Anmeldelse: Der er ofte gået en skuespiller tabt i præsten. Men gudstjenester er dårligt teater

For en ikke-troende teater-instruktør er kirken en sær oplevelse

"Alteret er flot, men det er irriterende, at man ikke kan skifte scene og se på noget nyt i anden akt. Der er ikke meget variation. Og så er tableauet med Jesus på korset lidt plot spoiling a la 'ja, ja, vi ved godt, han dør til sidst'."
"Alteret er flot, men det er irriterende, at man ikke kan skifte scene og se på noget nyt i anden akt. Der er ikke meget variation. Og så er tableauet med Jesus på korset lidt plot spoiling a la 'ja, ja, vi ved godt, han dør til sidst'.". Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Hvis kirkeritualet var en teaterforestilling, ville det være et ret dårligt show. Den er gal helt fra begyndelsen. Man sidder dårligt, på hårde bænke i et alt for oplyst lokale, hvor man kan se de andre publikummer. En del af forsamlingen kender forestillingen i forvejen. De rejser og sætter sig efter hemmelige koder. De folder hænderne og kan nogle af teksterne udenad, for eksempel hittet ”Fadervor”. Vi andre, de svagt troende, er helt fortabte, når stampublikummet begynder deres indforståede stammeritualer. Vi sidder med slappe hænder i skødet og ser vores sidemand folde sine til bøn og tænker: Den kult gad jeg godt være med i.

Scenografien er forvirrende. Flot, men ufokuseret. Hvor skal man kigge hen? Der er i visse kirkerum rekvisitter – et skib?! – ude i salonen. Det er barnligt, og man spørger sig selv, hvornår den scene kommer, hvor skibet bliver brugt? Den oprinder aldrig, skibet hænger bare dér, og hvorfor? Det får man ikke at vide. Teaterfolk kender en dramaturgisk grundregel, nemlig den, at hvis en pistol præsenteres i første akt, så skal den fyres af i tredje. Sådan er det ikke her.

Så er der den lille bikube, prædikestolen, hvor præsten kravler op cirka midt i showet. Dimsen er ofte placeret lidt hævet, i den ene side af rummet, hvilket skaber en frustrerende mangel på geometri. Hvis der ikke er en prædikestol oppe i luften, så står hovedpersonen på et lille podie og skygger for alteret (i øvrigt alt for ofte med ryggen til!) Alteret er flot, men det er irriterende, at man ikke kan skifte scene og se på noget nyt i anden akt. Der er ikke meget variation. Og så er tableauet med Jesus på korset lidt plot spoiling a la ”ja, ja, vi ved godt, han dør til sidst”.

Showet er dårligt bygget op. Først kommer en kirketjener ind og begynder at læse op. Personen er sjældent særlig karismatisk, er kedeligt klædt, ofte i et mørkt jakkesæt. Kirketjeneren læser halvdårligt op, ser ikke op fra sin tekst, da personen tydeligvis ikke har lært den udenad. Det går ikke på teateret! Kan man forestille sig en forestilling på Det Kongelige Teater begynde sådan? Aldrig. Det svarer til at lade den kedeligste statist åbne forestillingen. Ja, undskyld, kirketjener.

Forestillingens stjerne kommer først senere. Præsten er heldigvis tildelt et flottere kostume. Til visse gudstjenester har han eller hun indtil flere outfits, som i øvrigt ofte skiftes midt i det hele, imens vi sidder og ser til. Pludseligt vader stjernen af scenen. Helt utilsløret, uden lysskifte eller musikunderlægning. Ville skuespiller Henning Jensen pludseligt forlade scenen og skifte kostume, mens vi sad og trillede tommelfingre? Aldrig. Hvorfor præsten skifter ved vi ugudelige ikke. Folkekirken forudsætter, at publikum kender showet på forhånd, og det er en dødssynd i min verden. I min verden skal man kunne komme forudsætningsløst ind fra gaden og forstå handlingen på scenen.

Så skal der synges! Præsten synger ikke altid godt – der er tydeligvis ikke sangcasting ved ansættelse. Mange præster kan til gengæld lide at høre deres egen stemme, det har i hvert fald ikke afskrækket dem fra at tage jobbet.

De mennesker i castet, der synger bedst, sangerne, er slet ikke på scenen. Hvor er koret? De er placeret bagerst i rummet, oppe bag det i øvrigt meget larmende instrument, orglet. Lad os et øjeblik dvæle ved orglet. Sikke et anstrengende instrument! Det lyder som en lungesyg kæmpeøgle. Man får mistanke om, at øglen har kidnappet koret, som står og synger deroppe et sted bag os. Hvorfor står de deromme? Man får et chok, når de sætter i, fordi vi slet ikke var forberedt. Det er også et problem for fokus, for nu begynder publikum at vride nakken 90 grader for at se, hvor det syngende, måske kidnappede personale befinder sig. Det går ikke! Og de kan ikke følge takten. Placeringen af sangere og orgel gør det umuligt for publikum i salen at finde et fælles taktslag. Kirkens folk ville have godt af nogle lydprøver, som vi har på teatret, i ugen op imod premieren.

Så er der salmerne. De er gode. Her græder publikum let! Det er attråværdigt for enhver teaterinstruktør. Når salen græder og folder hænder, så fungerer showet. Indrømmet.

Om selve prædiken er god afhænger – sjovt nok – af præsten. Det kan aldrig være Guds skyld, lad det være sagt med det samme. Det er lidt, som når jeg får en solid tekst af Shakespeare i hænderne; hvis det ikke er et godt show, jeg laver, er det i hvert fald ikke Shakespeares skyld. Bibelen er verdens bedste tekst, og så er det spørgsmålet, om præsten kan formidle indholdet på en tidssvarende, meningsfuld og levende måde.

Og nu til en pinlig sandhed: Der er ofte gået en skuespiller tabt i præsten. Hvis det er tilfældet, kan selvglæden stå i vejen for indholdet. Det modsatte kan også være tilfælde, når en præst er så krøllet sammen af ydmyghed, at han faldet i ét med den hvidkalkede mur. Der findes præster, der står og stirrer ned i papiret og mumler deres tanker, som sad de endnu hjemme og forberedte deres tekst. Det får mig til at tænke: har folkekirken overvejet en audition, hvor de mindst karismatiske sorteres fra?

Heldigvis er kirken ikke det samme som teatret. Men der er fællespræg. Når jeg går ud af kirken, tænker jeg hver gang, at det paradoksalt nok gav mening at gå derind, ligesom jeg håber, at mit publikum tænker, det gav mening at se noget så håbløst gammeldags som levende ord på scenen.

Vi har mange af de samme udfordringer. Folkekirken er bygget på gamle traditioner, ligesom teatret. Og vores udfordringer er på mange måder de samme, spørgsmålene er de samme: Hvor meget skal man holde fast i de klassiske ritualer? Hvor meget må og kan man fortolke? Hvad kræver nutiden, og skal man lytte til det? Teatret og kirken er – trods deres status af at være håbløst gammeldags som institutioner – enestående platforme, fra hvilke vi kan tale til samtiden. Teatret og kirken kan formidle håbet og rumme lidelsen som ingen andre. Det er værd at gå derind, trods alt.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og har stået bag en lang række prisbelønnede klassikeropsætninger. I klummen ”Kulturen på kanten” skriver hun om kulturdebat og tendenser i kulturlivet.