”Det er vigtigt at råbe højt om, at alting ikke nødvendigvis skal foregå i ungdommen,” siger Line Tjørnhøj som det første, da vi mødes på Nordre Kirkegård i Aarhus. Line Tjørnhøj er en prisvindende klassisk komponist, og hvad der er særligt ved hende, er, at hun først startede på musikkonservatoriet som 50-årig.
”I musikbranchen taler man om ageism, som handler om, at man kun kan sælge og tjene penge på unge kunstnere. Derfor vil man for eksempel ikke signe kvinder over 23 år. Åbenbart er det ikke super attraktivt med gravide kvinder eller modne sangskrivere med noget tekst på hjerte på scenen – det synes jeg er forstemmende. For mig har det noget at gøre med et generelt dannelsestab i Danmark,” siger komponisten, som tydeligvis har meget på hjerte, hvad angår netop dette aspekt af musikbranchen. Hendes egen vej ind i musikken har nemlig været alt andet end lige.
For at forstå den skal vi helt tilbage til en dag, hvor Line Tjørnhøj som nyudklækket student stod i stuen i sit barndomshjem, helt ung og forvirret over den fremtid, der lå for hendes fødder. I et forsøg på at hjælpe sin datter fremad opremsede moderen forskellige retninger, Line Tjørnhøj kunne vælge at gå.
”Pludselig siger min mor: ’Du kunne jo også blive officer i den danske handelsflåde.’ Jeg husker først at blive forbløffet – jeg er bondefødt, så jeg havde intet haft med søfart at gøre overhovedet – men ganske tilfældigt faldt jeg et par dage senere over en optagelsesprøve i avisen til Kogtved Søfartsskole, og så tænkte jeg, ’nå, men så søger jeg da ind der...’” fortæller Line Tjørnhøj og giver efter for sin lille, sorte hund, der laver et ryk i snoren og fører os venstre om rundt på kirkegården.
Mens vi bevæger os ned mellem gravstederne, løfter Line Tjørnhøj sløret for, hvordan det tog hende meget lang tid at opdage, at hun havde en særlig forbindelse til musik og lyde. De første mange år efter dimissionen fra gymnasiet skubbede livets tilfældigheder hende rundt i forskellige retninger. Først bestod hun optagelsesprøven til Kogtved Søfartsskole og endte til søs på DFDS som styrmandsaspirant. Da hun stod af skibet igen, begyndte hun som sygeplejerskeelev, fordi hun ventede sig, og det var derfor en god idé at starte på en uddannelse, hvor man fik løn undervejs.
”Det var ligesom nogle helt andre forudsætninger for at træffe valg, som ikke havde noget at gøre med mine drømme for livet. Når jeg tænker tilbage, får jeg en følelse af, at livet var en snebold, der rullede og rullede, og så var det bare om at holde fast og rulle med,” siger Line Tjørnhøj og fortæller, at de tilfældige oplevelser kan spores helt tilbage til hendes skoletid i 2. real, hvor en matematiklærer besluttede at sende hende på sprogligt gymnasium, fordi læreren mente, matematik ikke var for piger – også selvom Line Tjørnhøj var dygtig til og holdt meget af matematik.
”På en eller anden måde plantede min lærer en tænkning i mig om, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Og det var jo modstridende med det, jeg selv følte. Jeg blev ikke bekræftet i det, der egentlig var den oplagte impuls for mig at følge, der hvor jeg brændte og følte passion. Og det lavede rod i mit indre kompas, som pludselig ikke var noget værd længere,” fortæller Line Tjørnhøj.
Efter flere år som sygeplejerske for blandt andet terminale kræftpatienter ledte endnu et tilfældigt møde Line Tjørnhøj videre – denne gang i retningen af dramaturgistudiet i Aarhus. Her begyndte livet og Line Tjørnhøjs indre lyde så småt at folde sig ud.
”Jeg begyndte for første gang sådan rigtigt at kigge indad. Jeg så tilbage på min tid som sygeplejerske for de døende, og hvordan jeg havde haft det, da min far døde. Det blev meget eksistentielt og søgende, og pludselig gik det op for mig, at mine oplevelser og minder havde sat sig som lyde. At jeg huskede min barndom, min ungdom, min tid til søs og min tid som sygeplejerske på kræftafdelingen i lyde. Når jeg tænker tilbage på det, bliver jeg meget rørt,” siger hun.
Hun husker blandt andet lydene fra en ung, gravid kvinde, der var så syg af kræft, at hun kæmpede for at leve længe nok til at føde et levende barn. Lydene fra fortiden havde sat sig dybt i den ualmindeligt livserfarne dramaturgistuderende.
”Jeg var optaget af menneskestemmen i alle dens facetter, som udtrykker det helt basale følelsesregister. Grådlyd, luftlyd, strubelyd, skrigelyd. Jeg blev virkelig opslugt af de menneskestemmer, der havde bosat sig i mine erindringer.”
