Angst i litteraturen: Jo dybere angst, jo større menneske

Hver tid har sin angst. Det ses tydeligt i kultur- og litteraturhistorien. Ph.d.-afhandling kaster lys over angsten på siderne

Angst har været et presserende tema for forfattere gennem tiden: Fra 1800-tallets eksistentielle tvivlen ved Søren Kierkegaard og August Strindberg til Inger Christensens apokalyptiske atomkrigs-angst i 1960'erne og op i nutiden, hvor Olga Ravn blandt andet har beskrevet angst udløst af en fødselsdepression.
Angst har været et presserende tema for forfattere gennem tiden: Fra 1800-tallets eksistentielle tvivlen ved Søren Kierkegaard og August Strindberg til Inger Christensens apokalyptiske atomkrigs-angst i 1960'erne og op i nutiden, hvor Olga Ravn blandt andet har beskrevet angst udløst af en fødselsdepression. Foto: Sofie Mathiassen/Berlingske/Ritzau Scanpix, Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix, Nf/Nordfoto/Ritzau Scanpix, Nf/Ritzau Scanpix.

Ikke på dit ansigt, men på din angst skal jeg kende dig. Det synes at være et slags mantra i litteraturen for øjeblikket. Vi ser en digter som Søren Ulrik Thomsen skrive om sin mors psykiske sygdom og sin egen angst deraf i erindringsessayet ”Store Kongensgade 23”. Peter Øvig Knudsen har ligeledes skrevet om angsten i den aktuelle ”Jeg er hvad jeg husker”. Og Olga Ravn skrev om angsten, udløst af en fødselsdepression, i bestselleren ”Mit arbejde”, der udkom sidste år.

Hvad er det, der sker? Er der noget i tiden eller vandet, der gør, at angsten stortrives? For Markus Floris Christensen, ph.d. i litteraturvidenskab ved Europa-Universität Flensborg, er det vigtigt at sige, at ja, måske er der noget, der gør, at angsten har gode tider, lige nu. Men den har også altid været der.

”Angst er et meget tvetydigt dynamisk og historisk foranderligt begreb. I samtiden har vi en opfattelse af, at angst er en biomedicinsk lidelse, der udløses i hjernen, noget kemisk, der har eksisteret, siden vi gik rundt på savannen og var bange for tigrene. Men vores forståelse af angst skifter gennem tiden og betinges af bestemte faktorer. Der er bestemte idéhistoriske forudsætninger, koder, videnskabelige fremskridt, der styrer og determinerer den måde, vi forstår angst på,” siger han.

I sin ph.d.-afhandling ”The Complex Dynamics of Anxiety in Nordic Literature”, der afleveres om få uger, undersøger Markus Floris Christensen nedslagspunkter i nordisk litteraturhistorie med fokus på, hvordan angsten gennem tiden kommer til syne.

”I litteraturen ser vi – og det er det enestående – angsterfaringer forvandle sig til litterær form. Litteraturen har en kapacitet til at omforme erfaringer, der er svære at udtrykke. Hvordan oplever man angst, hvordan erfares den? Hvad gennemgår man, når man er angst? Der er litteraturen et oplagt sted at søge, fordi vi har flere 1000 års udtryk for angsten dér. Den er essentiel og findes ikke i det videnskabelige sprog eller i hjerneforskningen.”

Kierkegaard var forudseende

Vi kan begynde i oldtiden, ved verdens ældste historie. Helteeposset ”Gilgamesh” er skrevet på lertavler med kileskrift 2100 år før Kristi Fødsel og handler om kongen Gilgamesh’ rejse efter en ligemand. Han møder Enkidu, men guderne tager vennen fra ham. Savnet og ensomheden fylder Gilgamesh med angst.

”Her er det en form for dødsangst, der melder sig. Den vel mest fundamentale form for angst,” siger Markus Floris Christensen.

Hvorfor være angst, hvis skæbnen er i Guds hænder? Hvis døden aldrig er døden, men det evige liv?

”Frygt ikke, tro kun!”

Sådan er det kristne verdensbilledes svar på angsten. Men i 1800-tallet begynder den eksistentielle tvivl for alvor at snige sig ind på os. Det er i denne kontekst, at en, for vores moderne forståelse af angst, uundgåelig herre kommer på banen, nemlig filosoffen Søren Kierkegaard.

”I det 19. århundrede begynder moderniteten at melde sig. Samfundet undergår ret markante forandringer, som indvirker på angstens tilsynekomst i litteraturen. ’Begrebet angst’ kommer i 1844 og er jo egentlig ret forudseende i forhold til den moderne måde at forstå angst på: Angst som noget, der, modsat frygten, ikke retter sig mod et objekt. Det er den grundlæggende distinktion, Kierkegaard foretager: Han knytter angsten til valget og friheden, muligheden af at kunne er angstens udspring. Det er den moderne frihedsangst, der kommer til udtryk dér, og som vi jo stadig lider under. Antallet af muligheder for at udfolde sig er kun steget siden 1800-tallet,” siger Markus Floris Christensen.

