Andet bind af Carl Frode Tillers romantrilogi er chokerende og imponerende læsning

Samlet set er Carl Frode Tillers ”Indkredsning II” en markant og stedvis sindsoprivende læseoplevelse. Man bliver simpelthen klogere på, hvordan menneskers selvforståelse spiller ind på deres fortolkninger af andre mennesker

Carl Frode Tiller har med sit to-bindsværk fået et stort gennembrud.
Carl Frode Tiller har med sit to-bindsværk fået et stort gennembrud. Foto: Berit Roald/NTB/Ritzau Scanpix.

Et af de mest hædrede værker i nyere nordisk litteratur er norske Carl Frode Tillers romantrilogi ”Indkredsning”.

Det er ikke uden grund.

For Carl Frode Tiller har valgt at komponere sin fiktive fortælling om mennesket David på en usædvanlig måde.

I centrum for fortællingen står David, der, så vidt man forstår af værket, er blevet ramt af et omfattende hukommelsestab. Han har brug for hjælp.

I første bind fik han bistand af tre meget forskellige mennesker, der alle på et tidspunkt i deres liv havde kendt ham. De skrev uafhængigt af hinanden breve i mailform til ham om hans fortid for at hjælpe hans erindringer på vej frem i bevidstheden.

Andet bind følger op, hvor første bind sluttede. Formen er basalt set den samme. Historien falder i tre dele, der hver er knyttet til en af tre fortællere. Men hvor man i første bind mødte ungdomsvennen Jon, stedfaderen Arvid og ungdomskæresten Silje, er persongalleriet forandret i det nye bind. De tre fortællende skikkelser i forgrunden er i denne omgang bondesønnen og gårdejeren Ole, den tidligere kriminelle Tom Roger og plejehjemsbeboeren Paula.

Bogen er komponeret i to spor. I det ene spor møder man en af de tre fortællere i deres aktuelle liv, altså Ole, Tom Roger og Paula. Ind i deres erfaringer af verden her og nu har Carl Frode Tiller så flettet deres respektive breve til David om de elementer af hans fortid, som de hver især har delt med ham. Den eneste, der aldrig får ordet, er David.

Noget af det mest fascinerende ved værkets udformning er spillet mellem fortolkningerne. Det vil mere specifikt sige de fortolkninger, som vores fortællere laver af deres eget liv og deres umiddelbare omgivelser, samt de fortolkninger, de i forlængelse heraf laver af Davids liv. Gårdejeren Ole, der kendte David som dreng, ser for eksempel på David som en anfører i deres barndoms fantasiunivers om cowboys og indianere. De var så indlevede i deres fantasier, at det til sidst fik tragiske konsekvenser.

Alt det fylder imidlertid intet for muskelbundtet Tom Roger, der i stedet beretter om, hvordan han selv sammen med David og en anden ven opbyggede et lille kriminelt imperium. De store drenge eller unge mænd levede i lang tid højt på at stjæle og sælge knallerter og bådmotorer. Det fik dog en brat ende, da politiet kom på sporet af dem. De to beretninger om David er meget uensartede. De omfatter da også adskilte perioder i hans liv, men tegner ikke desto mindre så forskelligartede portrætter af Davids personlighed, at man på skrømt fristes til at overveje, om der mon er tale om den samme person. Fremstillingerne er naturligvis i høj grad farvet af den selvforståelse, som fortællerne har, og som læseren kender så indgående fra de mange afsnit om deres egne liv, der anskues fra fortællingens nutid.

Lægger man hertil det portræt af David, som toner frem i Paulas beretning om hans tidlige barndom i brevene til ham, bliver billedet endnu mere komplekst. Det ekstra interessante i forbindelse med Paulas fortælling er, at hendes breve ikke er direkte formuleret af hende selv. Det er hun for svagtseende til. I stedet har hun fortalt sin historie til den tidligere skoleleder Harald Hansen, der så har skrevet brevene til David, som han i øvrigt selv har kendt. Harald lader os forstå, at Paulas breve bliver farvet af hans egne erindringer. Der er altså et ekstra lag af fortolkning på spil. Paulas fortolkning af David fortolkes af Harald. Herfra kan læseren af værket så overveje sin fortolkning af Paulas og de mange andre stemmer i værket.

Det, der i særlig grad bevæger ved Paulas fortælling, er hendes karakteristik af den angst, David kæmpede med som dreng, og har hermed forbundet den oplevelse af en indre afgrund, der dominerede hans mors psyke. Når fremstillingen virker ekstra stærk, skyldes det ikke mindst, at fortællingen hen mod slutningen tager et antal chokerende vendinger, som i høj grad forandrer vores indtryk af Paula, David og deres omgivelser. De nærmere detaljer skal af hensyn til kommende læsere af værket ikke afsløres her.

Samlet set er Carl Frode Tillers ”Indkredsning II” en markant og stedvis sindsoprivende læseoplevelse. Man bliver klogere på, hvordan menneskers selvforståelse spiller ind på deres fortolkninger af andre mennesker. Det lyder måske simpelt. Eller ligefrem fortærsket. Ikke desto mindre er det dybt fascinerende at følge Tillers mange lag af psykologiske fortolkninger.