Ved siden af dramaturgistudiet havde hun i en periode arbejdet som sygeplejerske på anoreksiafsnittet på børne- og ungdomspsykiatrisk hospital, hvor hun så, hvor forfærdelig og tragisk denne sygdom er. Samtidig læste hun gamle breve fra 1200-tallet, hvor sygdommen blev beskrevet i et helligt og smukt lys. De to modsatrettede opfattelser af anoreksi fik kreativiteten til at spire i Line Tjønhøj, og hun komponerede operaen ”Anorexia Sacra”, som hun endte med at vinde en pris for i USA. Og nu blussede en ny drøm og længsel op i Line Tjørnhøj. Hun ville på musikkonservatoriet.
”På det tidspunkt var jeg fyldt 50 år. Da jeg søgte ind og blev indkaldt til optagelsessamtalen, fortrød jeg helt vildt, fordi det virkede så absurd. Pludselig syntes jeg, det var en fjollet idé – ligesom alle de andre fjollede idéer, kan man sige,” siger Line Tjørnhøj grinende.
”Men forskellen var, at der denne gang pludselig var noget på spil. Det var så enormt vigtigt for mig. Så da jeg sad der til samtalen, og den lærer, jeg skulle have, var lige så gammel som min ældste søn, blev jeg så nervøs. De kiggede på mig og sagde, ’vi kan lige så godt sige det, som det er’, og jeg tænkte, o.k. nu ryger jeg bare ud, og så sagde de, ’vi er meget begejstrede’.”
Det er i dag otte år siden, men det er tydeligt, at det stadig bevæger Line Tjørnhøj at tænke tilbage på.
”I mine tidligere valg havde jeg ikke følelsen af, at jeg valgte noget, der havde med mig at gøre. Ikke da jeg blev sømand eller sygeplejerske, eller da jeg søgte ind på dramaturgi. Og på den måde har jeg på mange måder gået ved siden af mig selv hele mit liv. Da jeg kom ind på konservatoriet, var det, som om jeg mødte mig selv og landede i mine egne fodspor. Det var sikkert også derfor, at det var så ukompliceret, for det har været så oplagt og enkelt. Fuldstændigt renset for frustration,” fortæller Line Tjørnhøj.
Det er dog vigtigt for hende at understrege, at de tidligere livsvalg ikke har været fejltagelser:
”Det har det overhovedet ikke. Jeg har da nogle gange tænkt, ’åh bare jeg dog havde gjort sådan i stedet for’, men når jeg reelt kigger på det, så har jeg været dygtig og holdt af at lave det, jeg har lavet. Men jeg har hele tiden haft en følelse af, at jeg skulle videre. Også selvom jeg var blevet 35 og 40 og 50 år. Jeg har hele tiden været i en slags venteposition, men det er jeg ikke længere,” smiler hun.
Vi fortsætter med at gå rundt på kirkegården et øjeblik i stilhed, da hun udbryder: ”Sikke et lydbillede, vi bevæger os rundt i!”. Selv har jeg ikke lagt mærke til noget, men Line Tjørnhøj fortæller om lydene fra byen, en bus, der netop er sat i bevægelse, mennesker, der taler, og den kolde vind, der til tider hviner omkring os.
Havde Line Tjørnhøjs mor dengang tilbage i barndomshjemmet foreslået, at hun kunne blive komponist, ville hun ikke have rykket på det.
”Jeg ville have kigget på det som det bjerg, det var, først at skulle lære at spille klaver, og så havde jeg givet op. Jeg havde slet ikke opdaget alle lydene endnu, og min interesse var ikke vakt,” siger hun og tilføjer: ”Og så var jeg jo i øvrigt totalt forvirret dengang – ligesom så mange unge mennesker er i den alder.”
Derfor undrer det også Line Tjørnhøj, at vi i vores samfund i dag er så fokuseret på at drive ungdommen frem mod specifikke målsætninger:
”Jeg kan ikke lade være med at tænke, at samfundet da går fuldstændig glip af den energi og de fantastiske ting, der sker, når man sætter tankerne og kreativiteten fri. Hvis man allerede som 14-årig skal beslutte sig for, at man senere skal være advokat, så bliver tankegodset meget fattigt. Tænk så hurtigt at lukke de unge menneskers vilde drømmescenarier ned. Den urealisme og umodenhed, som man bevæger sig over i, når man drømmer, er jo på mange måder et grundlag for innovation, og hvis vi som samfund kun fokuserer på målrettethed, så går vi virkelig glip af noget,” siger hun og tilføjer:
”Det er unødvendigt med den målrettethed. De unge mennesker, som vi opfostrer nu, er jo kloge, engagerede, dygtige – de er alt muligt. Det skal nok gå, tænker jeg. Vi må ikke lukke samfundets porer, samfundet skal tværtimod suge til sig, så det kan sprudle med livsglæde og fjolleri på den gode måde.”