”Heksejagt” rummer både aktuelle værker, skabt direkte til udstillingen, og allerede eksisterende værker. Inklusive den meget kendte lyserøde bronzeskulptur af den fransk-amerikanske billedhugger Louise Bourgeois (1911-2010) ”C.O.Y.O.T.E.” fra 1947-1949, der oprindeligt hed ”De blinde leder de blinde” efter Det Nye Testamente.
Værket advarer mod et sådant, lidet succesrigt forehavende, men i 1979 forsynede Bourgeois skulpturen med en ny titel: ”C.O.Y.O.T.E.”, akronym for Call Off Your Old Tired Ethics (tag afsked med dine gamle og udslidte anskuelser), hvilket refererer til en amerikansk organisation, som arbejder for at afkriminalisere prostitution. Bourgeois var fordomsfri og frisindet og støttede homoseksuelle og transseksuelle i deres kamp for at blive accepteret og at blive gift. Hun ville uden tvivl også have støttet hekse.
Udstillingen veksler frugtbart mellem fortid og nutid. En række fascinerende kobberstik af store kunstnere som Albrecht Dürer (1471-1528), Hans Baldung Grien (1484-1545) med flere folder heksenes til tider dødbringende ”kunster” ud.
Stikkene repræsenterer et verdensbillede, hvor disse kvinder mentes at være i besiddelse af en mystisk og farlig kraft. Datidens mennesker opfattede dem som en reel trussel mod andre menneskers lykke, og de skulle derfor bekæmpes for enhver pris. Hekse mentes at kunne forbande andres liv med deres subtile og okkulte handlinger, og de var i ledtog med den onde selv.
Det kan være vanskeligt at forstå i dag, men det var længe før oplysningstiden og de deraf følgende rationelle forklaringssystemer, som hviler på naturvidenskabens landvindinger. Hekse hører til den tid, hvor overtroen herskede. Dengang følte mennesket sig generelt ekstremt udsat. Hvis tingene gik godt, var det, fordi Gud var med en. Hvis de gik skidt, stod der nok en ondsindet heks bag.
Dengang regnede ulykkerne massivt ned over menneskene i form af sygdomme, ofte med døden til følge. Dertil kom tårnhøj børnedødelighed og et stort antal kvinder, der døde i barselsseng. Faktisk var fødsler noget af det, som kvinderne frygtede allermest. Der var pest og kolera, trediveårskrig, og den lille istid herskede fra 1300 til cirka 1850 med ekstremt kolde vintre.
Man led ofte under elendige høstresultater, og der var ofte sygdomme i dyrebesætningerne. Det var derfor nærliggende at udpege en syndebuk, som angsten kunne kanaliseres over i, for med en hekseafbrænding kunne man drive det onde ud. Men kun for en stakket tid. Små tegn blev lagt sammen, vidner tilkaldt, folkestemningen oppisket, og pludselig havde man en syndebuk. De anklagede fik dog altid en retlig proces, og derfor endte langtfra alle de anklagede på bålet.
Den store heksetid var 1450-1700. Omkring 95 procent af de anklagede kvinder kom fra bondestanden. Det gik hårdere for sig i rigsfællesskabet Danmark-Norge end i resten af Europa. Udstillingen ledsages af en lille, men informationstæt blå bog, som omhyggeligt dokumenterer heksejagterne under Christian IV, som var den mest heksejagende konge i danmarkshistorien.
Det gik navnligt ud over samerne i Finmarken i det nordligste Norge. Fra 1617 til 1625 blev der brændt en heks på bålet hver femte dag i Danmark og Norge. Mindesmærke ”Steilneset” i Vardø i det nordvestlige Norge er et forsøg på at ”tilbageerobre erindring”, som det hedder. Her mindes man 91 samiske kvinder, der blev brændt som hekse som led i ”fornorskningen”, der var danskernes systematiske indsats for at uddrive hedenske sæder og skikke. Det todelte monument er ikke med på udstillingen, men er omtalt i bogen. Det blev indviet i 2011 og er skabt af omtalte billedhugger Louise Bourgeois og den schweiziske arkitekt Peter Zumthor (født i 1943).
Den grønlandskfødte billedkunstner Pia Arke (1958-2007) – som i parentes bemærket næste år udstiller solo på Louisiana i serien ”On paper” – sætter i sit stærke, performative videoværk ”Arctic Hysteria” fra 1996 sig selv i scene som nøgen inuit, der kravler rundt på et kæmpemæssigt fotografi af et grønlandsk landskab – nærmere bestemt den landsdel i det sydlige Grønland, hvor hun voksede op. Til slut river hun fotografiet i stykker. Værket er et kritisk modsvar til en i fortiden almindelig opfattelse af inuitiske kvinder, nemlig at de under den lange vinter led af hysteri på grund af vitaminmangel.
Med dette og flere andre værker på udstillingen forlader man heksetemaet og skifter til et fokus på mere dagsaktuelle ofre for kolonialisme og undertrykkelse af outsidere. Det fremgår også af den vestindiske kunstner La Vaughn Belles (født i 1974) videoværk, som i smukke billeder skildrer de landskaber, hvor den strukturelle vold mod slaverne fra den afrikanske guldkyst fandt sted.
I den store sal kan vi blandt andet opleve den libanesisk-amerikanske forfatter og billedkunstner Youmna Chlalas store, hængende vindpose, der fanger vindens kraft – inspireret af samernes gamle riter. Der indgår også et forunderligt modeltog, skabt af den amerikanske kunstner Aviva Silverman (født 1986) med titlen ”Queen City Special” fra 2020. Her kører de særeste personager i plastic forbi publikum i loop gennem en væg. Nogle af dem er hentet i tegneseriernes univers, andre fra kirken i form af klerikale skikkelser, der demonstrerer for retten til at være homoseksuel. Toget afspejler de mange seksuelle identiteter, som menneskeheden omfatter, og er en slags kørende Noas Ark.
Udstillingens mest omfattende og forførende værk er skabt af Rasmus Myrup (født i 1991). Det er totalinstallationen ”Salon des Refusés” – en velgørende humoristisk modvægt til udstillingens mere tunge problemstillinger. Myrup må have moret sig kosteligt under udførelsen af dette fantasmagoriske ”spectacle” af elverpiger, mosekoner, vølver, normer, trolde, marer og åmænd, der befolker en af Charlottenborgs store sale med alternative identiteter, hentet i folketroen og den nordiske mytologi, men de fremstår samtidig sært nutidige i deres moderne outfit.
Udstillingen, men især kataloget, giver et spændende kig ind i en tid, hvor outsidere af enhver art – og altså ikke kun hekse – blev dæmoniseret på grund af deres anderledeshed. Det handler dybest set om det afvigende og uforståelige, som til alle tider fremkalder frygt og usikkerhed i sarte sjæle.