Angst er ikke en neurose, det er en oplevelse

Inger Christensen

Forfatter i "Det"

Går man tilbage til omkring år 1900 blev angstsymptomer som oftest omtalt som ”nerver”. I 1890’erne udviklede den østrigske psykiater Sigmund Freud psykoanalysen som metode til at behandle nervepatienter. Vil man have et indblik i tiden og den angst, der var, kan man med fordel se til den svenske dramatiker August Strindberg, fortæller Markus Floris Christensen.

”Det er nervøsitetens og opløsningens tidsalder, fordi den verden, man kendte, er ved at ændre sig. En nervøs dirren gennemstrømmer tidsånden, og det ses tydeligt i Strindbergs skrift.”

Sex og angst i patriarkatet

Han peger på Strindbergs ”Frøken Julie” som et interessant stykke, hvis man vil forstå angsten i tiden: Det handler om en grevedatter, Julie, der ”kommer til” at gå i seng med tjeneren Jean.

”Det er jo en fatal handling. De overskrider samfundets rammer i et patriarkalsk system. Og ud af den handling opstår en angstatmosfære, der gradvist tager til i stykket. Det ender med, at greven kommer hjem og ringer med klokken. Tjeneren stivner i angst – og Julie begår selvmord. Her ser vi i høj grad, hvordan angsten betinges af klare kulturhistoriske forudsætninger: Patriarkatets opløsning, eksempelvis.”

Forbudte lyster, der ikke kan holdes nede, men tvinger sig op til overfladen og udløser alarmen. Det er på allerbedste freudianske vis angsten, der udløst af psykoseksuelle faktorer, vi ser, påpeger Markus Floris Christensen. Men der er også hos Strindberg en lille hilsen til Kierkegaard og en anden forståelse af angst end den, Freud kommer med.

”Til sidst i stykket installerer Strindberg en metafysisk dimension, en religiøs måde at forstå angstbegrebet. Greven repræsenterer en omnipotent gudeskikkelse, hvis regelsæt karaktererne er rædselsslagne for at overskride. Kierkegaard ser angsten i en teologisk ramme, og hos ham følger den arvesynden: Adam får muligheden for at spise den forbudte frugt. Og muligheden for at trodse buddet, genererer angsten. At Strindberg har dét med viser, at angst betinges af tendenser i tiden, ja, men der er måske også nogle måder at forstå angst på, der går igen. Strindberg indfanger spændingen mellem en religiøst determineret opfattelse af angst og en moderne, psykologisk determineret opfattelse af angst.”

I dag er én af de mest alvorlige angstdiagnoser PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom). Den kendes mest fra krigsveteraner, der har været udsat for så voldsom en belastning, at de kan gå i et angstfyldt alarmberedskab over det mindste. I forbindelse med den nylige tilbagetrækning fra Afghanistan kunne man i flere medier læse historier om danske veteraner, der reagerede voldsomt på de billeder, der pludselig var i nyhederne. Pludselig løb én rundt og afsikrede parcelhushaven, mens ægtefællen så magtesløst til.

At indhegne angsten

At krig giver angst var en erfaring, der kom med Første Verdenskrig i årene 1914-1918. Millioner af unge mænd faldt på slagmarkerne i Europa i en krig, der med sine endeløse slagterier syntes meningsløs for de fleste. Efter krigen led de overlevende med det, der dengang kaldtes ”granatchok”. Det er blandt andet beskrevet levende i den tyske bog- og tv-serie ”Babylon Berlin”, hvor hovedpersonen jævnligt får flashbacks til krigen og voldsomme angstanfald, der rykker ham ud af virkeligheden og ind i en toiletbås, hvor han forkrøblet ligger og ryster. Han må medicinere sig selv med stoffer for at finde fred.

Verdenskrigene skabte en ny forståelse af angst, forklarer Markus Floris Christensen.

Her forsøgte man i høj grad at gøre angsten til et objektiverbart og klarlæggeligt videnskabeligt begreb. Et løsbart problem. Efter Anden Verdenskrig udvikles de diagnostiske manualer således i forsøget på at inddæmme den tilsyneladende grænseløse angst.

”Krigene repræsenterer et meningstab og en absurditet, som også er med til at fremkalde angsten. Den psykiatriske måde at forstå angst på er at indhegne den i diagnostiske spektre, så der er kriterier for, hvornår du kan få en diagnose; panikangst, socialangst og så videre. Indkredse, få hold på, behandle angsten, det er psykiatriens mål. Det kommer klart af, at der er behov for det efter verdenskrigene, og især i USA træder medicinalindustrien frem og viser vejen. Men under det hele har vi stadig psykoterapien og det freudianske begrebsapparat, der søger forklaringen i barndommens traumatiske oplevelser,” siger han.

De første diagnostiske manualer i psykiatrien kom i 1960’erne. I 1968 blev der dog også skrevet et dansk litterært modsvar, nemlig Inger Christensens ”Det”. Ordet angst optræder 58 gange i værkets sidste del, og man kan for eksempel hæfte sig ved følgende sætning:

”Angst er ikke en neurose, det er en oplevelse.”

