For en kunstner kan angst være konstruktivt, ja, måske ligefrem en nødvendighed. Dette er en vigtig morale i læge Rasmus Nejst Jensens bog "Angsten i kunsten. Ti danske kunstnere fortæller".
Forfatteren Ib Michael opgav at tage lykkepiller mod angst og depression i erkendelse af, at fjernede han spidserne eller yderpunkterne af humøret, så kommer jeg aldrig derud, hvor jeg henter noget til min skriveproces. Hvis jeg skal sige farvel til yderpunkterne for at få det bedre, vil jeg hellere leve udspændt mellem ekstremerne bund og top.
Bogen består af interview med 10 kunstnere samt med en forhenværende psykiater, Tom Bolwig. Desuden betragtes angsten lægevidenskabeligt og psykologisk, og den kommer dybt ned i sit tema. De involverede er bemærkelsesværdigt åbne og personlige i deres udsagn om angsten både som destruktion og som et skabende element i deres kunstneriske arbejde.
De 10 interview er meget forskellige. Nogle handler mest om kunsten, andre mest om angsten. Som Nejst Jensen med rette bemærker i forordet, kræver det mod at fortælle om angst i en tid, hvor angstlidelser fortsat er omgærdet af tabu.
Det mod har deltagerne i en endda overraskende grad. For eksempel forfatteren Kirsten Thorup, når hun indgående beskriver sin angst for alt det, der kan gå galt på en planlagt rejse: Jeg kan godt sidde en hel dag fuldstændig lammet af skræk for en rejse, som jeg dybest set ikke har noget besvær med, altså fornuftsmæssigt.
Rasmus Nejst Jensen har selv været konfronteret med angsten og erfarede i den forbindelse, hvor lærebogsagtig og teoretisk den foreliggende litteratur om emnet generelt var. Han savnede beretninger om angsten fra personer, der på egen krop og i eget sind har oplevet den. Altså beretninger som dem, han har samlet i denne bog, der udmærker sig ved en klar og overskuelig formidling af stoffet.
Jeg ved ikke med sikkerhed, om angst er en nødvendig drivkraft for skabelsen af stor kunst. Men jeg tror det, siger professor emeritus Tom Bolwig, der i sin lange karriere som psykiater har været i nærkontakt med et stort antal kunstnere.
Digteren Jørgen Leth er uden tvivl enig: Al kunst er en dans på kanten af en afgrund. Det skal være farligt, før det er godt. For mig er det totalt uinteressant at læse litteratur eller se film, som ikke sætter sig selv på spil (...) Jeg har en enorm respekt for dem, som sætter deres liv på spil, og jeg synes, det er et uomgængeligt krav til kunsten, at den skal gøre det.
Også digteren Naja Marie Aidt synes enig. Hun blev efter en periode med mange belastninger ramt af svær panikangst og opsøgte en psykiater, der behandlede hende med medicin og med kognitiv (erkendelsesmæssig) terapi. Langsomt fik hun det bedre og lærte at leve med sin dødsangst. Hun føler selv, at forløbet har gjort hende til en bedre forfatter. Noget kunne tyde på, at hun har ret: Hendes første udgivelse efter perioden med angst var novellesamlingen Bavian, der både indbragte hende Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris.
De øvrige interviewede i den hermed anbefalede bog er pianisten Katrine Gislinge, forfatterne Peter Høeg og Henrik Nordbrandt, skuespilleren Ghita Nørby samt billedkunstnerne Cathrine Raben Davidsen og Michael Kvium.