Læser man den store katalog til Edvard Munch-udstillingen på ARoS bagfra, forstår man, hvor vigtig en markering netop denne udstilling er for museets direktør, Jens Erik Sørensen. Det var gennem mødet med Munch i Bergen, at den unge mand måtte lægge sit livs retning om.
Det er også derfor, at Jens Erik Sørensen er kendeligt stolt over den fantastiske udstilling, der åbner i dag i Aarhus. Det er fuldt berettiget.
LÆS OGSÅ: En vandring gennem Munchs følelsesliv
Det er ikke en bred retrospektiv eller kronologisk udstilling af Munchs værk. Langtfra. Den er strikt tematisk, eksistentiel; den er bygget over livsforløb, erfaringer, kriser. Det ledende motiv er angsten. Hos den ner, der fra barnsben måtte affinde sig med tab; først af moderen, siden af søsteren.
Munch har tag i de erfaringer, der gør verden næsten ubærlig, i reaktionerne på det ubærlige i den enegang, den produktive ner i lange perioder måtte vælge. Munchs værk er velkendt, men Jens Erik Sørensen har med en meget sikker hånd orkestreret en ophængning, der på uimodsigelig måde fremhæver grundtemaer i den store nordmands . Det bliver indrømmet, at billederne af arbejderne, de mere livsfilosofiske naturbilleder, børnebillederne og meget andet slet ikke er med, og at det rent faktisk er bevidste fravalg. Sørensen vil blæse på formelle finesser; han vil ind i personen Munch, se ham og hans i dialog med dæmonerne, der er kvinder, sprut, angst og ensomhed.
De 10 rum åbnes med påvisningen af, hvordan Munch blev Munch. Fra at have malet som sin læremester, Christian Krohg, nemlig naturalistisk, til et helt andet udtryk, med flade og begyndende maskeagtige ansigter, udfyldt med energi i hele lærredet. Interessant nok er der i dette første tematiske rum kun kvinder.
Så følger direkte fra kvinderne angsten, dødsangsten, melankolien, jalousien og atter kvinden. Munch lever i de år, da antifeminismen er på sit højeste, hvor kvinden betragtes som en blodsuger, en vampyr. Kvinden er ophav til al lammende fortvivlelse. Hun er ikke urmoder, ikke livgiver, men menneskeæder, forfører. Joakim Skovgaard mente, at Munchs maleri Jalousi fra 1895 var det bedste moderne maleri, der fandtes. Det er på udstillingen. I al sin voldsomhed. Skrig derimod kan ikke lånes. Det er repræsenteret som et håndkoloreret litografi.
Udstillingen er muliggjort ved, at Rasmus Meyers Samling i Bergen skulle bygge om. I stedet for blot at opmagasinere billederne eller låne en del af dem ud, blev ARoS tilbudt det hele. En flot gestus men selvfølgelig også noget bindende, både hvad angår udvalget af motiver og noget så praktisk som forsikring.
Der er også lånt få værker fra Nationalgalleriet i Oslo og fra København, men det, der virkelig giver udstillingen dynamik, er den næsten urimeligt flotte række af grafiske arbejder, det lykkedes museet at låne af den norske samler Pål Georg Gundersen. Ganske simpelt de allerbedste tryk, som Munch selv har overvåget og udvalgt kvalitetsmæssigt.
Med denne blanding er det blevet muligt for Jens Erik Sørensen at understrege de temakredse, som han har valgt ud. Munch bliver ved sine motiver, men modulerer, især i grafikken, hvor han trykker i forskellige farver og tilstande. Vi får altså en stærk vekslen mellem de færdige og absolutte signalværker i maleri og så bredden og variationen gennem den serielle grafik. Det gør et overvældende indtryk.
Der er meget at se, at overveje, at tænke på gennem de 10 rum. Det rum, der udfolder kriseårene i begyndelsen af 1900-tallet med blandt andet indlæggelsen i København, viser med forbløffende kraft, hvordan Munch skiftevis arbejder med frontalt gengivne figurer og rygvendte.
Selv er han næsten provokerende frontal i det store selvportræt i den hidsige farveholdning og teknik, som kendes fra de franske fauvister i tiden. Der sker noget. Farven løftes. Der blændes op. Måske for meget.
Det sidste rum viser jaskede farverige lærreder, men så sandelig også nye, næsten kosmiske, fordybede, mørke malerier af nattehimlen om vinteren. Og der sidder han så på en hel væg i fotostat på sin 75-årsdag i 1938. Ene med sine lærreder. Eneboeren. Han døde en vinterdag i 1944.
Ophængningen er foretaget på antracitgrå vægge, men med svage linjer og strukturer skaleret op fra værkerne. Det giver en baggrund af noget til tider grumset, indtryk af byen Oslos slidte, pudsede facader. Det giver et liv uden at være påtrængende. Rummene ånder og bliver til de sjælemalerirum, som de skal være. En bølge ind i et sind, i et værk. Det største i Norden.
Man føres og hjælpes af tekster, der er netop så informative, at man lærer noget, og så summariske, at man ikke føler, at der doceres. Udstillingen er formidlingsmæssigt helt igennem i balance. Katalogen er fornem med gode tekster om Munch og om den neriske kontekst, Munch stod i.
Munchs værker vil formodentlig fremover i højere grad blive holdt hjemme i Norge. Det er således nok en af de sidste gange, vi kan opleve en så flot udvalgt og fokuseret Munch-udstilling i Danmark. Man kan sikkert i fremtiden blive nødt til at tage til takke med det, der kan og må lånes ud. Der er således al god grund til at skynde sig til Aarhus og opleve den store, uhyggelige, indadskuende nordmand i en suite af rum, der formår at følge neren og brede hans værk og temaer ud. Også helt ind i 150-året for hans fødsel. Det er bare i top.