I angstens litteraturhistorie kan man se ”Det” som udtryk for slut-1960’ernes ungdomsoprør og den ”antipsykiatri”, oprøret mod den strengt medicinske opfattelse af psykisk sygdom, der også var en tendens på det tidspunkt, siger Markus Floris Christensen.

”Det er en meget tydelig positionering af den eksistentielle angst som noget, der ikke kan indhegnes og fastlægges i bestemte kategorier, men som en grundlæggende erfaring i den menneskelige tilværelse – og noget, der tilmed sætter den poetiske skabelse i gang.”

3600 siders midaldrende mand

Inger Christensen er vores ”store angstdigter” herhjemme, mener Markus Floris Christensen, og det fortsætter med ”Alfabet”, der udkom i 1981. Det var midt under den kolde krig ”den store kontekstuelle angstudløser i tiden”, som litteraten siger.

”’Alfabet’ handler om atombomben. Men Inger Christensen foregriber faktisk hele den klimaangst, der gør sig gældende i dag. Hun skriver om den økologiske apokalypse, konkret ved naturfænomener, der er gået i opløsning. Den menneskelige civilisation har ødelagt naturen, og dén erkendelse er også angstfyldt.”

Klimaangst er én af de ting, der nævnes som noget, der fylder hos ungdommen i dag. Sammen med social angst og præstationsangst. De to sidste angstformer tager for alvor fat i 1990’erne, og i den tyske sociolog Heinz Budes værk ”Angstsamfundet” beskrives det, hvordan det præstationsorienterede, senmoderne menneske kan rammes af en angst, fordi man kun ”er noget” i kraft af andre og andres mening om én.

”Én af Heinz Budes teser er, at selvet i dag er blevet så skrøbeligt, fordi vi konstant sammenligner os med andre og har forventninger til os selv, som vi ikke kan opfylde. Vi har et selv af andre, fordi ens selvforståelse er blevet udhulet af de sociologiske betingelser, den performancekultur, vi lever i.”

Og netop dér finder vi én af de mest læste nulevende forfattere, nemlig norske Karl Ove Knausgård.

”3600 sider om en midaldrende skandinavisk mand, der skifter bleer på børn og går ned med skraldespanden. Men hele udgangspunktet er social angst, han magter ikke at tage del i det sociale ’Gesellschaft der Angst’, og han søger så litteraturen, både som læser og udøvende forfatter. Skriften bliver et sted, han kan udtrykke den angst og skyld og skam, han oplever. Et æstetisk medium, hvorigennem han kan transformere sine lidelser. Der er ingen tvivl om, at det er en reaktion på det senmoderne angstsamfunds logikker og principper,” siger Markus Floris Christensen.

At lære at ængstes

Helt fremme i nutiden tales der om det digitale som en vigtig faktor i forhold til især børn og unge med angst. Der arbejdes med ”iPhone separation anxiety”: angsten for at være adskilt fra sin telefon.

”Jeg tror, den teknologiske udvikling har enormt stor betydning for udbredelsen af angst i dag. Men jeg tror også, der er noget andet, der har sit at sige,” siger litteraten.

”At det er en folkesygdom skyldes også, at den tid, vi lever i nu, er styret af et videnskabeligt paradigme, der forsøger at fastlægge angst ud fra en videnskabelig metodik. Og det er altså noget relativt nyt. Vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før angst, ensomhed, sorg og lidelse var noget, man gik til præsten med. I dag går vi til lægen og psykologen. Det har nogle konsekvenser for måden, vi forstår begrebet på. Der er konkrete faktorer, der terminerer udbredelsen af angst som lidelse, ja, men der er også bestemte paradigmer, der præger den måde, vi overhovedet forstår angst på.”

Skal vi forlige os med angsten? Ja, mener Markus Floris Christensen.

”Kierkegaard refererer i det sidste kapitel af ’Begrebet angst’ til et eventyr af Grimm om en dreng, der tog ud for at lære at ængstes. At forstå, at angsten har en historie, er essentielt, og det får man i litteraturen. Det er ikke noget, man står alene med, men noget, som er blevet erfaret og udtrykt på vidt forskellige måder fra antikken frem til i dag. I vores biomedicinske tidsalder kan den bevidsthed være meget udgrænset, men jeg tror, at den er vigtig at have med,” siger han.

”Og måske har vi brug for at afpatologisere en smule. Kierkegaard skriver: ’Jo dybere angst, jo større menneske’. Angst kan også være en gave, der får os til at tænke. Når angsten melder sig, er det, fordi der er noget i en selv, der kalder på at blive forstået. Det er ikke kun en reaktion på en ydre fare, men også på en indre bevægelse. Når angsten viser sig, skyldes det, at der er noget i én selv, der kræver, at man forholder sig til sig selv.”

Han er da enig i, at man kan blive så syg af angst, at det er svært at fungere. Men i stedet for at holde så meget fast i, at angsten må luges ud af samfundet, må vi til at se, at angst ikke kun handler om at tabe; tabe kontrol, tabe ansigt, tabe i det hele taget.

”Vi overser, at angsten også giver. Forfatteren Sophus Claussen har sagt det meget fint: ’Et ængsteligt sind at besejre er mer end at vinde en stad.’”