Nu har læserne af den danske oversættelse af Karl Ove Knausgårds Min kamp allerede læst om barndommen i Sørlandet, da han er en lille kristen dreng i et kulturradikalt miljø; om, hvordan han mister troen og bliver ligesom alle de andre gymnasieelever i tiden i Kristiansand. Hvordan det endelig lykkes ham som 19-årig at gennemføre et samleje på en Roskilde-festival. Og om hans tid som ung lærervikar i Nordnorge, hvor han forelsker sig i en 13-årig skolepige. Det, som blev stoffet til hans første roman, og som Min kamp 5 slutter med at berette om. Min kamp 5 handler om kampen med og for at skrive denne roman.
LÆS OGSÅ: Knausgårds endelige version
Romanen fortæller om hans 14 år som studerende i Bergen. Den begynder med ankomsten og slutter med, at han forlader sin kone, Tonje, og Norge. Og om hans utroskab. Tonje var nu ikke særlig begejstret over, at han fortæller alverden om det. Men skal en roman være sand, skal den være hensynsløs, siger Knausgård. De fleste andre forfattere ville have skjult Tonje bag fiktionens maske.
Vi synes efterhånden, vi kender ham. Det gør vi, på samme måde som vi kender folk fra tv eller bladene. Min kamp er en slags realityroman. Sagen er, at han ikke har oplevet noget særligt, ganske som de fleste af os heller ikke har. Der er sådan set ikke noget at skrive om, og derfor gør han det. Det er ligesom, når vi ser en moderne installation og udbryder: Den kunne jeg også have lavet, men vi gjorde det ikke. Og nu, hvor Knausgård har skrevet om sit almindelige liv, er der sket to ting: Hans almindelige liv er blevet noget forunderligt, og der er ingen, som kan gøre ham kunsten efter. Det trivielle har altid været kunstens fjende; men det er det ikke hos Knausgård. Han er grænseoverskridende ved at være som alle andre og derfor unik.
Min kamp 5 er en universitetsroman. Den slags er ofte satirer over universitetslivet. Det er denne også. Den er et portræt af forfatteren som ung mand. Han gik tillige på forfatterskolen i Bergen. Min kamp 5 adskiller sig fra bog et og to, idet den ikke indeholder refleksioner eller essay, som de gør.
Knausgård bruger, som mange ved, de rigtige navne på personerne i romanerne. De er ikke karakterer, men de bliver karakteriseret. Han har heller ikke opdigtet handlingen. I denne bog er hovedpersonerne en lang række norske forfattere og akademikere, og vi hører meget om hans kærester og venner. Der er ikke noget at fortolke eller analysere på anden måde end den måde, hvorpå vi fortolker andre mennesker. Der er intet litterært ved romanen, men der er litteraturhistorie. Vi får jo en masse at vide om kendte og mindre kendte norske forfattere.
Romanen indledes drillende med, at Knausgård siger, han intet husker fra de 14 år, han boede i Bergen fra 1988 til 2002. Enhver læser vil spørge: Jamen, hvad er så de 700 sider, der følger efter, for noget? Han husker stemningen. Det er den, som han har genskabt ned til mindste detalje. Hvor han i de første bøger ikke kunne gennemføre et samleje, kan han i hele denne bog ikke skrive, men han kan læse, så vi får at vide, hvilke forfattere han har læst.
Alle hans forfattervenner kan skrive, men ikke Karl Ove. Vi får endog eksempler på hans mislykkede forsøg, som ikke duede, men som vi nu kan læse. Vi hører til sidst om, at hans første roman udkommer. Han skriver: Romanen havde været ude nogle uger, ingenting var sket. Faktisk var der sket noget en masse. Den var allerede blevet flot modtaget, men det nævner han ikke. Han får Kritikerprisen. I bog fem blev han forfatter. Ikke en berømt forfatter; det blev han først, da han i Min kamp skrev om dengang, han ikke var en berømt forfatter.
Og så til sidst: Der må være flere generationer af dansklærere, der har svigtet, når det er nødvendigt at oversætte norske romaner til dansk. Det kan forlagene og oversætterne glæde sig over, især når talen er om Min kamp. Den er fint oversat af Sara Koch det vil sige, det norske smitter ikke af på hendes danske.
Karl Ove Knausgård: Min kamp 5. Oversat af Sara Koch. 704 sider. 369,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.
