Aldrig har vi talt så meget om infektioner, virus, kontakttal og statistik, og vi har opdaget, at vores universiteter myldrer med infektionsmedicinere, viruseksperter, epidemiologer, sygdomsstatistikere og mange andre med hidtil ukendte titler.
Det har givet professor Anja C. Andersen anledning til at skrive en fin lille bog om, hvad videnskab er. Tilgangen er overvejende naturvidenskabelig, og det er opmuntrende, når hun skriver:
”Videnskaben søger efter objektiv erkendelse, og det videnskabelige samfund afgør, hvad der er objektivt, og hvad der er subjektivt, hvad der er enighed om, og hvad der er usikkerhed om.”
Vi møder nemlig i disse år alt for ofte de såkaldte social-konstruktivisters letsindige tale. Det er forskere, mest i humaniora og samfundsvidenskab og hyppigst i Aalborg eller Roskilde, der siger, at sandheden som sådan ikke findes, men kun er en social konstruktion og derfor altid er til diskussion, for eksempel i indvandrer- eller kønsforskning. Naturvidenskabelige forskere ved, der findes fast og sikker viden.
Men Covid-19 bringer ikke bare forskningen frem i lyset. Pandemiens høje pris truer også forskningsbevillingerne, og det giver Anja C. Andersen anledning til at beskrive den uhensigtsmæssige finansieringsmodel for dansk forskning. Forskere får nogle basismidler, de søger eksterne midler, de får for uddannelse af kandidater, og de får flere penge, hvis de er kendte og publicerer meget. Det tager lang tid at søge og afregne for eksterne midler, nogle af de hjemhentede midler modregnes i basismidlerne, forskere kan fristes til at svindle med deres publikationer, og det er ikke klogt at koncentrere forskningsmidler på kortvarige projekter af få topnavne, der tidligere har præsteret højt.
Stærk forskning kræver nemlig brede miljøer, der arbejder langsigtet og helst også i fortsættelse af en langvarig tradition. Ingen kan lige hekse et forskningsmiljø op af jorden, og det er svært at forudsige, hvem der gør den næste store opfindelse. For eksempel fik vi den viden, moderne it-teknologi bygger på, som resultater af grundforskning, blandt andet på Anja C. Andersens eget institut, Niels Bohr Instituttet. Denne grundforskning blev drevet helt uden tanke på senere økonomisk gevinst. Der er altså brug for mange penge til mange forskellige forskere og uden krav om hurtigt afkast.
Dette argumenterer Anja C. Andersen overbevisende for, og også meget spændende. Bogen giver et godt og ofte sjovt indblik i, hvad forskning er, og hvad forskere oplever.
Skulle man kritisere bogen lidt, må det være for, at den kommer lidt nemt om at give gode forslag til problemernes løsning. Lidt kækt refereret er Anja C. Andersens forslag, at samfundet sender flere penge straks og helst uden betingelser. Det er sådan set nok også rimeligt nok. Den moderne, forskningsbaserede teknologi har skabt et rigt samfund – med en masse problemer. Og disse problemer kan kun løses med endnu mere forskning!
Men velfærdsdebatten er på et mere abstrakt niveau også en debat, om vi skal bruge penge direkte på de mennesker, der har det svært i det moderne samfund eller kræver at få det endnu bedre, eller om vi skal investere i fremtiden. Det får vi ikke materiel glæde af i dag, men det sikrer formodentlig vores velfærd, samfund, klima og identitet i fremtiden. Det er den svære del af debatten om forskningsmidler, og den forholder bogen sig ikke rigtig til.