Anmeldelse: Borgen skaber mental ensretning

Man får med Borgen en samlet pakke af tidens vedtagelser forærende. Serien er fordøjelig som en læge-roman, men under overfladen cementeres de primitive forestillinger om ondt og godt, mener Kristeligt Dagblads tv-anmelder

DR’s dramaserie ”Borgen” bæres igennem af gode skuespillerpræstationer, men persontegningerne er hule, og serien mangler et selvstændigt budskab, mener Sørine Gotfredsen. –
DR’s dramaserie ”Borgen” bæres igennem af gode skuespillerpræstationer, men persontegningerne er hule, og serien mangler et selvstændigt budskab, mener Sørine Gotfredsen. –. Foto: Mike Kollöffel.

I aftes sluttede DRs dramaserie Borgen for denne gang, og op mod halvanden million seere pr. afsnit taler for sig selv. Serien er uhyre populær og har tilmed fået status af referencepunkt, når vi diskuterer politik og samfundsforhold. Netop derfor er der noget at overveje, for Borgen udmærker sig i høj grad som fastholder af bestemte værdisæt.

LÆS OGSÅ: Spindoktorer er ikke som i "Borgen"

Med sin glatte, velsmurte og også velspillede stil fungerer serien som en tilførsel af liv til den i forvejen etablerede folkets konsensus.

Allerede inden første afsnit i sin tid blev sendt, skrev Søren Espersen (DF) i en kronik, at vi sikkert her ville opleve borgerlige politikere fremstillet som jævnt usympatiske, mens den anden fløj ville rumme masser af menneskelighed. Og præcis sådan gik det.

Samtlige politikere i blå blok fremstår i serien som primitive og populistiske, og mens oppositionens leder, Lars Hesselbo, nok omtales som nogenlunde hæderlig, er han i sidste ende en kold liberalist, man kun omgås af nød.

På den anden fløj, derimod, har vi både den retskafne muslim, den rare nissefar fyldt med livsklogskab og den klassiske arbejdertype med ru næver og stolthed over at have taget turen fra lagergulv til parlament. Og naturligvis statsminister Birgitte Nyborg selv, der nok har udviklet et par kyniske træk undervejs, men som grundlæggende er et godt menneske, der blot for en stund lod sig rive med af magtens anatomi.

Det politiske billede og seriens papkasse-karakterer repræsenterer således en dybt grundet mentalitet baseret på den antagelse, at det venstreorienterede menneske basalt set er mere humant end det borgerlige.

En vedtagelse, der for eksempel gør, at man slipper langt nemmere af sted med en kommunistisk end en fascistisk fortid. Nok har Ole Sohn (SF) i denne tid bøvl med sin DKP-identitet, men havde han som granvoksen hyldet et fascistisk styre, ville han være færdig i politik.

Instinktivt skelner vi mellem politisk rødt og sort, selvom begge retninger kan udvikle sig nådesløst, og denne dyrkelse af det vedtagne udgør en stor del af selve marven i Borgen. Den reproducerer et i forvejen indgroet verdensbillede og er helt fri for de paradoksale vejbump, der ville kræve ny stillingtagen.

Tilmed styrkes den banale begribelighed ved, at de fleste af karaktererne stivner i deres skabeloner. Det er især Birgitte Nyborg selv, der gennemgår en nogenlunde troværdig bevægelse i sit spændingsfelt mellem karriere og familie.

Spindoktoren Kasper Juul fremstod i begyndelsen som seriens interessante, eksplosive punkt, men efter at han har fået brudt skotøjsæsken til sin incestramte barndom (en kliché, der fra start stod mejslet i versaler), faldt han i aftes til ro med tanken om at blive far.

Et klassisk find dig selv-forløb mast sammen til en grovkornet bouillonterning suppleret med et endeløst zig zag-løb i forholdet til reporteren Katrine. Denne kvinde, der den ene dag er stålsat karrieremenneske og den næste bare vil have børn. Alt imens hendes ældre alkoholiserede kollega (der meget belejligt kun drikker, når historien trænger til lidt kulør) vejleder hende gennem livet med sjælelig indsigt bøjet i neon.

Ud over de hule persontegninger er problemet med Borgen, at serien mangler et selvstændigt budskab. Den dyrker konsekvent de temaer, der længe har været gennemtygget, og fokuserer for eksempel på spørgsmålet om hykleri, når en politiker støtter det offentlige og placerer sine egne børn i private rammer. Eller den indvandrerkritiske partileder, der overfaldes på Nørrebro, og det generelle problem med tabloidpressens metoder.

I denne næsten direkte reproduktion af dagens debat og synlige mangel på originalitet lever serien primært gennem nogle dygtige skuespillere, der delvist formår at sløre, at historien mest minder om en lægeroman omsat til Christiansborg. Det er da også det romantiske brændstof, der i sidste ende skal holde projektet flydende, og de fleste bemærkede nok i aftes, at den triste Phillip måske er på vej tilbage til sin statsministerkone. Hvorefter drømmen om evig kærlighed får et kapitel til.

LÆS OGSÅ: "Borgen" er tom underholdning

Borgen kan samle halvanden million danskere foran fjernsynet, men det ændrer ikke ved, at den er noget af det mindst ambitiøse, der længe er set fra DR-Drama. Den rummer under overfladen decideret mental ensretning, og i en lille nation, hvor man ynder at være enige, lægger Borgen sig som en dejlig dyne over folket og forsikrer, at verdensbilledet ligger nogenlunde fast. Borgen tilbyder den samlede pakke af tidens værdier og vedtagelser, og mange danskere elsker den, fordi det nu engang er lettere at få et livssyn foræret frem for selv at skulle tænke sig frem til det.