Da Karl Heinz Bohrer (1932-2021) i 2017 udgav andet bind af sine erindringer, fortalte han frejdigt, at han nød en cocktail med RAF-terroristen Ulrike Meinhof, før hun gik under jorden. Ikke nogen dårlig drink at servere den tyske offentlighed, når nu den var blandet af en mand, der altid fornægtede den fade smag.
Drinken smagte desto bedre, fordi Bohrer med afhandlingen ”Skrækkens æstetik” i 1978 havde overrumplet og rystet den tyske akademiske verden med sit elegante og brutale forsvar for den skandaliserede forfatter Ernst Jünger, der led under fascismeanklager.
Svidende cocktails med Ulrike Meinhof, surrealistiske udskejelser i Jüngers forfatterskab. Så vild var Karl Heinz Bohrer, der døde i onsdags, 88 år gammel.
Bohrers uddannelse var ærketysk: gymnasium i Schwarzwald, universitetsbesøg i Göttingen og Heidelberg.
Selvom Bohrer kun brugte et år på at opnå doktorgraden på en afhandling om tysk romantik, gjorde han den elskelige bevægelse, vi også kender fra dansk kulturhistorie: at forlade universitetet til fordel for avisbranchen.
I det ikoniske år 1968 blev han litteraturredaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung. Det udløste i 1974 et sammenstød mellem tre af Tysklands store publicistiske ånder. Nazismehistorikeren Joachim Fest erstattede Bohrer med den anderledes folkelige Marcel Reich-Ranicki.
Det er blevet et berømt diktum, at Reich-Ranicki om Bohrer skal have sagt, at Bohrer redigerede litteratursiderne ”med ryggen til publikum” med henvisning til Bohrers avantgardistiske sindelag.
Degraderingen fik imidlertid den glædelige konsekvens, at Bohrer i stedet kunne blive korrespondent for avisen. Han udvidede dermed sin sproglige og åndelige horisont ved at bo i Paris og London over mange år.
I 1982 blev han professor i Bielefeld og fortsatte således sin pendulfart mellem universitet og avisspalter.
Bohrer var en sand europæer: Han blev født før nazisternes magtovertagelse, og han døde i Storbritannien efter Brexit. Han udgav sene essays om fransk litterær krigshistorie og var faktisk i stand til at skrive skønt om sport. Han nægtede at lade sig nøje med det golde universitet, men han nægtede også at bidrage til forfladigelsen af kultursektionerne.
Frygtløshed, radikalitet og viden er bestemt aldrig naturlige ingredienser i samme åndelige cocktail. Men Karl Heinz Bohrer vidste at kombinere dem som få andre efter krigen, hvilket gør ham til en af de vildeste og væsentligste litterater i tysk efterkrigstid.
At han så også kunne lave en molotov ud af dem, gør ikke hans liv og værk mindre eventyrligt.