Prøv avisen
Genanmeldt

Kaj Munks anemone bryder stadig igennem

4 stjerner
Rimene i digtet er lidt konstruerede – ”anemone” som ”amazone” virker eksempelvis temmelig villet – men det glemmer man, når musikken spiller. – Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix

I næste uge er det 75 år siden, at Kaj Munk skrev sit berømte digt ”Den blaa Anemone”. Men er det egentlig en god tekst? Litteraturprofessor Bo Hakon Jørgensen genanmelder digtet i anledning af jubilæet

Der er så mange, der holder af ”Den blaa Anemone”, der blev skrevet den 1. marts 1943, at de ikke kan tage helt fejl. Mordet på Kaj Munk i 1944 gav den en aura af modstandshymne, hvad der nu skal en meget voldsom tolkning til for at fastholde. Men patos har sangen, og det var vigtigt for Besættelsen og tiden derefter, og det er måske det, der har gjort den så yndet?

Den starter med at spørge, næsten som Brorson i linjen: ”Hvad skal jeg sige, når jeg ser”. Den spørger til, hvad det var, der skete? Men den må mene lidt mere med dét end den omplantning af en blå anemone fra Lolland til Jylland, hvor den mod forventning klarer sig og bryder frem med sin blå blomst i starten af marts? Dette mere er, at et hjerte af sten smelter ved at se blomstens overlevelses-præstation. Den klarer de dårlige vækstbetingelser og bliver et billede på det håb, som jeget skal mande sig op ved. Så overordnet set handler hele digtet om at få håb, og anemonen er symbolet på dette håb.

Vi får tilsyneladende meget lidt at vide om, hvorfor jeget er så nedtrykt, at det har brug for håb. Man kan delvis slutte, at det må have noget at gøre med udflytningen fra Lolland til Jylland, som åbenbart har rummet en del modgang.

Men kernen af problemet for jeget er, at hans sjæl og hans glæde har været skilt ad. Anemonen forener dem igen – men hvad ligger der i, at de har været skilt ad?

Måske at tankerne og intellektualiteten har taget overhånd og mistet forbindelsen til den umiddelbare glæde. I hvert fald får han ved anemone-oplevelsen sin glæde igen, hvad han forstår som at blive genfødt (nyfødt) og få nåden ved at indse skaberværket i anemonens frembrud i vanskelige omgivelser.

Der er således meget i sangen, der ligner en salme om et gennembrud af tro. Men der bøjes af ved, at det er farven, der bringes i centrum: den blå farve som havets skær og som himlens farve, som det dennesidiges farve. Anemonen er ikke for intet kun ”en flig af nådens trone”.

Jeg sagde, at sangen havde patos. Hører man på Youtube Mogens Wieths udgave af den fra 1951, sanser man det stærkt. Den ægte følelse i sangen er fortællingen om at mærke et lille under i sit liv, en lille omvæltende forvandling fra udsigtsløs tristhed til glædens styrke. Sangen vil overtale tilhøreren til at føle noget lignende i sit eget liv, det er dens patos.

Og med dens omplantnings-eksempel knytter den an til den fællesmenneskelige glæde over havens vækster, når de lykkes, spirekraften i frø, podningen som lever, og så videre. Den har således fat i grundstørrelser som fødsel, at være levende og se det levende omkring sig.

Er digtets grundfølelse således ganske ren, er den som digtudformning lidt skæv i sine rim. Den virker konstrueret i rimene, som var de slået op i en rimordbog: Et hjerte af sten bliver til hjertets kvarts for at rime på marts, og anemone som amazone er temmelig villet, ligesom det gamle ord for fængsel eller fælde – ”done” – synes valgt for bare at rime på anemone.

Men sådanne detaljer hører man ikke, når sangen klinger. Dér fornemmer man dens ægte følelse af håbets fødsel midt i modgangen: Vårens gennembrud selv i en gul erantis, hvis man ikke har adgang til den sjældne blå anemone.