Anmeldelse: Etik er ikke, hvad den har været

Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, leverer en fortræffelig analyse af forholdet mellem etik og seksualitet, men læseren savner at få besked om, hvor forfatteren selv står

Bag de filosofiske refleksioner og elegant afglidende formuleringer fornemmer læseren, at det er en begavet mand, der taler. At Jacob Birkler er en vidende og velbegavet filosof, der ræsonnerer over emner som rugemødre og robotsex.
Bag de filosofiske refleksioner og elegant afglidende formuleringer fornemmer læseren, at det er en begavet mand, der taler. At Jacob Birkler er en vidende og velbegavet filosof, der ræsonnerer over emner som rugemødre og robotsex. Foto: Jesper Kristensen.

Albert Einstein møder Marilyn Monroe på en bar. Monroe siger: Tænk, hvis vi får børn sammen. Så vil de arve din intelligens og min skønhed, hvortil Einstein svarer: Ja, eller omvendt.

Det er Jacob Birkler, der fortæller vittigheden i sin nye Helt uden grænser, og han fortæller den for at vise, at en central problemstilling i spørgsmålet om kunstig befrugtning netop er, at et barn kan blive underlagt forventningernes pression.

LÆS OGSÅ: Birkler: Sex er fyldt med etiske paradokser

For når man nøje har udvalgt en sæddonor, der har vundet i X Factor, så vil forældrene også have en stærk forventning om, at barnet udviser talent for musik. Hvad så, hvis det alligevel ikke sker?

Det er et eksempel blandt mange på, at etik ikke er, hvad den har været. Hvor den førhen byggede på en overleveret viden, en rig sum af indsigt, erhvervet gennem generationer, så svæver bedømmelsen af etisk lødighed nu i luften og bliver dermed et let bytte for vilkårlighed.

Jacob Birkler har skrevet en Helt uden grænser, fordi vi står i et vadested, hvor udviklingen efter alle solemærker at dømme vil give to mænd mulighed for at få børn via en rugemor, ligesom andre hidtil helt ukendte konstellationer bliver tænkelige: I takt med at kønsskifteoperationerne bliver stadig bedre, må vi forholde os til den måde, hvorpå kvinder i fremtiden kan befrugte en mand med den konsekvens, at far bliver gravid med mor som far.

I Helt uden grænser er filosoffen i overført forstand steget ned i den dampende undergrund, hvor seksualiteten udfolder sig helt uden grænser. Man skulle tro, at et sådant virke må præge sin mand. Dog, Jacob Birkler er ikke den, der gør et stort nummer ud af egne holdninger, og det saglige tålmod over for seksualitetens mere groteske manifestationer er imponerende. Bag de filosofiske refleksioner og elegant afglidende formuleringer fornemmer læseren, at det er en begavet mand, der taler. At det er en vidende og velbegavet filosof, der ræsonnerer over emner som rugemødre og robotsex.

Men kan man ræsonnere sig til etik? Kræver etik ikke en myndighed, som ikke står til menneskers disposition, fordi den står over og uden for menneskelivet? Endnu mere konkret: Er sandheden ikke den, at det etiske skal sættes af kristendommen, og at det er betænkeligt at bygge en etik på det alment menneskelige?

Hvad man savner i Birklers grundige og glimrende analyse, er i alt fald en bekendelse af, hvilket punkt han analyserer ud fra. Trods alt sidder Jacob Birkler i Etisk Råd og ikke på en sky, og en analyse er ikke objektiv, for så vidt som analytikeren selv har en interesse, der giver analysen retning og motiv.

Fra et etisk perspektiv er det afgørende, at vi søger og identificerer et værdimæssigt grundlag for vores holdninger, skriver Birkler, der imidlertid selv svæver betragtende over vandene, og en igennem bevarer tilskuerens eller iagttagerens uforpligtende rolle. Birkler stiller en række uafviselige og prekære spørgsmål i sin , men man kunne ønske, at han ville lægge alt indpakningspapir til side og uden forbehold skrive, hvad han selv mener om udviklingen i stedet for at henholde sig til en skildring af udviklingen.

Der er ellers nok at tage fat på, for efterhånden som lighedsbegrebet har fået karakter af idelogisk aksiom, er mennesker blevet udstyret med rettigheder som et pindsvin med pigge: Vi har allerede tilladt enlige kvinder at blive befrugtet med anonym donorsæd, så hvorfor ikke tillade transseksuelle mænd og kvinder at blive forældre til et barn? Den basale omsorg har altid været kønsoverskridende, bemærker Birkler, uden at det heraf følger, at han selv tilslutter sig det synspunkt.

Det originale ved en er Birklers sikre sans for at knytte etik og seksualitet sammen og deri at se ophavet til mange af nutidens dilemmaer. På side 28 i en antyder Birkler, hvorfor problematikken er blevet en slidske uden ende. Han spørger nemlig, hvorfor vort frisind ikke inkluderer polygami, når homofile vielser nu er accepterede. Tilhængere af homofile vielser vil nok hertil indvende, at homofile vielser netop understreger ægteskabets forrang i forhold til andre samlivsformer og troskaben i parforholdet som et sine qua non.

Men Jacob Birkler fortjener under alle omstændigheder ros og respekt for at rejse en række eksplosive spørgsmål. Vi mangler bare at få svarene på dem.

kultur@k.dk