begge bøger udkom i 2004.

Som eksempel på eventyrenes teologiske anslag nævner Kathrine Lilleør "Den lille Pige med Svovlstikkerne".

– Jeg kender ikke en skønnere vision for, hvad der sker i dødsøjeblikket, end dette eventyrs beskrivelse af den lille pige, som bliver båret ind i himlen i sin mormors favn. "Der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angest, de var hos Gud", står der eventyret, som kunne være sluttet der. Men fortsætter med at beskrive det kolde barnelig, der lå i gaden næsten morgen. Døden i sin varmeste version i den ene linje, og døden i sin frygtelige skikkelse mast ind på læserens nethinde i den næste. Sådan ser døden ud, kold og tilsyneladende ensom. Efter først at beskrive døden i himmelperspektiv og derefter set fra stenbroen sammenfatter H.C. Andersen modsætningerne i eventyrets sidste sætning: "Ingen vidste, hvad smukt Hun havde set, i hvilket Glands Hun med gamle Mormor, var gået ind til Nytaarsglæde." Ingen vidste det, men tør læseren tro det? For så er det et dejligt eventyr, som ender godt. Men skulle man sidde tillbage med en klump i halsen, er det nok fordi, vi altid har tvivlen med os. Vi bliver stående ved det, vi kan se og røre ved og troen på, at døden ikke er kold og mørk, men varm og lys som en mormors favn, må forkyndes igen og igen. Eventyret beskriver ikke alene en tråd mellem Gud og mennesket, det danner også ekko af læserens tro og tvivl.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Blå Bog

Kathrine Lilleør. Født 1964. Cand.theol. Københavns Universitet 1991. Sognepræst Risbjerg fra 1993 til 1999, hvor hun tiltrådte som sognepræst i Slagslunde-Ganløse.